Lærer for livet: »Det er jeg simpelthen så stolt over at have været med til«

Hvis du slukker for engagementet, er det helt sikkert, at eleverne straks opfatter, at det er et dødt menneske, der står i klassen. Hvad kan vi ikke få ud af den erkendelse, siger Chresten Sloth Christensen. Et engageret skolemenneske, der blev lærer, fordi han ikke ville være togkonduktør.

Publiceret

lærer for livet

Fejringen af undervisningspligtens jubilæum, Skole i 200 år,sætter  blandt andet fokus på lærerrollens udvikling.Journalist Thorkild Thejsen har tv-interviewet 32 forskelligelærere. Interviewene bringes på DK4 og løbende her påfolkeskolen.dk gennem jubilæumsåret. 

Se www.skole200.dk/lfl

Chresten Sloth Christensen(1947)

Lærer fra Aalborg Seminarium, 1970
Linjefag: undervisning i 8.-10.klasse, historie
Lærer på tre skoler i Nordjylland
Tillidsrepræsentant for lærerkollegerne, 1974
Formand for Hjørring-Hirtshals Lærerkreds, 1976
Medlem af Danmarks Lærerforening hovedstyrelse, 1980
Medlem af forretningsudvalget og formand for hovedstyrelsenspædagogiske udvalg, 1982
Skoledirektør i Skagen Kommune, 1986
Børne- og Kulturdirektør i Skagen Kommune, 1994
Kulturchef i Frederikshavn Kommune, 2007-09

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Han tog realen med og blev lærer. En engageret en af slagsen. Han blev fagforeningsmand. En engageret en af slagsen. Men det særlige ved fagforeningsmanden var, at han hele tiden talte om børn og om undervisning, om skolen som kulturcenter, ikke så meget om højere løn og arbejdsforhold. Chresten Sloth Christensen, tidligere lærer og tidligere skoledirektør og tidligere børne- og kulturchef to steder. I dag skal man have studentereksamen for at blive lærer, Chresten Sloth nøjedes med en realeksamen, som man kunne dengang i 1960'erne. Ja, faktisk var der seminariekammerater, som kom lige fra ploven. De var gået ud af 7. klasse, havde været på højskole og kom så ind på læreruddannelsen via en præparandklasse. "Tanken var jo oprindeligt, at læreren skulle være en bonde blandt bønder, og på seminariet skulle man så hente udsynet, nogle lærerfærdigheder og lidt teori. Jeg kom fra landet, men kom nu aldrig tilbage til ploven. Men selv om folket i dag ikke er bønder, som flertallet var før, er det vigtigt, at det i lærergerningen er fundamentalt, at man har rod i folket og ikke er alt for universitær i sin måde at være på."

Togkonduktør eller lærer - Kan du huske, hvordan du fandt ud af, at du skulle være lærer? "Ja, det var en ren tilfældighed. Min far var husmand og kunne ikke overskue økonomien i, at jeg skulle være student og på universitetet, derfor fulgte jeg med en kammerat ned på et vejledningskontor, og der fortalte jeg så om alt det, jeg kunne her i verden, hvorefter damen svarede: 'Nå, men så kan du blive togkonduktør. Eller også kan du blive lærer', fortæller Chresten Sloth og griner højt. "Og da min kammerat så valgte at blive lærer, tænkte jeg: 'Så må du nok også hellere gøre det', for det med togkonduktør, det havde jeg ikke lige lyst til. Det blev så til seminariet, og det blev jeg utrolig glad for. Jeg kom til Aalborg, det skulle jo være tæt på, så jeg kunne komme hjem i weekenderne og ferierne og være med i stalden og marken. Vi er i sidste halvdel af 60'erne, og det var jo på mange måder en fantastisk tid, og når jeg ser tilbage, kan jeg jo også se alle dumhederne. En af de dumheder, jeg gjorde, var, at jeg selvfølgelig skulle gå forrest i demonstrationer mod alt, hvad der overhovedet kunne tænkes at gå imod det, vi stod for eller troede var rigtigt. Også dengang vi fik besøg af Helge Larsen, onde Helge, som den radikale undervisningsminister blev kaldt. Vi ville lave en vældig demonstration mod ham, for seminariet var privat, og vi skulle betale studiepenge, som de ville forhøje, og det var vi selvfølgelig imod. Men faktisk var han en fin fyr, en god minister for uddannelsesområdet, så det har jeg fortrudt." "Men," fortsætter Chresten Slot, og griner igen højt, "nu har vi jo ikke hele dagen, så vi har ikke tid til alle mine fejltagelser."

