Blog
6   1421

Til ungdommen!

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Nogle betragtninger om frihed og tvang i anledningen af den nye debat om straf og sanktioner.

 

Artiklen fortsætter under banneret

Ethvert alment begreb om frihed indebærer disciplin og tvang, i hvert fald så længe der er mere end et menneske på kloden. Hvis jeg eksempelvis vil have lov til at tænke, handle og tale på en bestemt måde, må jeg forholde mig til, hvilken konsekvens denne frihed har for andre, og helt fantastisk bliver det, hvis jeg sammen med mine medborgere gensidigt kan etablere enighed om en sådan tilgang i almindelighed. Jeg kan nemlig ikke på fornuftig vis argumentere for, at jeg som individ har en større ret til at eksistere end mine medmennesker, og derfor må enhver principiel frihed, jeg påberåber mig selv, også gælde for enhver anden. Hvis jeg vil være fri og have bestemte, grundlæggende rettigheder, kan de altså kun betragtes som legitime, hvis de også gælder for alle andre mennesker. Jeg må derfor - i frihedens navn - lægge bånd på mig selv og udvise selvdisciplin  i min sociale omgang med andre mennesker, og sørge for, at mine principielle friheder ikke er et resultat af andres tab af samme. Kimen til en sådan rationel udlægning af frihedsbegrebet stammer - i den moderne europæiske tradition – fra Thomas Hobbes, der bl.a. var en inspiration for Rousseau og Kant på spørgsmålet om civilisation og almene rettigheder. Det skal dog nævnes, at Hobbes` ideer, der i praksis primært var en pragmatisk legitimeringen af magten, gennemgik en markant og mere demokratisk orienteret udvikling i oplysningstiden, og at Hobbes mest vitale bidrag var at formulere en konsistent forståelse af frihed og rettighed. En anden, men i denne sammenhæng nogenlunde parallel, udlægning findes hos vores egen Søren Kierkegaard, der betragtede en eksistentiel frisættelse af den anden (altså en synets etik - en måde at se på den anden på) som en forudsætning for kærligheden. Tilmed er kærligheden hos Kierkegaard både en gave og en opgave, og skal i øvrigt gælde alle mennesker. Det elskelige er altså noget, der findes i mennesket, ikke blot i et bestemt menneske. Det højeste man derfor kan gøre, er - uden formuleret egeninteresse - at være anledning til den andens frihed. Går man lidt dybere ned i spørgsmålet, vil man hurtigt opdage, at forholdet mellem frihed og tvang er uhyre kompliceret (det bliver bare værre og værre, jo mere man går i detaljen!), og i praksis kan vi derfor aldrig handle uangribeligt, og slet ikke i pædagogikken. Som menneskelige væsener må vi derfor, hvis man tror på disse tanker, bide i det sure æble og acceptere en ufuldstændighed i omgangen med andre. Det bedste, vi kan gøre, er derfor at forsøge at handle bedst muligt med de bedste hensigter.

 

Hvordan står det til med den slags i dag? Folketingets flertal fører aktuelt en skolepolitik, der har som mål at gøre samfundets børn til lydige, produktive individer i konkurrencestatens tjeneste. Med evidensbaserede metoder skal de små børn tilegne sig fast definerede kompetencer, så de kan tjene staten og erhvervslivet, hvis interesser åbenbart er identiske (det synes jeg faktisk er lidt synd for erhvervslivet, men det er en anden snak). Der er intet paradoks i flertallets pædagogik, ingen respekt for individets uvisse fremtid, ingen kultur, intet fællesskab og intet egentligt begreb om frihed. Der er kun symbiosen stat-erhvervsliv, og dermed intet folk, ingen nation, intet menneske. Jeg har ofte her på bloggen kaldt det for en slags blød totalitarisme, men heri kan jeg have taget fejl. Den nye debat om straf og sanktioner i skolen, der blev rejst i Politiken (se links), tyder i hvert fald på, at mange politikere er villige til at gøre tvangen mere hård, så "uvorne" unger ikke på nogen måde hæmmer konkurrenceevnen.

