Debat

Bedrevidende slag i luften

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Er det stadig eksperterne, der ved bedst og på grund af deres viden forventer respekt fra forældrene, spørger Skole og Samfunds næstformand Solveig Gaarsmand i Folkeskolen nummer 13. Og hvis lærerne ellers ikke helt har kapituleret over for storheden i selvudslettende at nedgøre sig selv i selskab med forældrene, må svaret være et ja. Selv om Solveig Gaarsmand gør lærernes viden til bedrevidende lig, der skal vippes af lasten, for at forældrekontakten kan blive, som hun mener, den skal være, bør lærerne stadig optræde som de eksperter, der kan forvente respekt af forældrene med eller uden søndagstøj. For når det drejer sig om skole, så ved lærerne selvfølgelig bedst. Og så fortsætter Solveig Gaarsmand sin bedrevidende forelæsning med en belæring om, at lærerne skal vænne sig af med at tage forældrenes kritik personligt. Men en sådan belæring forudsætter et kendskab til forældrekritik, som Solveig Gaarsmand selvfølgelig ikke har, og som gør hendes belæring ikke alene bedrevidende, men til et slag i luften.

Lærerne bør selvfølgelig vurdere forældrekritik på baggrund af deres ekspertise og reagere i overensstemmelse hermed. Dette må også antages at være den bedste måde at undgå, at lærere og forældre går fejl af hinanden. Solveig Gaarsmand har selvfølgelig ganske ret i sin slutbemærkning om, at et godt skole-hjemsamarbejde handler om kultur. Men det skal være en kultur, der omfatter respekt for parternes forskellige udgangspunkter, og ikke en kultur, hvor man i en kunstig, lummervarm forbrødringsatmosfære stræber efter at overtage hinandens roller.

Vagn Madsen

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Brønderslev