Man kan sige, at det var fuldstændig åndssvagt - Så fortæl, hvad du får med fra seminariet? "Ja, altså, det er jo ikke det, at du kan gå ud og praktisere undervisning. Også fordi jeg valgte et linjefag, som slet ikke havde det i sig, jeg valgte det, der hed 8.-10. klasse. For der, hvor jeg kom fra, syntes jeg, at dem, der ikke tog realen, havde brug for en god lærer. Det, jeg fik med fra seminariet, var det samfundsmæssige, det at forstå og se undervisningen i en samfundsmæssig sammenhæng. Mit andet linjefag var historie, som jo også befordrer samfundsengagement. Dengang var der mange, der sagde, at skolen er et spejl af samfundet. Det, syntes vi, var lige fladt nok, men der er jo den kendsgerning i det, at hvis skolen bliver for aparte i forhold til det, der i øvrigt sker i samfundet, så kan skolen ikke virke, for så vil forældrene ikke bakke op om det, der foregår i skolen, og i det øjeblik, de ikke gør det, bliver børnene fremmede over for det, som læreren siger og gør. Hvis du ikke finder det rum, du kan lave skole i, så går det galt."

- Det kan du sidde og sige nu, men var I modstandere af opfattelsen af skolen som et spejl af samfundet? "Altså, modstandere og modstandere… Vi forstod det jo godt. Men vi syntes, det ikke var dynamisk nok. Vi var en gruppe på seminariet, som læste filosofi sammen, og vi ville gerne, at vi via filosofien kunne gå ind og sige: 'Hvis man tænker sådan og sådan om livet, om mennesket, om samfundet, hvad betyder det så for, hvad vi kan sætte i gang og få succes med i skolen?'. Man kan sige, at det var fuldstændig åndssvagt, men det ville vi altså. Vi ville noget med skolen."

- Hvordan gik det så, da du kom ud i skolen? "Jeg kom på Vejgaard Østre Skole i Aalborg, og det gik rimelig godt.  På seminariet havde vi dengang en lang praktikperiode, som betød, at var plads til at prøve ting af og begå fejl og mærke ansvaret. På skolen stod for eksempel lige pludselig og skulle undervise fysik i 7. klasse, og jeg havde ikke haft fysik, siden jeg gik ud af realen, og så skulle jeg ikke blot tilrettelægge en enkelt time, men for et helt år. Hvis ikke jeg havde været den lange praktik, var det gået helt, helt galt. Det var nær gået galt alligevel, men det gik."

Dermed var min skæbne beseglet - Efter Aalborg kommer du på Bindslev Skole i Vendsyssel, og jeg kan se på dit cv, at du meget hurtigt bliver tillidsrepræsentant. Var det første skridt mod at være aktiv i Danmarks Lærerforening? "Nej, der var faktisk et skridt før, som ligner den situation, vi har været i i 2013 med lockout og lovindgreb. Dengang, i marts 1973, tonede økonomiminister Per Hækkerup pludselig frem på tv-skærmen og kaldte lærerne luddovne, det var simpelthen så groft og nedværdigende, så dermed var min skæbne beseglet, fra og med det tidspunkt blev jeg aktiv i fagforeningen. Ole Albæk, som var kredsformand, indkaldte straks til medlemsmøde, og Ole var for os et lys, derfor fulgte vi ham i hans måde at tackle situationen på."

