"Børn bliver ikke bare testet. De er selv aktive deltagere i testpraksissen. Det er forskelligt, hvordan det får betydning, fordi det er forskelligt, hvordan de deltager og hvordan de er med til at skabe testen som en social praksis", siger Kristine Kousholt, der er postdoc ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU).

I sit treårige forskningsprojekt har hun været optaget af elevperspektivet og derfor fulgt elevernes frem for lærernes testpraksis på fire folkeskoler. 

"Jeg har fulgt dem før og efter testen. I lektionerne, ud i frikvarterne og ind igen i testsituationen", fortæller Kristine Kousholt, der har observeret og interviewet elever i to 2.-klasser, en 6.- og en 8.-klasse.

I hendes undersøgelse indgår både skoler i områder med mange sociaoøkonomisk dårligt stillede familier og mange etniske minoriteter, en socioøkonomisk gennemsnitlig skole og én med et socioøkonomisk velstillet opland repræsenteret.    

"1000 spørgsmål og stadig ikke færdig"

Kristine Kousholt giver et konkret eksempel på, hvordan børnene deltager i en social praksis, når de tager de nationale test.

"Nogle af eleverne blev fx meget optaget af at sammenligne, hvor mange opgaver de havde nået i løbet af testsituationen. Men det handlede ikke kun om konkurrence. Det handlede ligeså meget om at orientere sig gennem hinanden, at støtte hinanden og deltage i de fællesskaber, man i øvrigt deltager i".

Men nogle af elevernes så altså antallet af opgaver, de havde nået, som et tegn på, hvor de placerede sig i forhold til de andre, fortæller Kristine Kousholt. Det var imidlertid forskelligt fra skole til skole, hvor, hvornår og i hvor høj grad denne sammenligning af opgaveantal fandt sted.

"Nogle steder var det muligt for eleverne at følge med i, hvor mange opgaver, de andre har nået, fordi læreren af forskellige grunde havde gjort det synligt oppe på smartboardet. Andre steder snakkede børnene sammen. De sad under testen og orienterede sig lige på hinandens skærme", fortæller Kristine Kousholt, der bemærker, at det også var meget forskelligt fra klasse til klasse, om læreren tillod nogen grad af snak eller slet ingen. Men da de nationale test er adaptive og tilpasser sig den enkelte elev, er det faktisk ikke umiddelbart til at se, hvornår man bliver færdig, ligesom det ikke giver mening at sammenligne, hvor mange opgaver man har nået.

"Testsituationen mangler orienteringsmuligheder, og det kan medføre, at nogle elever begynder at orientere sig mod det, som er umiddelbart synligt i en situation, som de jo ved, indebærer rigtige og forkerte besvarelser", siger Kristine Kousholt. En elev gav i et interview udtryk for sin oplevelse af testdeltagelsen på følgende måde:   

"Man kunne blive ved, ind til der var gået 1000 spørgsmål og man var stadig ikke færdig".

En kritik af grundantagelsen

Fremover skal skolerne i højere grad styres efter elevernes præstationer i de nationale test, og lærerne skal ifølge reformens aftaletekst sørge for, at eleverne år for år klarer de nationale test bedre og bedre.

Er det i den sammenhæng problematisk, at testning er en social praksis? 

"Det udfordrer i hvert fald nogle antagelser om test", mener Kristine Kousholt og tilføjer:

"Det er ikke fordi, jeg ser det som hverken positivt eller problematisk, at test også er en social praksis. Men i forhold til den måde, vi traditionelt har set på test, så bør vi måske nu tage det sociale mere med i vores overvejelser, i stedet for at forstå det som nogle relativt simple afprøvninger af  enkeltindividers færdigheder". 

Kristine Kousholt understreger, at hun ikke kritiserer et særligt testdesign eller en særlig evalueringsmetode. Det, som hendes forskningsprojektet peger på, er rettere, at test generelt er flertydige og mere komplekse at forstå, end man måske har troet.

"Det kritiske blik er spørgsmålet om, hvad testene er en del af og om vi overhovedet kan forstå dem, som vi gør. Det bliver en kritik af grundantagelsen som testene baserer sig på", siger hun.

Øje på elever på kanten

Kristine Kousholt fortæller om de elever, der i hendes materiale tiltrækker sig særlig opmærksomhed.

"I mit materiale er der to elever, der bliver synlige, da de havde meget svært ved at være i testsituationen. Begge to gik de på skoler i områder med lav socio-økonomi, og begge havde svært ved at tage del i fællesskaberne. Fællesskaberne havde omvendt også svært ved at give plads til dem. Men det ser altså ud til, at de enkelte børn, som testen var særlig vanskelig for, også var børn, der deltog på kanten af fællesskaberne".

Derfor ville dét være et sted, hvor lærerne kunne være opmærksomme. Det ville også være et sted, man kunne gå videre forskningsmæssigt, mener Kristine Kousholt.

"Hvad kan fællesskaber gøre? Kan de være med til at forstærke nogle forståelser af én selv i testpraksissen? Og hvad er det, der gør det særlig vanskeligt for nogle børn at deltage i sammenhæng, hvor dygtighed er på spil? Man må både rette opmærksomheden på disse elevers deltagelsesmuligheder på tværs af forskellige sammenhænge men så sandelig også på, hvad det er for betingelser, testsituationen stiller".

Kristine Kousholt har netop præsenteret sine resultater på konferencen 'Perspektiver på folkeskolen testpraksis'.   

Forsker: Lærerne bruger ikke de nationale test som pædagogisk redskab