Det er nærheden, der trækker

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For 84 procent af de studerende, der begyndte på læreruddannelsen i Skive sidste år, er uddannelsens beliggenhed afgørende for, at de har søgt ind. Langt de fleste bor i enten Skive eller Viborg, og det er formentlig også her, flertallet af dem vil få arbejde efterfølgende. Tre fjerdedele af Skives lærere er nemlig uddannet på byens seminarium, og også en stor del af lærerne på Mors og i Viborg er uddannet fra Skive.

Og mens uddannelsesfusionerne betyder www-adresseskift og sære omdirigeringer på nettet, er det vigtigt, at uddannelserne hele tiden sørger for en velfungerende og oplysende hjemmeside for den enkelte læreruddannelse. En rekrutteringsundersøgelse fra Skive viser nemlig, at 95 procent af de nye studerende kendte hjemmesiden, og at den for 65 procent havde været vigtig for deres beslutning om at søge ind på uddannelsen - især de yngre studerende har brugt den i forbindelse med deres overvejelser.

Beslutningen om at læse til lærer og gøre det lokalt er ikke taget efter en hurtig netsurfing lige op til sommerens kvote 1-deadline, selvom stadig flere venter til sommerfristen med at søge ind. 57 procent af undersøgelsens deltagere havde taget beslutningen allerede før nytår, og kun 15 procent besluttede sig lige før ansøgningsfristen den 5. juli 2007.

Effekten af de forskellige pr-aktiviteter for uddannelsen har været begrænset - det vil sige avisannoncer, informationsmøder og reklamer i radio og biograf. Af disse har informationsmødet betydet mest - 45 procent har kendskab til uddannelsen fra informationsmødet, og af dem mener halvdelen, at mødet var vigtigt - alle sammen »ældre« studerende over 25 år. Den centralt besluttede pr-kampagne for læreruddannelsen, Braincoach, som var planlagt af Undervisningsministeriet og uddannelsernes rektorer i fællesskab, havde i øvrigt ikke nogen virkning i det nordvestjyske. Kun 15 procent af de studerende havde hørt om den, og ingen af dem betegnede den som vigtig for deres valg.

Ekstra på undervisere.dk: Andreas Rasch-Christensen: »Rekrutteringsundersøgelse - Læreruddannelsen i Skive 2007«