Debat
2   309

En helt anden barndom

Med børns sølle, utrygge liv i dag kan du her se, hvor godt de kunne have det. Hvis vi vil.

Man skal ikke som en meget gammel mand tale om "de gode gamle dage". Men hvis du betragter dine elever og deres vilkår samt føgerne af disse vilkår, så kunne du prøve at læse om min barndom, som var meget anderledes, men bestemt bedre end i dag.

 

Artiklen fortsætter under banneret

Jeg er født i 1937, og min mor døde i 1938 eller 39. Jeg blev anbragt hos min farmor, som gav mig en rigtig god barndom. 

                                                --------------Jeg husker min tidligste tilværelse som rar. Somre med megen solog  vintre med megen sne. Foråret var kun markeret ved, at vi begyndte at gå med korte bukser, men efteråret har jeg ingen fornemmelse af.

En god ting for os børn i forhold til i dag var, at der ikke var nogen kunstige grupper med hver deres alderstrin.Alle aldergrupper legede sammen på gaden eller i Nørrebroparken,som var et paradis med gynger og vipper, sandkasser, klatrestativer, et kæmpe soppebassin og lineplanker. Og tryghed var der også her i form af en meget rar kommunalansat legetante.Hun arrangerede lege som skjul, et-tagfat, boldspil, sanglege og hun holdt øje med legeredskaberne, trøstede de små og reparerede småskader.I en periode var det den helt store dille at fægte. Man kunne købe en rimelig god blomsterpindfor gansk få ører, og så inddelte vi os f. eks. Errol Flynn-grupper og D ártagnan-grupper. Også her var alle aldersgrupper med. Pigerne var udkigsposter eller skønne møer, der skulle røves. De helt små var vores børn, som de andre også ville røve. Og omvendt. osv, osv.Boldspil var der ikke meget af på gaden. En kort overgang splejsedevi om et "kardong" altså et kondom på apoteket og brugte det somhåndbold. Ellers var det mest rundbold og høvdingebold i skoleneller hos legetanten.

                                                ----------------

Vinteren var en meget hyggelig tid både udendørs og indendørs.Når det rigtigt sneede blev gaderne ret hurtigt ryddet af folk med snetegn, så der var ikke store legemuligheder. Men i baggårdenblev det liggende, og vi byggede kæmpestore snehuler, hvor vi som hemmelige klubber kunne sidde med stearinlys og en stor humpel rugbrød.Indendørs buldrede ilden i kakkelovnen. Stik-kedlen fløjtede hyggeligt, når vandet til kaffe eller opvask var varmt, og ind imellem opstod et dejligt eventyragtigt øjeblik, når farmor lavede bagte æbler.Æbler på en tallerken oven på kakkelovnen, skroget skåret ud og hullet godt fyldt op med puddersukker. Når det var smeltet, kunnedet spises.Åh, hvor godt!

Eller når farmor i stedet for en høkasse brugte sengen, når der skulle koges kartofler. Gryden blev pakket godt ind i "Social-demokraten" samt et stort tæppe og stod der nogle timer. Nårhun tog gryden af, smed jeg alt tøjet og lagde mig ind under dynen.Næsten paradisisk. 

Aktiviterne var også anderledes om vinteren. Jeg spillede "Krig",et nemt kortspil, eller "Ludo" med farmor og sommetider med et parkammerater.Da vi blev større, spillede vi drenge "Piratbridge" eller "Matador". Når det foregik hos Hr og Fru Jensen, Eriks forældre, fik vi altid mælk og puddersukkermadder.

t former for leg er i dag lidt af en gåde for mig. Jeg brugte pået eller andet tidspunkt meget tidligt en trædesymaskine som bil. Når læderremmen til svinghjulet blev taget af

 

Fredag aften var der kredsmøde i FDF i Bjelkes Allé. 500 drengesamledes om sang fra March-oglejr-sangbogen samt forskellige aktiviteter, mest foredrag eller film.Tirsdag aften havde vi klassemøde med gymnastik. Det tredie varpatruljemøder med en form for undervisning, som ikke vedrørte skolen. Altså knobbinding, lejrregler og igen sange fra March-og-lejrsangbogen.

