Skolefrugt – erhvervsstøtte eller børnesundhed?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

EU-Kommissionen lancerede i juli måned et forslag om at give EU-støtte til skolefrugtordninger i EU-landene. Min allerførste reaktion var at ryste på hovedet. Det beløb, som Kommissionen havde foreslået, ville ikke engang række til et stykke frugt per europæisk skolebarn om ugen. Og så kunne det jo næsten være lige meget, tænkte jeg.

Men det er ingen skam at trække i land, hvis man har taget fejl. Og det har jeg måttet gøre. For undersøgelser fra blandt andet Norge viser, at selv ét stykke frugt gør en forskel. Ligesom eksperter fra Kræftens Bekæmpelse har meldt ud, at en skolefrugtordning selv i lille målestok er betydningsfuld. Så tillad mig hermed at trække i land. For jeg ser umådeligt gerne, at vi yder en indsats for at forbedre børns sundhed, uanset hvor lille denne indsats måtte være. Og når det viser sig, at EU faktisk kan gøre en positiv forskel for de europæiske børn med en skolefrugtordning, ja, så bakker jeg altså op.

Men så var den gal igen. For lige så snart jeg havde overgivet mig, viste det sig, at skolefrugtordningen i realiteten var tænkt som en skjult erhvervsstøtte til europæiske frugtproducenter. Slagsmålet står nemlig om, hvilke frugter der må indgå i ordningen. Og her forsøger europæiske frugtproducenter at holde for eksempel bananer udenfor, fordi de ikke produceres i EU.

Så egentlig skulle jeg nok bare have lyttet til min intuition om, at det ikke er via EU's landbrugsstøtte, at vi skal styrke sundheden blandt EU's skolebørn. For hverken landbruget eller fødevareindustrien er sat i verden for at varetage staternes opgave med at forbedre folkesundheden. Og vi kan ikke forlange, at de skal holde deres egne interesser ude af sagen. Derfor bliver målet med skolefrugtordningen for de europæiske frugtproducenter altså at få så stort et EU-tilskud i deres egen lomme som muligt. Og det kan man jo egentlig godt forstå. Hvorfor skulle bønderne se det som deres opgave at sikre, at europæiske børn får mere frugt og grønt i skolen?

Jeg mener faktisk godt, at EU kan være med til at understøtte tiltag, der fremmer børns sundhed. Det kan ske igennem forskning, erfaringsudveksling og anbefalinger af, hvordan vi kan indføre mere sport i undervisningen i folkeskolerne. Jeg vil sågar gå så vidt at sige, at en pulje penge til forsøgsprojekter med skolefrugt og skolemadordninger kunne være støtteværdigt.

Men at lade, som om man tænker på børnenes sundhed, når man i virkeligheden tænker på frugtproducenternes pengepung, det er altså helt uspiseligt. Desværre bidrager den slags kun til mere modvilje mod EU. Og det er ærgerligt, når EU faktisk kan være med til at styrke sundhedstilstanden i EU hos både børn og voksne.

Christel Schaldemose er medlem af Europaparlamentets uddannelsesudvalg for Socialdemokraterne

»Men at lade, som om man tænker på ­børnenes sundhed, når man i virkeligheden tænker på frugtproducenternes pengepung, det er altså helt uspiseligt«