Debat

Imak kæmper for alle lærere

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærer Christian Thulstrup, skolen i Ittoqqortoormiit, retter i Folkeskolen nummer 14 og 15 et angreb mod den grønlandske lærerforening Imak. Lærerforeningen har blandt andet 'solgt' tidligere tiders mulighed for fratrædelsesgodtgørelse, skrives der. Denne mulighed, som fandtes i Grønland indtil 1991, var kun for de tilkaldte danskere. For de lærere, der var født i Grønland, var der ingen fratrædelsesgodtgørelse.

Imak har altid kørt på princippet om lige løn for lige arbejde mellem grønlændere og danskere.

Fratrædelsesgodtgørelsen indgik derfor i aftalen om feriefrirejse, så de grønlandske kollegaer også kunne få feriefrirejse. I 1991 aftalte Hjemmestyret og Lærernes Centralorganisation (der for sidste gang det år forhandlede for lærerne i Grønland), efter Grønlands Lærerforenings rådgivning, at feriefrirejsemuligheden skulle ende med at være toårig og gælde alle lærerne i Grønland uanset fødselssted. De danske lærere, der på det tidspunkt havde bedre ordninger, beholdt selvfølgelig disse.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Ved aftaleforhandlingerne 1995 krævede arbejdsgiver, at feriefrirejseordningen skulle væk. Dengang forlod lærerne forhandlingsbordet, hvilket resulterede i et lovindgreb med en lønstigning på nul procent til følge. Først den 28. oktober 1998 endte disse stridigheder. Feriefrirejsen var væk, men lærerne fik aftalt en feriefrirejsefond, hvor der hver måned indbetales 620 kroner per lærer. Disse penge skal efter en toårig periode understøtte lærernes og familiens ferie.

Imak kan ikke love, at der vil være nok penge til hele ferierejsen, da det afhænger af antal børn i familierne, antal lærere gift med lærere og så videre, men foreningen er overbevist om, at fonden vil kunne give et afgørende tilskud til ferien.

Der er og har ikke været tale om 'udsalg', men også Imak må acceptere virkeligheden, som den er, og Imak vil fortsat kæmpe for at forbedre lærernes vilkår - alle lærernes vilkår.

Claus Jochimsen

formand for Imak