 

Men hold fast! Al pædagogik indebærer som sagt en tvang. Forældrene, læreren eller pædagogen siger; "prøv at se her", "prøv at stille dig her" eller "nu skal du bare høre". De kan (og skal) også begrænse barnets adfærd af respekt eller kærlighed overfor barnet selv (eller andre børn), fx hvis et lille barn er på vej ud på en trafikeret vej, eller hvis barnet er til skade for andre (alle mennesker er eksistentielt lige, og ingen skal udsættes for vilkårlig vold). Vi kan altså ikke, hvis vi vil være ansvarlige og kærlige voksne, undgå at tvinge børn til at gøre, høre eller se noget, de ellers ikke ville have gjort/ hørt/ set, og tvangen er legitim, hvis - og kun hvis - den har friheden som mål. Man bør i skolen populært sagt ikke tvinge til lydighed, men til myndighed – dvs. mod til at tænke og handle selv. Lige netop her opstår det aktuelle problem. Niels Egelund og Christine Antorini vil - med Bjarne Corydons regneark som ledestjerne - skærpe tvangen til ufrihed, og Dansk Folkeparti er mere end villige til, endda på helt latrinær vis, at gå hele vejen (se links nedenfor). Det kan kun blive uhyggeligt.

 

I disse år er der ikke bare en politisk, men også en akademisk, bevægelse, der aktivt forsøger at gøre op med filosofi, tænkning og ånd i almindelighed. Jens Rasmussen, der er professor i pædagogik, Andreas Rasch-Christensen, der er forskningschef på VIA, og den PISA- og håndmads-begejstrede professor Niels Egelund har i en rum tid været bannerførere for forskellige varianter af denne triste udvikling. Tesen er, at mennesket i stedet for at blive livligt og frit i samværet med andre frie mennesker, skal bruge al sin energi på at handle effektivt på en evident basis i lukkede systemer. Rationalet er, at der ikke længere er grund til at diskutere eksempelvis etik og eksistens, idet der på forunderligvis er sket noget nyt, der overflødiggør egentlig tænkning (de fleste af bevægelsens tilhængere peger enten på Niklas Luhmann eller informationssamfundets erodering af autoritet og tradition – eller begge dele). Bevægelsen er overvejende imod dannelsesbegrebet, og mener ikke, at vers som det følgende bidrager med noget væsentligt for det moderne menneske (med mindre en fremførelse af det kan sælges på det internationale marked):

 

 Dette er løftet vårt

 fra bror til bror:

 vi vil bli gode mot

 menskenes jord.

 Vi vil ta vare på

 skjønnheten, varmen

 som om vi bar et barn

 varsomt på armen!

 

Griegs sang er regulativ og åndfuld. Den angiver en retning, et synspunkt. Det er ligegyldigt om den bidrager til en større eller mere effektiv produktion! Dens effekt skal ikke måles, men måske føles af den enkelte. Den er hverken sand eller usand, men teksten forholder sig solitært normativt til, hvad vi kan blive sammen. Den repræsenterer en fortælling, der i unik form kan fornyes i den enkelte. Resultatet heraf kan vi ikke forudsige, og allerhelst bør den opvoksende ungdom finde nye, overaskende og uforudsete veje i livet. Skolen kan ikke gøre andet end at videregive, hvad vi som kultur har gjort, tænkt og oplevet indtil nu, og vi må derfor udtrykke vores kærlighed til mennesket, naturen og kulturelle frembringelser, der deraf kommer. Og det er jo sådan set også en smuk ting at give til ungdommen. I stedet for nok så overraskende og uforudsete lussinger, der ifølge aldrende professorer kan have nok så god effekt.

 

 

Litteratur:

Egelund, Niels (2011): ”Det demokratiske klasseværelse og lærerautoriteten”. Foredrag i programserien Danskernes akademi den 21. september 2911. DR2

Grieg, Nordahl (1936): Kringsatt av Fiender (Til Ungdommen)

Grøn, Arne (2006): ”Kjerlighedens Gjerninger”. I: Olesen, Tonny Aagaard og Søltoft, Pia (red): Den udødelige. Kierkegaard læst værk for værk. København: C.A. Reitzels Forlag

Kant, Immanuel (2000): Om pædagogik, Klim

Kemp, Peter (2012): Filosofiens verden. København: Tiderne skifter

Kierkegaard, Søren (1964): Samlede værker, bind. 1-20. København: Gyldendal, 3. udgave

Rousseau, Jean-Jacques (2007): Emile or on education. Nuvision Publications

http://www.bt.dk/politik/df-saet-uvorne-elever-til-at-rense-toiletter-og-feje-skolegaard

http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE2175708/tidlig-start-i-skolen-kan-faa-danmark-i-verdenstop/

http://politiken.dk/indland/politik/ECE2056921/corydon-konkurrencestat-er-ny-velfaerdsstat/

http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE2197524/savnes-mere-disciplin-og-straf-i-skolen/

 

Se desuden: http://www.briandegnmaartensson.dk/

 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.140 andre er allerede tilmeldt