- Når en nyansat lærer havde været uplettet igennem en prøveperiode på to år, blev han fastansat som tjenestemand i folkeskolen. Tjenestemænd måtte ikke strejke, men I blev så vrede, så I nedlagde arbejdet?  Betød det ikke noget, at kun den ene halvdel strejkede? "Altså, dem, der sad i vores kredsbestyrelse, var højt respekteret på det tidspunkt, og jeg tror, at det var med til, at der ikke kom en splittelse. Ude hos os i Bindslev var der et mindretal, som undlod at være med, og mange af dem, der strejkede, havde det skidt med det. Det var virkelig et skridt ud over kanten at nedlægge arbejdet, men de gjorde det, tror jeg, fordi der kom den kraftige anbefaling fra folk, vi havde stor respekt for og tillid til."

- Der er nogen, der bagefter har villet gøre det til, at det var nogle røde lærere fra Ballerup, der nedlagde arbejdet, og så fulgte I bare efter dem. Hvad siger du til den version? "Jeg siger, at hvis nogle røde lærere fra Københavnsområdet havde ringet og sagt, at vi skulle strejke, så havde vi bestemt ikke gjort det. Der var ingen røde overhovedet til stede hos os. Den mest røde var mig, og jeg var SF'er. Der var ingen VS'ere, og der var ingen DKP'ere. Dem, vi havde tillid til, var socialdemokrater og radikale, deromkring. Men det handlede ikke om politik og slet ikke om partipolitik. Vi var vrede, meget vrede, også dem, der ikke strejkede. Langt de fleste havde aldrig nogensinde drømt om at deltage i en faglig aktion. Man reagerede spontant, fordi nok var nok. Der var mange af dem, der gik med, der havde det rigtig, rigtig skidt med det og som bagefter også havde samvittighedskvaler, og det viser jo, hvor meget vi følte os trådt på."

Folk syntes, at vi sagtens kunne arbejde noget mere "Ole Albæks idé, som jeg var helt med på, var, at vi som lærere skulle ud og fortælle befolkningen, hvad det var, vi lavede på skolen. Hvad undervisning og dannelse går ud på. Realiteten var jo, at det var Hækkerup, der fik forståelse i befolkningen. Folk syntes, at vi sagtens kunne arbejde noget mere, og at vi slap alt for nemt om ved det. Det billede skulle vi ændre, derfor fik Ole Albæk oprettet et pædagogisk udvalg i kredsen, hvor vi skulle tænke tanker om, hvordan vi fik fortalt forældre og politikere, hvad det var, vi knoklede med i skolen. Ole mente, at det udvalg var jeg selvskreven til, og arbejdet dér betød så senere, at jeg kom til Tårs Skole lige uden for Hjørring, hvor jeg med det samme blev tillidsmand. Det var jeg så, indtil jeg blev valgt som kredsformand. Det ene førte over i det andet, men det begyndte i marts 1973 med, at en politiker svinede os til."

- Der er nogen, der mener, at fagforening kun handler om højest mulig løn og kortest mulig arbejdstid, men du har altid snakket om undervisning og pædagogik, også når du repræsenterede Danmarks Lærerforening. Hvordan hænger det sammen? Eller hænger det sammen? "Ja, bestemt. Det hænger meget tæt sammen. Vi havde den grundlæggende opfattelse, at hvis ikke vi præsterede et godt job i skolen, så var der heller ingen grund til at respektere os, og derfor heller ingen grund til at give os højere løn, så også derfor var det afgørende for os, at vi stod sammen om at være stolte af vores profession og om at dygtiggøre os - og så selvfølgelig at udføre arbejdet i overensstemmelse dermed. Det var en fundamental holdning hos os. Det vidste jeg, og det bar jeg videre. Det er derfor, du kom til at høre om det, fordi vi trådte ind på scenen med et, hvad skal man sige, et pædagogisk manifest, og så noget om tjenestetiden."

