Tre formænd: Dennis Kristensen, Anders Bondo Christensen og Bodil Otto diskuterede og evaluerede forløbet af den seneste overenskomst– blandt andet om hvordan en trussel om storkonflikt havde sin virkning

KT0 skal styrkes og justeres

Der var uro i forhandlingsfællesskabet KTO under de seneste overenskomstforhandlinger, og det har gjort nogle af fællesskabets formænd klogere på, hvordan fremtidens overenskomst skal forhandles

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis forhandlingsfællesskabet KTO fortsat skal repræsentere de cirka 548.000 ansatte i kommuner og regioner, så skal der ske nogle justeringer. Det viste en debat mellem de tre formænd: Anders Bondo Christensen, DLF og KTO, Bodil Otto, HK/Kommunal, og Dennis Kristensen, Fag og Arbejde (FOA).

Debatten fandt sted på en kredsformandskonference i sidste uge, hvor omkring 80 kredsformænd og næstformænd lyttede til formændenes vurderinger af overenskomstforløbet.

»KTO skabte hele fundamentet for forligene i forbindelse med forhandlingerne i år. Det er bevis på, at vi står bedst i et samlet KTO«, sagde Anders Bondo, der også gerne vil have Sundhedskartellet med igen.

Bodil Otto mente ikke, at der er et alternativ til KTO.

»Men jeg vil også gerne have, at vi udvikler KTO, så det kan være med til at binde os sammen i andre sammenhænge på det offentlige arbejdsmarked«, sagde hun. Bodil Otto fremhævede, at der er et øget behov for at stå sammen og sætte dagsorden om forskellige temaer som grænsen mellem arbejdsliv og privatliv og arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer.

Sammenhold vigtigt

Fag og Arbejde trak sig ud af KTO-forhandlingerne ved sidste overenskomst, dog uden at forlade selve fællesskabet. FOA's formand Dennis Kristensen sagde også, at det er tvivlsomt, om forhandlingsfællesskabet overlever næste overenskomstforhandling i 2011. Han var enig i, at det er en styrke at forhandle for alle ansatte på en gang. Men han påpegede, at det også er en svaghed, at både de højest- og lavestlønnede skal blive enige om et resultat.

Anders Bondo fremhævede dog, at det vil svække de lavestlønnede, hvis man skulle forhandle overenskomst særskilt for den gruppe.

KTO-formanden savnede lidt sammenhold i forhandlingsorganisationen, da et flertal i Folketinget gav udtryk for, at der skulle tilføres ekstraordinære penge til overenskomstforhandlingerne.

»I stedet for at diskutere og skabe splittelse grupperne imellem så skulle vi bare have taget pengene og så fundet ud af at dele dem internt. Det havde jo været bedre end ingenting«, sagde han.

Den danske model ikke af glas

Der har været en del debat om, hvorvidt den danske aftalemodel ikke virker længere, men den påstand var de tre formænd uenige i:

»Den danske model er ikke lavet af glas, for aftalemodellen blev inddraget som aldrig før. Vi klarede det godt i 2008 uden at ødelægge den danske model«, understregede Dennis Kristensen.

»Og strejke er bestemt et magtfuldt kampskridt på det offentlige arbejdsmarked. Vi fik for eksempel 0,4 procent uden for reguleringsordningen, fordi der var en truende storkonflikt foran os«, sagde Anders Bondo.

Han ønsker at bevare retten til konflikt, fordi man ellers vil føle forhandlingsfællesskabet som en spændetrøje.

»Jeg tror ikke, at vi var kommet i nærheden af det overenskomstresultat, hvis der ikke var en reel trussel om konflikt. Der var jo ikke nogen arbejdsgiver, der ønskede, at hele Danmark skulle blive lammet«, sagde Bodil Otto.