0   202

Farvel til syklubben

Ballerup Lærerforenings jubilæumsskrift omhandler et centralt tema i DLF's nyere historie: det fagpolitiske gennembrud

Skal DLF være en fagforening eller en syklub?' spurgte enkelte hedsporer allerede i begyndelsen af 60'erne på de årlige repræsentantskabsmøder (sådan hed kongresserne dengang).

Bag spørgsmålet lå en kraftig irritation over, at medlemmerne gennem de første næsten 100 år af foreningens historie havde affundet sig med rollen som en loyal og samfundsbevidst tjenestemandsgruppe, der ikke gerne udfordrede magthaverne. Foreningens ledelse havde for øje, at tjenestemænd ikke rådede over fagbevægelsens traditionelle kampmidler. Man måtte gå forhandlingens vej, og kom der ikke resultater ud af det, måtte man slå sig til tåls.

Artiklen fortsætter under banneret

En kreds i frontlinjen

Alt det er der som bekendt vendt op og ned på. Vi blues ikke længere ved at høre til i en fagforening, og DLF kan nu til dags sende den hastigt voksende gruppe af overenskomstansatte i strejke, hvis forhandlingerne brænder sammen.

Ballerup Lærerforening (BLF) er uomtvisteligt en af de kredse, der har været i frontlinjen i den periode, hvor venstrefløjens utrættelige bestræbelser på at skaffe sig indflydelse og komme tættere på bordenden fik glimrende resultater.

Kredsen er med sine 40 år på bagen kun en grønært ved siden af for eksempel Århus Lærerforening, der som nævnt andetsteds kan fremvise en dåbsattest fra 1840.

Men det passer dem sikkert fint, at jubilæumsskriftet dermed har fripas til at springe syklubbens kedsommelige historie over og kan gå direkte til den epoke, hvor lyset oprandt.

En bog efter patchworkmodel

Jubilæumsbogen er tilvirket efter patchworkmodellen. Man kan forestille sig,at de raske og rastløse folk har sagt som så: vi må hellere lave sådan én - derkan man jo også få sagt nogle ting - og lad os se at få det fra hånden. Det nemmeste er vel at kontakte en snes stykker af dem, der har været med (og endnu holder sig klar af Alzheimer). De får tre-fem sider hver, og så kommer der nok en bog ud af det.

Og det gjorde der. Tilmed en interessant. Når man har frasorteret bidrag, som baserer sig på anekdoter eller small talk, fremstår en publikation med to gennemgående, væsentlige temaer: skoleudviklingen i en kommune med en vækst uden sidestykke - og den fagpolitiske utålmodighed i et ungt lærerkollegium.

Borgmester Ove E. Dalsgaard ridser det kommunale scenario op: befolkningstallet voksede over en kortere årrække fra 15.000 til 50.000, hvilket selvfølgelig medførte en lige så hastig udbygning af skolevæsenet. I en periode tog man en ny stor skole i brug hver ottende måned!

Han konstaterer med tilfredshed, at det trods de indimellem noget kaotiske tilstande lykkedes at opbygge et fortræffeligt skolevæsen, og han kipper med flaget for lærerne. Ham kan de samarbejde med, mens forholdet til forgængeren Kaj Burchardt var nok så anspændt. Det var den borgmester, der på et tidspunkt kogte over med udtalelsen om 'venstreorienterede abekatte og rendestensundervisere'.

En skoledirektør med bred ryg

Med Holger Knudsens ankomst som skoledirektør i 1965 kan man sige, at den rette mand kom til i rette tid. Han var ikke nervøs over, at der i vækstperioden blev ansat op mod 100 - overvejende nydimitterede - lærere om året. 'Lærergruppen rummede en kolossal dynamik og havde en bunke kræfter og gåpåmod, så opgaven for os var at få de mange kræfter og idéer omsat til praktisk pædagogik'.

Altså lod Knudsen dem boltre sig - med pædagogiske planlægningsdage, gruppedynamik, åbenplanskole, skoleopdelinger, drøn på de praktisk-musiske fag og meget andet. Det gik over stok og sten, og selvfølgelig var der af og til nogen, der skejede ud eller provokerede lidt rigeligt, og så måtte skoledirektøren sætte sin brede ryg til over for politikere og forældregrupper. Men, som han tørt bemærker, politikerne holdt til en hel del.

Han så det som sin opgave at holde dialogen åben mellem parterne, så sandt som hverken lærerne eller politikerne nærede ønske om at ødelægge skolevæsenets gode ry.

