Debat

Perspektiverne i et nej

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi har tidligere fået at vide, at hvert ekstra minut, vi ønskede at forhøje forberedelsestiden med, centralt ville koste 40 millioner kroner. Skal vi nu give afkald på en række centrale ressourcer uden at kræve noget i stedet?

Alle erkender, at hvis vi skal bevare forberedelsestiden i den nye aftale, forudsætter det, at der lokalt tilføres midler til forberedelsesopgaven. Vi skal bruge et nej til det foreliggende resultat til at forlange, at de ressourcer, der i dag er i den centrale aftale til forberedelse og efterbehandling af undervisningen, som minimum fastholdes. Dette bør ikke koste en krone, da ressourcerne allerede er der.

Kan arbejdsgiverne sandsynliggøre, at fuldtidsansatte lærere over 60 år i gennemsnit fremover kun underviser omkring 14 lektioner per uge, er den nye aldersreduktion udgiftsneutral i forhold til den nuværende. I modsat fald skal vi bruge et nej til at kræve de frigjorte ressourcer fastholdt i en ny aftale.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Med den aftale, der er sendt til urafstemning, bliver det betydeligt billigere at få læst undervisningstimer som overtid. Vi må bruge et nej til at kræve, at denne ressource kommer lærerne og børnehaveklasselederne til gode på en anden måde.

Den ekstra tid til forberedelsen af undervisningen i specialklasser er bortfaldet. Vi må i Forligsinstitutionen forlange, at denne ressource fastholdes.

Vi skal ikke bruge et nej til at fastholde den nuværende aftale, men vi skal bruge et nej til at fastholde de ressourcer, der ligger i den nuværende aftale. Ressourcerne skal først og fremmest bruges til at sikre tiden til forberedelse og efterbehandling af undervisningen i den centrale aftale.

Naturligvis er der perspektiver i at kræve de nuværende ressourcer fastholdt, og naturligvis er der perspektiver i at sikre, at alle lærere får mulighed for at levere en kvalificeret undervisning. Det er vel det, vi har en fagforening til.

Anders Bondo Christensen

medlem af DLF's hovedstyrelse

Svar

De ressourcer, der er i den nuværende aftale, er fastholdt i den nye aftale.

Der er altså ikke på den baggrund nogen grund til at tro, at et besøg i Forligsinstitutionen vil frembringe flere ressourcer.

Anni Herfort Andersen

formand for DLF