600 dansk - og matematiklærere inviteres til netværk om it

Undervisningsministeriet inviterer nu dansk- og matematiklærere fra hele Danmark til et lærernetværk, der skal videndele om at bruge it og digitale læremidler i undervisningen. Projektet kan også følges i en blog på folkeskolen.dk's faglige netværk It i undervisningen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Alle skoleforvaltninger har fået et brev fra Uni-C, og ideen er, at dansk- og matematiklærere i samarbejde med deres skoleleder kan indstille sig til at deltage i netværket, som starter efter sommerferien. Med udgangspunkt i egen praksis skal de 600 lærere arbejde med it-baserede læringsforløb og fungere som lokale it-ambassadører. Projektet er en del af KL's og regeringens fælles aftale om søget brug af it i skolen.

"Mange lærere bruger allerede i dag it og digitale læremidler i deres undervisning. Det nye it-lærernetværk skal hjælpe med at klæde endnu flere lærere på til at anvende it og digitale læremidler i undervisningen. Samtidig kan netværket være med til at forbedre videndeling blandt lærerne om it-baseret læring - både i fagteams rundt omkring på skolerne og på Danmarks Læringsportal, EMU'en", siger undervisningsminister Christine Antorini i en pressemeddelelse.

"Reformen kræver, at it bliver en integreret del af undervisningen i alle fag. Det er samtidig meget positivt, at der bliver arbejdet med videndeling på tværs af skoler og kommuner. It motiverer eleverne i undervisningen og kan bidrage til bedre læringsresultater for eleverne", siger Anna Mee Allerslev, formand for KL's Børne- og Kulturudvalg.

Projektledere for i "Lærernetværket for it i folkeskolens fag" er lektorer på professionshøjskolen UCC Lise Dissing Møller og Tobias Heiberg (Opdateret kl. 9.08, red.). De og flere andre vil blogge om netværket undervejs på folkeskolen.dk's faglige netværk It i undervisningen:

Blog: Lærernetværket for it i folkeskolens fag går i luften

Læs mere