Kredsen, K5, var uhyre aktiv med weekendophold i Skovhytten i Farum,Flotte agitationsmarcher rundt på Nørrebro: 500 drenge i enten den gråvæbneruniform eller den hvide matrosuniform marcherende i takt til musik fra et hornorkester med dejlig militærmusik.

Mange af de færdigheder jeg tilegnede mig i FDF, har jeg haft god nytte af, når jeg har færdedes f. eks. i de norske fjelde eller har cyklet rundt i Europa. Her oplevede jeg min første appelsin. Jeg vandt den i en konkurence,og hjemkomsten den aften var en fest. Farmor fandt en lille kniv ogskar kniven ud i to halvdele, hver udformet som en blomst, og så sadvi og kiggede på den et stykke tid, før vi endelig kunne sætte tændernei den.Og ærlig talt, jeg ville lige så gerne have en citron.

 

Jeg fik på et tidspunkt en stor bunke pap og flere ruller klisterbånd

fra en mand, der arbejdede på Gyldendal. Og så gik jeg i gang med at være kreativ. Jeg lavede togbaner og huse og sprællemænd, og engang lavede jeg en spilleautomat af dette pap samt en cigarkasse. Den var ret velykket, og  jeg fik megen ros for den. Og den har også nok givet mig en del selvtillid. I hvert fald har jeg lavet flere opfindelser siden.

Ved at putte en femøre i kunne man få en forvandlingskugle, og jegtjente godt på den maskine ved den næste familiekomsammen, hvorfarmors 7 børn med familier og deres  børn var samlet til det store kolde bord.

                                             -----------

En meget stor plads i Nørrebroparken var om vinteren skøjtebane og  om sommeren forbeholdt pedaldrevne legebiler, som kostede etmindre beløb pr halve time. Jeg havde sjældent råd, men hjalp sammen med et par andre drenge ejeren med at hente bilerne fra kælderen, hvor  de var anbragt om natten.Der var nok 30-40 biler, som jo også skulle tilbage  om aftenen.Belønningen var gratis kørsel et stykke tid.Om vinteren var det isskøjter, og vi var i hundredvis på pladsen. Og igen, alle aldersgrupper i skøn samdrægtighed.

På gaderne, især om sommeren, løb vi på rulleskøjter. For mitvedkommende var det som regel kun om søndagen på grund afarbejde.

Det var naturligt at hjælpe til i hjemmet. Farmor var dårligt gående, så fra jeg var fem-seks år  havde jeg min faste gang i HB (brugsen), hos bageren, hvor jeg altid skulle købe "brød fra i går", og endelig var jeg fast gæst hos slagteren. Indkøbene her var mest indmad, fordi det var den billigste mad. Tirsdag var altid fiskedag, og hvisdet var torsk, blev resterne om onsdagen så pluktorsk.

Ål må også have været billig mad. Jeg mener i hvert fald, at vi fik det ret ofte som for eksempel ålefrikasé eller kørvelsuppe, hvortemmelig mange ålestykker svømmede lystigt rundt.Af en eller anden grund har jeg aldrig nogen sinde været med tilmadlavning eller opvask. Det gjorde mænd og drenge jo ikke.

Begrebet kræsenhed forekom ganske simpelt ikke. Vi spiste, hvad der kom på bordet, og derfor er vores dages hysteri om mad en virkelig gåde for mig.En typisk madpakke kunne bestå af fire halve stykker rugbrød. Enkartoffelmad, en tomatmad, en æblemad og en puddersukkermad.Og hjemvendt fra skole var det et glas kærnemælk og en "hestensfødselsdag", det vil sige en meget tyk skive rugbrød med fedt.Det var ikke almindeligt med salat til maden, og appelsiner og bananer fik jeg først flere år efter krigen, men vi spiste mange rabarber og hele citroner, som vi skrællede og spiste som man spiser æbler. Desuden om efteråret paradisæbler, som vi ofte plukkede i Rosenhaven, der var en del af Nørrebroparken. 

Slik var helt ukendt under krigen og sjældent efter. Vi lavede så vores eget. For eksempel delte Bent og jeg mange gange for fem øre bagegær. Vi havde en ide om, at det rensede blodet.Eller "spejderpulver",  hjortetaksalt blandet op med rasp. Endnu senere kunne manfå Zenta, små lakridsfirkanter, som vi satte fast på håndryggen, så man kunne slikke på dem.Man kan faktisk købe dem endnu.Og endnu senere de forvandlingskugler, som jeg benyttede i minslikautomat.Onkel Sofus boede i Ordrup og var drochekusk på Dyrehavsbakken.Han havde sine heste i et skur i baghaven, og der var jeg glad forat være. Der var nemlig et foder, som blandt andet indeholdt klid, og jeg elskede at sidde ude ved hestene og smovse.

Kød fik vi måske en gang om ugen. De øvrige dage kunne bydepå stuvede kartofler, brasede kartofler, stuvet hvidkål, spinat, som"Skipper Skræk" jo blev meget stærk af, fløjsgrød eller blot varm mælk med kanel og tvebakker.Det var nok det almindelige på Nørrebro. Og derfor var der ingenfede børn, og vi kunne allesammen med lethed klatre helt til topsi tovene i skolens gymnastiksal. I dag kan kun meget få gøre det.Jeg har som lærer af og til udfordret eleverne. Og jeg har helt til jeg fyldte 63 år og sluttede som lærer, kunnet følge med.

Maden var nok lidt primitiv ind imellem, men vi var stærke både fysisk og psykisk, og vi var aldrig rigtigt syge. Småting som halsbetændelse var ikke nok til en hjemmedag. Farmor sagde altid: "Du kan ligeså godt sidde ovre i skolen og have det skidt, som du kan sidde herhjemme".Og det var nok ikke bare mig, det gjaldt. På et tidspunkt var heleklassen syge i fire dage, før nogen opdagede, at vi havde enepidemi med smitsom gulsot. Så blev klassen lukket i fjorten dage.

Eller da jeg sammen med en kammerat havde spist Guldregn, som jo er ret giftige. Ingen dramatik med ambulance. Vi tog en sporvognud til Kommunehospitalet.

Følgende episode kan måske belyse vores ukendskab til sygdom.Fritz sad og græd i en af timerne og holdt sig for det ene øre. Hanhavde ondt der. Han og vi andre anede ikke, at det hed ørepine.Læreren gik ned på kontoret og hentede en pille. Fritz sagde tak og tog pillen mellem fingrene og stoppede den ind i øret.Hverken Fritz eller vi andre havde jo nogen ide om, hvad en pille skulle bruges til.

Men selv om vi følte os meget raske og stærke, blev en del af os sendt på svagbørnskoloni. Det var udmærket, men der var altså også godt derhjemme. Det mente de fleste af os.Vi blev kaldt baggårdsbørn, og det var en udbredt opfattelse, atvi levede en skyggetilværelse i de mørke baggårde. Intet kunnevære mere forkert. Vi var altid ude i det fri, og i baggården var der også masser af sol.Men Københavns Lærerforening mente altså, at vi skulle have mere sol og måske bedre mad.

Bønderne rundt om i landet havde åbenbart også en opfattelse af, at vi stakkels underernærede, blege børn burde ud og have ordentlig mad.Jeg kom til Kustrup på Fyn hos Mikkelsen, som var enkemand,men havde ansat en husbestyrerinde, Oline. Det var nogle gode somre, og da jeg fyldte 14 år, tilbragte jeg et helt år hos ham som karl til en løn af bare 1000 kroner.Men det er en senere historie.

En gang imellem var jeg hos produkthandleren med kødben, som farmor havde gemt, samt gamle kluderester. Jeg  ved ikke, hvor meget det indbragte, men alt har sikkert kunnet bruges, når hunkun havde aldersrente og ikke fik noget for at have mig.

