Gunhild Meinke

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selv om vi længe har været klar over, at Gunhild var uhelbredeligt syg, berørte det os alle dybt, da vi mandag den 22. februar 1999 modtog beskeden, at Gunhild var afgået ved døden, 55 år.

Siden sin ansættelse på Mosedeskolen i 1978 har Gunhild fortrinsvis undervist i historie, dansk og kristendom. Fag, hvor hendes styrke, evner og særlige kontakt til eleverne kom stærkt til udtryk.

Det var tydeligt for eleverne, at Gunhild var en både dygtig og engageret lærer. Ydermere havde hun en særlig udviklet evne til at se den enkelte elevs situation og behov og handle derefter.

Gunhild var klog og derfor god at tale med, hun havde holdninger og meninger, som ofte prægede skolens hverdag. Hun var også til de kvikke og ramsaltede bemærkninger, der giver kolorit.

Gunhild viste en utrolig styrke under sin sygdom. Lige til det sidste var det en god oplevelse at besøge hende.

Vore tanker går nu til Gunhilds nærmeste familie Jørgen, Marianne og Camilla.

Tidligere elever, kolleger og venner fra Mosedeskolen vil mindes Gunhild med taknemmelighed.

Kollegerne ved Mosedeskolen