»Da jeg var trist, kunne jeg ikke spille musik. Jeg prøvede at arbejde mig ud af det. Jeg kalkede huset hvidt otte gange. Det holdt kroppen i ro«.

Siger Jens Aare Jensen, 57, specialklasselærer på Åbjergskolen i Frederikssund.

Han tilføjer, at han er et energisk menneske, men ikke »jubel-energisk«. Han har også haft svære tider. På kort tid mistede han et nært familiemedlem, hans datter mistede sit barn lige før fødslen, og hans søn fik lymfekræft.

I dag har datteren to børn, sønnen er erklæret rask, og Jens Aare spiller igen.

Han begyndte som helt ung med viser og bevægede sig via punken frem til motown og soul, som han nu spiller sammen med syv andre i bandet Kellys Helte. Flere i bandet er lærere.

Han er en fysisk person. Når han skal lade op, kører han til Sverige, hvor familien har en lille gård med skov. Her fælder han træer og slår græs på engarealerne. Eller han finder de gamle stier og genopretter dem i landskabet.

Jens Aare blander sig - i landsbyen, i kommunen, i skolen. Da specialklasseområdet var udsat for nedskæringer, skrev han en stillingsannonce i avisen: »Hvem vil have os? Vi er billige og arbejdsomme«. Det var et polemisk læserbrev, og det gav nogle klap på skulderen.

Han er grundig træt af økonomistyringen. Han understreger, at uddannelse ikke skal ses som en udgift, men som en investering.

Han skriver også læserbreve om trafikproblemerne i landsbyen Sundbylille, hvor han bor med hustru og kat.

»Vejene har svært ved at klare trykket fra de mange biler. Men jeg skælder ikke ud og er sur, for det nytter ikke noget. Jeg har lavet en hilse-kampagne. Jeg hilser på alle, der kører forbi, og de hilser igen. Det hjælper, for når man løfter hånden, løfter man også foden fra speederen«.

Smil og humor er vejen. Også i skolen.

»Jeg har det godt med jobbet og en god forældrekontakt. Vi er direkte, men ordentlige over for dem. Så er de også ordentlige«.

Men han regner nu med at gå på pension som 60-årig. Fordi der er så meget andet, han skal nå. For eksempel at bo i længere tid i Sverige.

»Når jeg ikke har været der i fire uger, får jeg abstinenser«.

Han har revet et hus ned og vil bygge af de gamle mursten, der står stablet i haven. Desuden har han lavet mange haver i årenes løb.

»Jeg kan godt lide at påvirke mine omgivelser. Men i Sverige er haven på 50.000 kvadratmeter. Det er jo umuligt, jeg skal ikke påvirke naturen dér«.

Musikken giver energi og smitter af på arbejdet, fortæller Jens Aare Jensen.

»Der var en lang periode, hvor vi arbejdede efter reglerne på skolen, gik hjem, når vores timer var forbi, og ikke foretog os noget sammen. Der var ingen glæde. Glæden sammen er et værktøj, som vi kan og skal bruge i vores dagligdag, og det dur altså ikke at fokusere på det dårlige«.

Han mener, at det er vigtigt at prøve meget forskelligt. Han har dykkercertifikat, vandrer og elsker at lave god mad.

»Stilheden på bjergtoppen og de fysiske strabadser, når man vandrer, er dejligt. Det er noget underligt noget at udsætte sig selv for, men det er godt bagefter«.

»Og så har jeg haft en god barndom. På en gård. Det betyder afsindigt meget med friheden dér, og at der var brug for mig i arbejdet på gården. Mange børn føler sig ubetydelige i dag. Det er ligegyldigt, om de er der eller ej, der er ikke plads til dem. Det betyder noget, hvordan man bliver som person - at man møder verden med tillid, fordi man selv har oplevet tillid«. |