I 2013 blæste megen storm. 

Men mens stormene stod på, valgte jeg, at finde en anden storm frem - nemlig Storm P.

Han skriver, i én af sine mange fluer;

"Der er i virkeligheden ingen forskel på optimisme og pessimisme. De er begge indbildninger!".

Hvis Storm P., givetvis, har ret, efterlader det vel ikke meget andet tilbage end realisme. En isme man i mangen tilfælde, hurtigere og lettere, kan forholde sig til. Siges det.

Og når vi snakker storm og Storm P., så var det en grum realisme, der kom til at præge store dele af 2013. Den dansk-demokratiske virkelighed, også kaldet den danske model, måtte vågne op af sin optimisme, og pludselig forholde sig til en kynisk realisme. En realisme der kom bag på mange. Navnligt især lærerne, som blev de første halve tinsoldater i en økonomisk beregnelig tidsalder.

Mange måtte vi, på blot én måned, blive realister. Vi gik med optimisme på gaden og tilkendegav vores bekymring. Ikke blot for den danske model, men også for den danske folkeskole. Måske burde det hedde statsskole?

Lockouten viste også med knivskarp og kynisk realisme, at det ikke så meget er folkets skole, som det er statens skole, eller dvs. regeringens skole. Måske endda snarere kynisk økonomisk beregnelige embedsmænds skole. Den danske folkeskole med alle dets interessenter og brugere, dvs. børn, forældre og voksne bliver i efteråret udsat for en spareøvelse af den større skuffe. Det bliver i sandhed, måske et gråt efterår for mange. Mange kameler må sluges. "Nød lærer nøgen kvinde at spinde". 

Vi går på arbejde, dels fordi vi er nødt til det, men også fordi det er et kald, vi har tilvalgt. Vi har valgt at være et bindeled i mange børn og unges virkelighed. Vi har valgt at være et vigtigt bindeled i mange mennesker tilværelse. Vi har valgt at bruge vores tid på at være noget for andre mennesker. Menneskeligt, socialt og fagligt.

Når det så er sagt, som realist, er der også i mange lærere, en uforbeholden optimist, gemt. 

Hver dag siger mange lærere nemlig sætningen: "Jeg tror på dig!" til en række elever. Det siger vi til børn, som de stadigvæk kaldes, selvom børn i kølvandet på Rousseaus 300 års fødselsdag måske er en glemt ting? I hvert fald er børnene ikke meget andet end tal for politikerne. Og det skal helst være sorte tal på den danske bundlinje om et par år.

Ikke desto mindre siger vi hver dag "Jeg tror på dig!" til en række børn, mennesker og individer, der af en række forskellige årsager har tabt troen på sig selv. 

Det er i virkeligheden en kedelig, og farlig tendens - at tabe troen på sig selv. Det betyder måske endda, oversat, at tabe meningen med det hele. Derfor er denne ene sætning: "Jeg tror på dig!" en ualmindelig vigtig arbejdsopgave. En arbejdsopgave som man (læs: politikerne og erhvervslivet) ofte glemmer. Glemmer fordi det er en arbejdsopgave, man desværre ikke kan måle i hverken sorte eller røde tal på bundlinjen.

Vi har i dag et samfund der har lidt et stort tab af kerneværdier - værdier i det hele taget. Effektiviseringens tidsalder har medført en række alvorlige konsekvenser for det menige menneske. 

Det er ikke længere Jern Henriks: "Det handler om, at blive god til at være mig", der er det vigtige slogan. Nej, det handler nu ikke blot om at være god, men effektiv! Effektiv og god til at være sig selv! Du må ikke have fejl, lave fejl eller være den, du er. Firkantet sagt kan man vel næsten sige: "Du må ikke længere være menneske!". 

Eller vrøvl, du må gerne være menneske, du skal bare være et effektivt menneske - ikke for dig selv, din familie og venner, men for staten. 

Det er ikke nok bare at læse. Du skal læse bedre end i de andre lande. Hvorfor? Fordi du SKAL på arbejdsmarkedet. Du skal skabe profit på den danske BNP bundlinje om et par år. 

Fred være med det. Hjulene skal køre rundt. Sådan er det. Det er et faktum. Det vedkender jeg. Gerne!

Men som den tålmodige vendelbo jeg er, inderst inde, siger jeg også - kom koldt vand i blodet. Man kan altså ikke flytte bjerge uden tro. 

Eller tid. Tiden til at lære at tro på sig selv. Tiden til at en voksen kan sige til et menneske, der har mistet troen på sig selv, "Jeg tror på dig!". 

Hvis ikke de mennesker vi omgås dagligt har troen på sig selv, flytter vi ingen bjerge. Og så er vi altså pludseligt langt fra PISA, gode BNP tal, kreative individer og lykkelige mennesker.

Kære medmennesker må der en dag igen blive plads til at blive god til at være sig selv. Må der blive plads til at lære at tro på sig selv. Må der blive plads til at være et menneskeligt menneske. 

Jeg håber det!

Kristoffer H. Sørensen, Marts, 2014