Lærer til lærer

Egyptiske dødsmasker.

I forbindelse med besøg på Glyptoteket´s egyptiske samling, arbejdede min 4. klasse videre med det egyptiske dødsrige. Vi kreerede herpå et kreativt produkt i form af egyptiske dødsmasker. Metoden kan bruges til enhver form for maskeformgivning, som tillige lever op til fælles mål i billedkunst om rummelige billeder.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Materialer:

Plastmasker, papstykker x antal elever format ca.30x50 cm, toiletruller antal masker, aviser, tapetklister, tapettape, pensler, grundmaling, blå og sort maling, guldmaling og sprittusch.

Lærerforberedelse:

Der sørges for at lave en skabelon af papstykke format ca. 30x50 cm, til baggrund for masken.

Eleverne gennemgår principperne for en maske og formålet med denne. Gennemgå gerne forskellige typer på smartboard. Sørg for at have materialer klar og tapetlimet oprørt i passende portioner til gruppebordene.

Fremgangsmåde:

Plastmaskerne smøres med et tyndt lag vaseline, da plastmasken herved lettere fjernes når papmachélaget er tørt. Plastmaskerne kan således genbruges til et andet forløb. Eleverne sørger herpå for at have et underlag og forklæde på. Hver elev starter med at rive et avisark ud i stykker, på størrelse med frimærker. Disse stykker dyppes enkeltvis i limen. Jeg plejer at sige, at det er ligesom at "dyppe chips i dip".

Eleverne udklipper/skærer baggrundskraven til masken i pap. ( Jeg anskaffede papstykker til samtlige elever hos Netto).

Den færdigtørrede maske "klikkes" af plastmasken, og fastgøres med tapettape på elevernes udskårne papstykke. Toiletrulle mases flad i den ene ende med tapettape. Denne sættes fast med tapettape på maskens hage. Der fortsættes med papmachéteknikken, så maske og papstykke hænger sammen, efter det er blevet tørt.

Det hele males med grundmaling, så avistryk dækkes. Når denne er tør, tegnes mønster og lignende op med blyant. Jeg anbefaler, at eleverne først laver en skitse over, hvordan deres maske skal opstreges. Herpå males der med guld og blå maling. Det sidste der males op er ansigtet. Der kan eventuelt bruges sprittusch til detaljer.

God fornøjelse!