Jeg har i længere tid prøvet at finde du af, hvad det er i hele reformlingoen, der støder mig.

Jeg tror nu, at jeg har fundet en af de helt store sten i skoen, og det er sammenkædningen med konkurrencestatstankegangen samt den generelle tendens til, at vi alle skylder samfundet at nytteoptimere os selv. Vi skal arbejde hårdere og leve sundere for at vi kan leve længere - man spørger sig selv hvorfor, hvis hele livet består af pligter og slankekure.

Vi er altså primært til for samfundets skyld, får vi at vide. Jeg er så gammeldags, så jeg troede, at samfundet var til for menneskenes skyld og ikke omvendt.

Hvordan giver det sig så udslag i reformlingoen. Et eksempel - vi skal alle være så dygtige, som vi kan, eller med andre ord, den bedste udgave af os selv.

Det lyder da smukt - og det kunne det også være under de rette forudsætninger. Men vi mangler at se, hvad vi skal være dygtige til og hvad den bedste udgave betyder. Er det den lykkeligste udgave - eller den mest produktive?

Med andre ord: Er børn subjekter i egen ret, hvilket jo er kernen i reformpædagogikken, som vi nu er på vej væk fra, eller er børn objekter for andres stræben, som er mantraet i konkurrencestatspædagogikken.

Eksempel. Et barn, der har et stort musiktalent, men som elsker at spille fodbold, som det ikke er så god til, så det gør noget.

Skal dette barn have lov til at spille fodbold, indtil det selv får lyst til at udnytte sit musiktalent, eller skal barnet have at vide, at klavertræning går forud for alt andet, fordi det at have et talent også betyder en forpligtelse til at udnytte det?

Svaret afhænger af, om man ser barnet som et subjekt i egen ret, for så er talentet en gave, som barnet bestemmer over, eller om man ser barnet som et objekt for andres stræben, for så er talentet en skæbne eller en byrde, man er tvunget til at bære, hvad enten man har lyst eller ej.

Jeg ved godt, at vi alle befinder os et sted mellem disse to yderpunkter, men hidtil har trykket været på subjektets ret til sit liv, og nu flyttes det til objektets pligter overfor samfundet.

Er det virkeligt det, vi vil?