Fagene var det bærende - Hvad var det, I var optaget af i skolen i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne? "Når man ser tilbage på skolen dengang, kan jeg se, at langt de fleste af mine kolleger var saglige, faglige og knaldhamrende dygtige i deres fag, derfor koncentrerede de sig i høj grad om undervisningen i fagene, som jo altså også var det bærende, det fuldstændigt bærende. Vi var så nogle stykker, som gerne ville lidt mere. Og Tårs Skole blev brugt af mange, mange mennesker, også i løbet af aftnerne, men hvorfor ikke samle de ting, så vi fik en eller anden helhed ud af det, tænkte vi. Der var en sportshal og en skole, men hvor var kulturen? Kunne vi gøre skolen til det sted, hvor kulturen var og kom ud fra? Og da jeg på en tur til Island så, hvordan de kunne bruge et hus, hvor det peb ind med vind, og jeg ved ikke hvad, som kulturhus, så tænkte jeg: 'Vi må kunne bruge skolen som samlingssted for, hvad der kan ske kulturelt i vores landsby. Dér opstod tanken om skolen som kulturcenter, som jo senere kom til at fylde en del i DLF centralt."

- Og "noget med tjenestetid", sagde du. Hvad var det? "Altså, mestrene for det var Ole Albæk, som var kredsformand og senere blev en stor mand heroppe som skoledirektør og øverste direktør i Dafolo, og så kredsens næstformand, Hans Ole Frostholm, som senere blev sekretariatschef i DLF. De lavede en undersøgelse på alle skoler i kredsen, hvor de spurgte lærerne, hvilken form for tjenestetid de helst ville have. En af modellerne hed 'fast tjenestetid', og tro det eller ej, men 37 procent af medlemmerne her i 1970'erne ønskede, at vi skulle have en principielt fast tjenestetid, det, som nu bliver en realitet i hele landet 40 år efter. Når vi ønskede det dengang, var det, fordi vi ikke gad høre på, at vi ikke lavede noget, fordi undervisningen sluttede klokken et, to, eller tre. Nogle lærere syntes, de blev direkte mobbet, for at de kom så tidligt hjem, så hvis vi havde fast tjenestetid, og vi havde en aftale om, hvor mange undervisningstimer, man maksimalt måtte have inden for tjenestetiden, behøvede vi sådan set ikke flere regler. Tankegangen var, at så ville forældrene også kunne forstå, at vi selvfølgelig havde arbejdstid ligesom alle andre." Men Danmark var ikke moden til, at lærerne skulle være på deres arbejdsplads i et fast antal timer for at komme i overensstemmelse med befolkningen, hvor flertallet jo havde det sådan, mener Chresten Sloth. Og det er jo så helt grotesk, tilføjer han, at i dag, hvor rigtig mange mennesker arbejder meget hjemmefra, så skal lærerne forberede sig på skolen.

Hvorfor i DLF's hovedstyrelse? - Tilbage til fagforeningslinjen. Du blev kredsformand, og i 1980 bliver du valgt ind i Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse. Hvad ville du der? "Ja, altså, jeg havde to pinde, jeg ville vælges på. Den ene handlede om ro og orden. Og selv om der er forskel på Vendsyssel og Østdanmark, følte mange lærere heroppe, at det at holde disciplin i skolen var ved at ryge dem af hænde, derfor ville de utrolig gerne have nogle værktøjer, som de kunne bruge til at få ro i klassen med. Det var den ene pind i mit valgprogram. Den anden handlede om skolen i informationssamfundet."

- Hvad er det, der gør, at du i hele dit fagforeningsliv har beskæftiget dig så utrolig meget med skolens indhold, undervisning og struktur? "Jeg er nødt til at tage to afsæt for at forklare det. Det ene er min personlige interesse. I og med at jeg har en livslang interesse for filosofi og pædagogisk filosofi, så ligger didaktikken og metodikken jo også lige for. Det strukturelle, derimod, er jeg faktisk mindre interesseret i, men skolereformer indeholder jo en stor del strukturelle ting, derfor måtte jeg også følge med i det strukturelle. Det andet er så, at jeg ikke kom i hovedstyrelsens pædagogiske udvalg, og det var mange af dem, der havde stemt på mig, kede af, så de sagde til mig: 'Når du får chancen, så skift udvalg. Så mine personlige interesser og ønskerne i mit bagland kom til at gå hånd i hånd, og da den daværende formand for pædagogisk udvalg, Svend Erik Haase, fik en chefstilling uden for lærerforeningen, kom jeg i pædagogisk udvalg, hvor jeg blev formand."

