Blog
4   1173

Hvad gør vi nu, lille du?

Abonner på nyt om Falihos i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Dejlig søndag morgen. Solen skinner fra en skyfri himmel og DMI har lovet forår i luften selv om vi bare er i begyndelsen af marts. Kaffen er klar og mit søndags ritual kan begynde. De sidste mange år har "min tid" været søndag formiddag, hvor søndagsavisen har lokket. Efter lange diskussioner i tidernes morgen om valget mellem Politiken og Jyllands-Posten vandt sidstnævnte og søndagsavisen har været min favorit, primært pga. tillægget INDBLIK. Som lærer i samfundsfag har INDBLIK været kilden til adskillige undervisningsforløb og eksamensopgaver, ikke kun til samfundsfag men også til historie. Saksen har ligget klar til at snuppe alle de spændende indlæg og artikler som er blevet brugt i undervisningen. Når jeg kigger på kontoret (min hjemmearbejdsplads) står der mange hyldemeter med avisartikler som omhyggeligt er blevet gemt i plastiklommer for at undgå at de gik i stykker. Ved siden af står samlingen af dvd`er med optagelser fra TV og film bestilt hjem fra det som i gamle dage hed amtscentralen. Ved nærmere eftersyn dukker også et par gamle VHS bånd op og minder om et 15-års langt lærerliv, med det jeg mener er folkeskolens vigtigste fag.

 

I min undervisning har det været yderst vigtigt for mig at køre parallelt mellem teori og praksis. Grundbøgerne som jeg engang var med til at udvælge havde den kvalitet, at de ikke var fyldt med tal og tekst som hurtigt blev forældet, da vi godt vidste at det ikke var hvert år vi kunne købe nyt. Materialet var alment gyldigt og det var lærerens opgave at gøre det relevant med nye tekster og talmateriale. Alle mine artikler har givet mig mulighed for at give eleverne en relation til emner som integration, dansk politik, EU, kulturforståelse, arbejdsmarkedspolitik, demokrati osv.

 

Artiklen fortsætter under banneret

Skruebrækker

Nu sidder jeg og filosoferer over hvordan mit liv kommer til at se ud efter 1. august 2014. I mit søndagsritual har der ligget en høj grad af forberedelsestid, når min hjerne har arbejdet på højtryk og tænkt at denne artikel vil da passe perfekt, når vi om to uger skal arbejde med et bestemt emne. Når jeg en sen aften har kastet mig ind i stuen for at nå at optage "Louis Theroux og de jødiske bosættere" har det ikke været fordi jeg ellers ikke vidste hvad jeg skulle lave, men fordi den udsendelse garanteret ville belyse konflikten mellem Israelerne og Palæstinenserne betydelig bedre end jeg kunne gøre overfor min 9. klasse som lige om lidt skulle beskæftige sig med mellemøsten. Men hvad gør jeg efter 1.8.2014? Jeg skal have fast arbejdstid med fuld tilstedeværelse på skolen. Alt mit arbejde skal klares ved et lille rullebord og når jeg går hjem kan jeg holde fri. Umiddelbart en skøn tanke. Tænk at holde fri, når jeg kommer hjem. Lidt besnærende ikk? Aldrig mere dårlig samvittighed over alt det jeg burde gøre. Kan jeg ikke nå det på skolen, er det da bare ærgerligt og så må det blive en anden dag?

Men hvad så med mit lille søndagsritual? Vil jeg være skruebrækker og arbejde gratis hvis jeg læser en fed artikel om rockerkrigen og gemmer den til min klasse? Skal jeg for fremtiden gemme min søndagsavis i tasken til mandag og medbringe den på skolen, så jeg kan forberede mig der? Når der en aften kommer en dokumentar om unge og alkohol som jeg gerne vil bruge til mit forløb om ungdomskultur skal jeg så bare ignorere den, for den kommer jo ikke i min arbejdstid?

 

Demokrati

Demokrati er et af de første emner jeg præsenterer elevere for når de i 8. klasse får samfundsfag. De fleste møder op med en opfattelse af, at demokrati har noget med afstemninger at gøre. Vi skal træffe nogle beslutninger som samfund og derfor er der folketingsvalg som minimum hvert 4. år og så får alle indflydelse. Nu er det jo lidt mere kompleks end som så, så i undervisningen har jeg prøvet at lære eleverne at demokrati ikke handler om at få ret, men om at nå frem til den bedste løsning som er til fordel for alle. Eksemplet plejer at være "jeg vil gerne give jer en udflugt - I må selv om hvor I vil tage hen, bare I bliver enige". I en klasse med 25 elever vil de 12 til Legoland og 13 vil til Djurs sommerland. Logik i 8.klasse er, at turen går til Djurs sommerland for det vil de fleste. Så spørger jeg, om de selv tror det bliver en fed tur når næsten halvdelen af klassen føler sig kørt over og oplever at der ikke er blevet taget hensyn til deres ønsker og behov. Dertil plejer der så være et par stykker som siger, at det må de komme over, for de "vandt" jo ikke. Heldigvis plejer der også være nogle stykker som siger, at vi jo kunne prøve at tale om hvilke fordele og ulemper der er ved de forskellige steder så vi rent faktisk ved hvad det er vi stemmer om. Så er det jo at læreren står og glæder sig og tænker, at der vist også er håb for denne klasse. Der bliver talt om transport tid, økonomi, hvilke aktiviteter der tilbydes osv. Efter en længere debat kommer en elev med det forslag at man da bare kan tage til Tivoli Friheden i Århus, som betyder kortere køretid, sjovere forlystelser osv. og pludselig er der fuld opbakning til den nye løsning. Demokrati i sin reneste form. Demokrati handler jo ikke om at få ret, men om at finde en løsning gennem kommunikation som tilgodeser flest mulige og gør at alle føler sig set og hørt.

