Anmeldelse

Fang en fagtekst

Australsk genrepædagogik i en inkluderende danskundervisning

Inspirationsbølger fra udlandet bruser med stadig kortere mellemrum ind over folkeskolen. Det kan give fornyelse og øget kvalitet, hvis nye ideer integreres i en danskfaglig skoletradition.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dette hæfte er præget af den australske genrepædagogik med dens brug af systematisk stilladsering og arbejde med udgangspunkt i elevernes forudsætninger.

Fakta:

Titel: Fang en fagtekst

Forfatter: Joy Lieberkind

Pris: 156,25

Sider: 96

Forlag: Dansklærerforeningen

Fra vidensopbygning over analyse af en eksemplarisk tekst går arbejdet i dette hæfte over i at skabe en fælles eksemplarisk tekst, en model for en genre, under lærernes ledelse, og til slut anvendes modellen til elevernes selvstændige skrivning - alene eller sammen med andre. De magiske ord er teaching learning cycle.

Forfatteren koncentrerer sig om fagtekster, og stoffet struktureres efter overordnede genrebetegnelser fra den australske genrepædagogik: de berettende, de informerende, de instruerende og de argumenterende tekster.

Hæftet er en inspirerende konkretisering af den australske genrepædagogik til 3.-4.-klassers arbejde med fagtekster. Arbejde med grammatiske begreber indgår funktionelt i de andre faglige aktiviteter, og opsætning af tekster, farver, billeder og tegninger understøtter læringsforløbet på udmærket vis.

Hæftet er et brud med den traditionelle genrepædagogik. Hæftets tilgang er nyskabende og aktuel. Arbejdet med fagtekster er grundigt og seriøst inden for en teoretisk begrebsramme på højt niveau. Opgaverne er præget af inspiration fra både den nævnte teaching learning cycle  og cooperative learning.

Elever med skrive- og læsevanskeligheder og tosprogede har det svært, når den traditionelle skriftlige fremstilling og den procesorienterede pædagogik dominerer. Her er den genrepædagogiske tilgang i dette hæfte særdeles værdifuld, da den rummer fremragende eksempler på stilladsering og sørger for, at alle elever er med i klassens aktiviteter i et inkluderende fællesskab.

Værdifulde elementer i andre tilgange til arbejde med sagprosa og fagtekster er fraværende: pragmatikkens landvindinger, arbejdet med sagtekster i en social kontekst og den opblomstrende interesse for retorikken, der kunne have sat sig spor i afsnittet om argumenterende tekster, for eksempel i mundtlige argumentationsøvelser, hvor der kunne indgå dramatik.

Desuden skyder nogle af de instruerende tekster, som eleverne skal læse, over målet. Målformuleringerne, evalueringsopgaverne og opgaveformuleringerne er undertiden for vanskelige for de fleste elever i 3.-5. klasse.

Et godt princip i den australske pædagogik på dette klassetrin må være, at første fase i denne model rummer aktiviteter, hvor eleverne kan gøre erfaringer med de begreber, de skal lære. I bogen er denne fase for abstrakt og boglig - uden krop, sansning og musiske oplevelser.

Den enkelte lærer og skole kan anvende materialet sammen med andre tilgange til læsning af fagtekster og sagprosa som en inspiration til at gå nye veje og til at arbejde dybtgående og teoretisk velfunderet med at skrive og læse faglige tekster med deres elever. Men det er vigtigt, at nye bølger inkluderes i en danskfaglig skolepraksis, da man ellers ender i modeprægede rutsjeture, der kan skabe mere forvirring end kvalitet.

Powered by Labrador CMS