Jeg var meget, meget ked af det Men inden da er der den ulyksalige kongres i maj 1981, husker Chresten Sloth. Efter mislykkede forhandlinger om lærernes tjenestetid holdt DLF en ekstraordinær kongres, hvor der var stor uenighed om, hvordan der skulle reageres. En voksende kritisk opposition ville igangsætte aktioner og strejker, mens mange var imod. Hovedstyrelsen havde inden kongressen udsendt et katalog med forskellige protestmuligheder og med forslag til en resolution. Adskillige delegerede stillede ændringsforslag til hovedstyrelsens tekst, og mange kredsformænd meddelte, at medlemmerne enten slet ikke ville strejke eller var meget uenige om det, mens andre ville gå meget langt. Hovedstyrelsen holdt flere møder undervejs om, hvordan man skulle komme videre, I salen endte det med, at et ændringsforslag fra formanden for Århus Lærerforening, Martin Rømer, blev stemt igennem, hvorefter alle kunne enes om det endelige kompromis. Men som ingen vist rigtigt brød sig om! I en resolution konstaterede kongressen, at "regeringen ikke har vist vilje til gennem den nødvendige omlægning af lærernes tjenestetid at bidrage til en løsning af folkeskolens og lærernes yderst alvorlige problemer." Derefter følger den centrale sætning: "I konsekvens af regeringens dybt beklagelige holdning må Danmarks Lærerforening for sit vedkommende fralægge sig ansvaret for udviklingen i folkeskolen." Resolutionen blev enstemmigt vedtaget - altså også med Chresten Sloths stemme. - Hvorfor? "Jamen, jeg havde det da også elendigt. Det var imod alt, hvad jeg stod for. Vi skulle tage ansvar. Selvfølgelig. Men situationen var presset. Vi var pressede. Jeg vidste, at der ikke ville være flertal for strejker hjemme i mit bagland, og selv om jeg temperamentsmæssigt sagtens selv kunne have lyst til det, troede jeg ikke på, at det ville nytte noget. Tværtimod. Men samtidig var vi vel nok usikre på, hvordan en afstemning i kongressen ville lande. Ligesom jeg ikke selv afspejlede flertallet af medlemmerne hjemme i Vendsyssel, når det gjaldt politiske holdninger, var der mange andre delegerede, som ikke afspejlede deres bagland. Så måske var der et spinkelt flertal i kongressen for strejkeaktioner, som medlemmerne ikke ville være med til, derfor lod jeg mig overtale til at stemme for resolutionen. Men jeg var meget, meget ked af det, det kan jeg godt love dig. Reelt var det jo et katastrofalt kursskifte for Danmarks Lærerforening, som eller altid har taget ansvar. Vi kræver ordentlige løn- og arbejdsforhold, men vi har altid taget ansvaret for skolens udvikling. Skolen står og falder med lærerne. Derfor havde jeg det så dårligt med den 1981-kongresresolution."