Hækkerups svedne grin

Mens det kræver en større analyse at gøre rede for den fagpolitiske strømkæntring i DLF, er det temmelig enkelt at pege på hændelser, der spillede afgørende ind.

En af dem kan man sætte dato og klokkeslæt på. Det var den 21. marts 1973, klokken 20.00, da økonomiminister Per Hækkerup i TV-Avisen kunne fortælle, at der var skaffet folketingsflertal for en besparelse i folkeskolen på 400 millioner kroner. Undervisningsminister Knud Heinesen havde på snedig vis fundet ud af, at man ved at afkorte lektionerne med fem minutter kunne forhøje lærernes ugentlige timetal fra 27 til 30. Antallet af undervisningsminutter ville jo være uændret!

Da Hækkerup blev spurgt om konsekvenserne, sagde han med et svedent grin, der på hans ansigt forekom ekstra øretæveindbydende: 'Det er da udmærket, at børnene slipper lidt tidligere og lærerne lidt senere!'

Tusindvis af lærere over det ganske land faldt ned af stolene foran tv-apparaterne, men det var lærerne på Skovlunde Skole i Ballerup, der var hurtigst ude med en reaktion, der fik gennemslagskraft. De besluttede dagen efter at gå i strejke og informerede straks massemedierne.

Historien fortælles af Christen Nielsen. TV-Avisen var på pletten samme aften, og her erkendte de to lærerrepræsentanter, at tjenestemænd ikke måtte strejke, men de havde følt sig groft provokeret og var parat til at tage konsekvenserne. Samtidig opfordrede de alle landets lærere til også at gå i strejke.

Det tør siges, at opfordringen blev fulgt. Danmarks første lærerstrejke med fuld opslutning var sat i værk, og det var måske meget betegnende, at signalet kom just fra Ballerup.

I konstant opposition

I flere kapitler er den fagpolitiske vækkelse hovedsagen. Rigmor Jark, tidligere kredsformand, melder klart ud: 'Kampen førtes på to fronter: mod arbejdsgiverne og mod DLF. Det er ingen overdrivelse at sige, at Ballerup Lærerforening var i konstant opposition til DLF og flertallet i Københavns Amtskreds'.

Hun beretter livfuldt om de mange kongresser vedrørende tjenestetiden, hvor Ballerup (sammen med en håndfuld andre kampberedte kredse) forlangte arbejdsnedlæggelser og stemte imod alt andet.

Op gennem 80'erne indtraf tilspidsede situationer som fulgte af Schlüter-regeringens indgreb. Det førte til arbejdsnedlæggelser, og Rigmor Jark erindrer blandt andet om 'besættelsen' af Kompagnistræde 32 i foråret 1985, hvor demonstranterne forsøgte at presse Martin Rømer (der var blevet formand året før) til at dække de efterfølgende løntræk over Særlig Fond. Men han var ganske klar over, at DLF på det tidspunkt var gestaltet i to nogenlunde lige store blokke, og han ville for enhver pris undgå et organisationsansvar.

Vi havde næsten glemt, at der i de glade dage fandtes noget, der hed 'SLIB' - Socialistiske Lærere i Ballerup - hvis ikke Finn Gunst havde repeteret historien. SLIB forlangte solidaritet med grupper som for eksempel kulminearbejdere, ANC, plattedamer, OTA-arbejdere med flere. Solidariteten skulle manifesteres gennem økonomisk støtte af kredskassens midler, hvilket gav anledning til lidenskabelige debatter på generalforsamlingerne, men i Ballerup har de altid haft det bedst, når bølgerne gik højt. SLIB holdt 'afdansningsbal' for en halv snes år siden - luften var gået ud af provokationerne.

Fanen holdes stadig højt

Men derfor skal man ikke tro, at BLF har rullet fanen sammen. John Jensen beretter med stolthed om, hvordan venstrefløjen mobbede Martin Rømer på kongresserne, og samtidig fremhæver han, at BLF altid har sagt nej ved overenskomstafstemninger. I 1997 indtraf det sensationelle, at et flertal i kredsstyrelsen anbefalede et ja, men da var generalforsamlingen sandelig hjemme. Efter tre timers hidsig debat blev styrelsens flertal stemt ned. 'Så de gamle cirkusheste kan stadig' - forkynder John Jensen til slut. Men han glemmer at nævne, at der ved urafstemningen var et flertal af ja-stemmer.

Tiderne skifter, og de unge fra dengang er blevet midaldrende, men at fanen fortsat holdes højt i Ballerup, ja det kan man forvisse sig om på Folkeskolens debatsider. Måske kæmpes der ikke længere så forbitret mod hovedforeningen - men den får ikke lov at dø i synden.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet