Frastødende materiale

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På mange skoler gør man sig overvejelser om regler for elevers brug af Internet.

I en af de mere morsomme formuleringer, jeg har set, hedder det: 'Hvis brugeren ved et tilfælde kommer på hjemmesider, der viser materiale af frastødende karakter, skal hjemmesiden straks forlades'.

Jeg tror godt, jeg ved, hvad regelforfatterne tænker på. Men lad den lige bundfælde sig!

Hvad nu hvis bruger Egon ikke synes, at materialet er frastødende? Hvad hvis Egon ligefrem er fascineret?

Egon er nemlig 14, og han finder overhovedet ikke nøgne damer frastødende. Uanset hvad de foretager sig og med hvor mange.

Egon kan imidlertid godt lære (ligesom Pavlovs hunde), at nøgne damer og mænd i visse situationer er frastødende. Ikke at han tager det til sig - sådan deep inside. Men han accepterer reglen.

Men hvad så, når han bare har hende Pamela - uden tøj og mænd - på skærmen? Er det så også frastødende? Hvad nu hvis hun har lidt tøj på? Ligesom dem i tv-reklamerne?

Hvad hvis Egons interesser går i helt andre retninger? Det, han har på skærmen, er Milosevics homepage eller nazisternes.

Det kan det voksne 'tankepoliti' ikke lige uden videre overskue, når patruljebetjenten ser hen over lokalets skærme. Hende Pamela er ligesom mere genkendelig - på afstand. Det andet er jo bare tekst, fest og farver - sort og rød. Blod og død.

Det må naturligvis give anledning til overvejelser, når man lukker børn og unge ud på verdens største og fuldstændig ucensurerede bibliotek, og jeg synes bestemt ikke, at vi via skolernes netadgang skal åbne for hjemtagning af alle mulige mere eller mindre obskøne billeder eller forrykte budskaber.

På regelsiden kunne man imidlertid nøjes med den mere stilfærdige, men fuldt tilstrækkelige formulering, som jeg har hentet fra samme skoles regelsæt: 'Computerne må bruges i forbindelse med undervisning og andet skolerelevant arbejde'. Det er jo dét, vi er samlet om i skolen!

Noget andet er, at jeg nogle gange har observeret, at adgangen til Internet blev betragtet som en art frikvartersaktivitet, som noget, eleverne kunne more sig med på egen hånd, så længe det ikke blev øjensynligt frastødende! Et ligegyldigt andenrangsmedie på linie med B.T. og Ekstra Bladet.

Det ryster mig - hver gang. Hvis ikke lærerne skal 'træde i karakter' som dem, der modererer Egons genetisk bestemte biologiske interesser og hans bestemt ikke biologisk bestemte andre interesser - som de kulturformidlende - hvem fanden skal så gøre det?

Hvem er det, der i forvejen taler med Egon om ret og rimelighed, om menneskets sammensatte natur, om rettigheder, som også gælder de andre, om hvorfor piger ikke tænder på det, han gør (hvorfor han skal finde en anden tilnærmelsesform) - og om hvorfor den nazistiske ideologi er helt, helt uacceptabel 'für ein Mensch'? Ja, det er jo da i høj grad Egons lærere.

Men hvorfor er der så nogen af dem, der bakker ud i panik, når Egon får adgang til 'det store voksenbibliotek'? Egon har jo brug for voksenråd og -vejledning, hvis han skal finde ud af, at Internet først og fremmest rummer en rigdom af information - som alle andre store biblioteker - der kan bruges, så han kan blive klogere på verden.

Men han skal også vide, at han ikke bliver klogere ved bare at 'fise' rundt derude og samle informationer - de skal bearbejdes, bruges i en sammenhæng, hvis der skal blive noget tilbage mellem ørerne. Egon ved jo godt nok også, at han ikke bliver klogere af at have bøger stående på hylderne. Han er mindst nødt til at læse i dem!

Nogle af Egons lærere er også nødt til at erfare, at 'det store bibliotek' rummer et væld af stof, som kan bruges til egen forberedelse eller direkte i undervisningen.

Det er der kun én måde at gøre på - og du skal ikke være bange for tilfældigvis at støde ind i nøgenakrobatik eller fascisterne. Det gør du kun, hvis du søger det!