 

Hvordan syntes du så lige det går?

Det spørgsmål håber jeg ikke der er nogle elever som stiller mig, efter forårets lockout. Jeg prøver kækt på at holde fast i at Danmark er et demokrati. Vi har folkevalgte politikere som er valgt for at tilgodese befolkningens interesser og behov og leve op til deres valgløfter. Eller?? Hvad gik der lige galt her? Hvis vi nu tager fat i mit lille eksempel fra før med skoleudflugten så har vi en åben debat i en respektfuld tone og finder i fællesskab en løsning som ikke er nogle af de to som først blev meldt ud, men som viser at vi har hørt, forstået og anerkendt de ønsker og behov som har været i klassen. Midt i min søndagsavis føler jeg mig ikke synderlig anerkendt når jeg tænker på, at jeg i flere måneder hen over foråret måtte lægge ører til at jeg var doven og ikke passede mit arbejde. At jeg levede i en fantasiverden og levede godt at mit lærerjob. At jeg gik hjem kl. 12 hver dag og holdt ferie i de perioder hvor skoleeleverne også holder ferier. At min hjemmearbejdsplads hvor jeg selv har betalt internet, telefoni, printer og papir blev underkendt og de fleste mødte mig med en holdning til at hængekøjen var der jeg plantede mig når jeg forlod min undervisning - som i øvrigt var 28 skemalagte lektioner.

Tja, jeg får nok svært ved at gennemføre mit demokratiforløb igen uden at falde sammen med latterkramper, for demokrati i Danmark er vist nærmere diktatur.

 

Hvad gør vi nu, lille du?

-sang Kim Larsen. En stille søndag formiddag, ser jeg nok følgende muligheder: enten fortsætter jeg som før og forbereder mig søndag formiddag med min avis og mine gode ideer. Det betyder at jeg kommer til at arbejde gratis, for min arbejdstid er fastlagt og henlagt til skolen. Alternativt kan jeg insistere på at min arbejdstid er fastlagt og hvis der så kommer en spændende udsendelse i tv kan jeg se den og lave spørgsmål til den (det gør der jo tit kl. 13-15.45...) og hvis der sker noget ud over min arbejdstid så er det jo bare ærgerligt. Heldigvis har jeg jo så min kæmpe samling af fantastiske materialer som er indsamlet i et langt lærerliv og så må det en tur mere med rundt i manegen. Aktuelt og relevant? Nå ja, det var det da for nogle år siden, da jeg stadig blev anerkendt for at min arbejdstid kunne placeret søndag fra kl. 10-13 hvor jeg klippede og klistrede i artikler fra søndagsavisen og onsdag aften fra kl. 23.00 til 23.40 hvor jeg så dokumentarprogrammet om mellemøsten og lavede spørgsmål dertil. Fint nok for de elever som jeg har de næste par år, men jeg håber for elevernes og samfundets skyld at samfundsudviklingen går i stå, så min gamle samling forbliver relevant.

Mens jeg nu sidder og føler at min læring fra seminariet om tilrettelæggelse, planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisningen er fuldkommen ligegyldig, for i fremtiden er jeg nødt til at gøre som jeg bare altid har gjort hvis jeg ikke vil være til grin og arbejde gratis, så kan jeg se mulighederne. Der kommer nye mål for undervisningen og det bliver da skønt og jeg håber at jeg kan leve op til dem, med de lærerbogssystemer som vi har til rådighed. Som bestyrelsesmedlem i Falihos vil jeg også tillade mig at kæmpe for at vi som organisation kan finde løsninger, så vi kan bevare fagligheden i vores fag. Jeg vil ikke være en af de lærere som bare hiver gamle forløb ud af mapperne og gentager mig selv, men jeg gider heller ikke arbejde gratis i en folkeskole som ikke anerkender, at en af mine spidskompetencer er evnen til at planlægge helt geniale undervisningforløb som gør at mine elever hvert år har klaret sig fantastisk til prøver og er blevet sendt ud af skolen som fuldt funktionsdygtige borgere i vores fantastiske demokrati.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Historie- og samfundsfagsnetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for de to fag. I samarbejde med foreningen Falihos.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
1.496 andre er allerede tilmeldt