Fra jeg var seks år, skulle jeg hente koks i remisen på Nørrebrogade. Der var ca. én kilometer, ikke meget, men når man kun er seks år og skal bære en gulvspand med ti liter koks, så er det en meget lang tur. På fliserne kunne jeg sætte spanden ned og trække den, men den skulle bæres over gaden, på ujævne steder og op ad trapperne.

Men hverken indkøb eller koksindkøb var en sur pligt. Det var bare en del af tilværelsen. Ligesom at hjælpe med at strække nyvasket sengetøj eller banke tæpper nede i gården.

Senere fik jeg to pligter, som jeg hadede, men aldrig protesterede over, for det skulle jo også gøres. Min fasters cykel skulle bæres op fra gaden og op i lejligheden. Selv om vi boede i stueetagen, var det dog først stentrappen på gaden og så en trappe op, og det var et virkelig hård job for en 7-8-årig dreng.Jeg stjal mig sommetider til at prøve at cykle, og det lykkedes migat beherske det ret godt, og fik også god brug for det senere hensom cykelbud for grønthandleren.Den anden ubehagelige pligt var at hente en stang krystal-is. Selv om den blev pakket ind i avispapir, løb smeltevandet ned i mit tøj.Men igen, det skulle gøres. Og farmor kunne ikke.

Måske fordi vi ikke havde særlig meget legetøj, var vi aktive vedat hjælpe købmanden, dukkemageren, skomageren og ismejeriet.For det meste blev vi aflønnet med naturalier. Hvis vi for eksempelhjalp Eriksen, ismejerimanden, med at bære tomme isvaffelkasser op i hans bil, fik vi lov til at tømme dem for krummer. En tur ud på mejeriet "Enigheden" efter mælk indbragte nemt en 35 øres is.Hos skomageren fik jeg en gang forsålet mine træsko som betalingfor at rette brugte søm ud. Og hos bageren kunne man redde sig en bakke flødeskum, somfarmor brugte til æblekage om søndagen.

Efterhånden, som vi blev ældre, tog omfanget af arbejde fart, så det kunne blive lange dage. Da jeg var 11 eller 12 år stod jeg opklokken fem og bragte morgenbrød ud. Så fik jeg foruden løn etpar rundstykker med hjem til vores morgenmad.Så var der skoletid til klokken 14. Også om lørdagen. To gange om ugen var jeg model for Pontel, frisøren, og fra klokken 15 kørte jeg som bud hos en grønthandler på Frederiksberg. Halvdelen af lønnen blev sat i sparekassen til min konfirmation og den anden halvdel fik farmor i kostpenge.Jeg kunne selv bruge drikkepengene, som jeg ville, og det blevmeget ofte til en biograftur i Nora Bio. Vi lukkede klokken 17.30, derefter oprydning  til klokken 18 og så hjem til aftensmaden. Når jeg så var færdig med at lave lektier havde jeg aldrig besvær med at sove.

Men det hele var alligevel en slags leg. Vi gjorde det allesammen, og vi gjorde det frivilligt.

Om søndagen kunne vi få et ekstra job med at sælge is, entenved Bagsværd sø eller på Gladsaxe Speedway. Da kunne mansagtens tjene en hel voksendagløn, så det var eftertragtet.

                                                   ---------------

Et år fik jeg en skolehave, og det var noget rigtig stort i mit liv.Tænk, at de små bitte frø blev til gulerødder, kartofler, radiserog græskar. Jeg var meget stolt, da vi første gang spiste syltedegræskar til maden. Mine græskar!Jeg har haft mange nyttehaver siden.                                          ------------------

Trafikken under krigen bestod mest af hestevogne. Der var vognefra mejeriet "Enigheden", skraldevogne, biler, hvor forruden var taget ud, så chaufføren med tømmerne kunne styre hesten, der trakbilen. Enkelte gange kom en lastbil kørende med kakkelovn bagpå, menellers det mest amindelige de tyske biler med en eller to soldaterstående på trinbrættet.Der var trækvogne med højtråbende sælgere: "Sild er godt...." Der var skærslibere: "Her slibes knive, her slibes sakse......" sang de.Der var også en kludeopkøber, men jeg kan ikke huske hans tekst.

Drosker, - eller taxier var der også, men ikke mange. Jeg tror, at vibrugte det en enkelt gang en nytårsaften, ellers var det bare gåben eller en sporvogn.

Vi børn tænkte ikke meget over krigen.Der hed godt nok krig, men de voksne skånede os ved ikke at tale om det. "Små gryder har også ører", hed det altid.Sommetider var det ligefrem hyggeligt med krig, for når luftalarmenlød, skulle vi ned i cykelkælderen, der fungerede som beskyttelsesrum.Der var tændte stearinlys. Der var var flinke voksne, og sommetidervar der også brød eller kager.Så jeg nåede aldrig rigtigt at opfatte krigen som noget slemt.

Man taler meget i vore dage om "den sorte skole" med tæsk for et godt ord.Det passer ikke.Lærerne måtte bruge lussinger, spanskrør eller eftersidninger, men det blev ikke brugt ret ofte. Vi opførte os jo ganske pænt, og hvis vi havde gjort noget forkert, så var der en gensidig forståelse for, at det skulle straffes. "Vil du have eftersidning eller en ørefigen?"Generelt havde vi et godt forhold til lærerne, og vi havde det ogsånok betydeligt bedre end vores dages skolebørn.

På et tidspunkt i femte klasse gik jeg i en periode i strejke. Jegnægtede at foretage et fuldstændigt tåbeligt stykke skrivearbejde.(Det var altså kun mig, der fandt det tåbeligt).Betalingen var tre slag med spanskrøret hver morgen, og jegstillede troligt op og lavede strambuk. Denne straffende mandvar samtidig min svømmelærer i svømmeklubben ITI, og udoverslagene var vi de bedste venner.

Stevnsgade skole var "sinkeskole" og en enkelt elev fra voresklasse blev sendt derover, men ellers kendte man ikke tilvanskelige elever. Ham, der kom i sinkeskole, blev drillet, altså mobbet, en del, men ellers har jeg aldrig set eller hørt om det i min skoletid.Vi kunne allesammen læse, skrive og regne rimelig godt. Vikendte til danmarkshistorien, kendte, ganske vist mest som udenadslære, til geografien og naturen og vi kunne en masse sange.Det er jo ikke lige det, som moderne elever kan bryste sig af.

                                             ------------------

Konfirmationstiden nærmede sig, og vi begyndte at gå til præst.Jeg anede ikke, hvad det gik ud på, for vi gennemgik bareLuthers "Katekismus", og i kirken sagde vi bare ja. Vi tænkteheller ikke meget over gaver. For os var det vigtige, at vi nutrådte ind i de voksnes rækker.Og at vi nu måtte ryge.

Hele familien så spændt til, da jeg fik udleveret min førstecigaret. Vi havde jo hele barndommen igennem fået at vide,at man måtte først ryge, når man var blevet voksen.Og det var altså nu. Jeg stak cigaretten i munden, tændteden, sugede ind og inhalerede som erfaren ryger.

Vi havde nemlig røget i smug siden, vi var 8 år. Hr og fruJensen, Eriks forældre, sendte ham under krigen ud for at samle cigaretskodder på gaden. Vi var et par stykker, der fulgte med, og da det så ret spændende ud, endte det med,at vi selv lavede cigaretter af 00-toiletpapir.

Senere blev vi mere avancerede og købte i fællesskab en cerut, som vi sad og blev syge af inde i et kloakrør ved Ladegårdsåen.

Da forbavselsen havde lagt sig, fik jeg min konfirmationsgave:En splinterny cykel med håndbremse. Min allerførste cykel.Fra den samlede familie. Det var var den eneste gave, men jeg var overvældet, og da jeg skulle over til min sommerferieværtog arbejde, cyklede jeg derover, - næsten 200 kilometer.

Det var så den barndom.

                                                         --------------------


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