Fint, men tandløst kompromishæfte - Når man kigger i fagbladet Folkeskolen i månederne og årene derefter, er det også svært at se, at DLF havde fralagt sig ansvaret? "Jamen, det er da rigtigt set. Vi talte meget om fremtidens skole, vi blev jo nødt til at demonstrere handlekraft og ansvar, og hjemme i Vendsyssel var vi så tre kredse, som året efter udsendte en lille bog, som hed 'Skolen I Informationssamfundet'. Den kom til at sætte spor, og os, der skrev den, holdt de følgende år måske tilsammen 15.000 foredrag rundt om i hele landet. Der var perioder, hvor jeg holdt tre-fire foredrag om dagen, og jeg tror ikke, at jeg forkorter historien ved at sige, at vi indirekte kom til at lægge pres på lærerforeningen centralt, som så udsendte pjecen 'Skolens Fremtid - Fremtidens Skole'." "Det er et fint hæfte," siger Chresten Sloth. Men det er et kompromis mellem de forskellige retninger, som var repræsenteret i hovedstyrelsen, derfor er det ret tandløst og heller ikke spor handlingsorienteret, forklarer han. "Derfor brugte jeg min position som formand for pædagogisk udvalg til at komme tættere på handling. Ved at bruge de pædagogiske konferencer, som lærerforeningen holdt, fandt vi otte skoler spredt over landet, som ville være med til at afprøve nogle perspektiver på fremtidens skole. Vi havde hæftet om fremtidens skole som baggrundsmateriale, og så lavede pædagogisk udvalg en lille pjece med otte perspektiver, 'Perspektiver For Fremtidens Skole'. Den er kun på otte små sider, men den er meget vigtigere end hæftet om fremtidens skole, den indeholdt nemlig handlingsanvisninger til de skoler, der gik i gang, og jeg ved, at for nogle af dem betød processerne ufattelig meget for deres udvikling. Nogle af lærerne har senere fortalt mig, at det gjorde, at deres lærerliv blev værd at leve, så det har jo ikke været helt tosset. Ideen med skolen som kulturcenter var perspektiv nummer et, og perspektiv nummer to er måske det allervigtigste. Hvis jeg må have lov lige at læse op: 'Såvel praktisk arbejde, udviklende lege, kulturelle aktiviteter som teoretisk arbejde indgår i professionelt tilrettelagte undervisningsprocesser'. Det er jo dér, vi er fremme med 2014-skolereformen, så vidt jeg kan se."

Otte perspektiver i DLF - syvpunkts-program i Folketinget I 1987 vedtog Folketinget på Det Radikales Venstres initiativ det såkaldte syvpunkts-program for folkeskolens udvikling, som senere gav afsæt til at gennemføre et fireårigt udviklingsforløb til 400 millioner kroner.

- Der er, forekommer det mig, påfaldende lighed mellem DLF's otte punkter og De Radikales syv punkter, hvordan rimer det med lærerforeningens partipolitiske uafhængighed? "Det rimer fint. Som formand for pædagogisk udvalg er det selvfølgelig vigtigt at søge indflydelse i det politiske system til alle sider, og lad mig sige det lige ud: Socialdemokratiet og SF havde intet at byde på i de år i forhold til skolen og dens udvikling og pædagogikken. Intet. De havde ikke nogen personligheder, man kunne arbejde sammen med, og på den anden side havde vi Bertel Haarder som undervisningsminister. Han ville ikke samarbejde med Lærerforeningen, hans ideologi spærrer simpelthen for det. Det betød, at DLF ikke var med i udvalgsarbejder overhovedet i hans første ministerperiode. Derfor var det vores store held, DLF, lærerne, skolens store held, at der var en mand i Radikale Venstre, som jeg kom til at sætte uendelig højt, nemlig Ole Vig Jensen. Det er sjældent, du møder et menneske, der har så klare holdninger og samtidig er så åben for at samarbejde og bøje af og finde frem til det bedste, så ham arbejdede jeg selvfølgelig sammen med, for at vi som lærerforening ad den vej kunne få indflydelse på, hvad der skulle ske lovgivningsmæssigt og signalmæssigt, og det var jo ikke mindst vores otte perspektiver, der var i centrum der."

I 1986 blev arbejdet i DLF's hovedstyrelse for broget med evindelige fløjkampe og en stærk formand, Martin Rømer, som Chresten Sloth langt fra altid var enig med, så da han blev opfordret til at søge en stilling som skoledirektør i Skagen, slog han til. "Ole Vig respekterede fuldt ud DLF's politiske uafhængighed, så han vidste, hvor langt han og jeg kunne gå og ikke gå i samarbejdet. Men da jeg stoppede i foreningen, gik der kun kort tid, før han ringede og spurgte, om jeg ikke ville være med til at lave et program til vedtagelse i Folketinget, hvor vi skrev udvikling som overskrift og så formulerede nogle punkter, som kunne udvikle folkeskolen frem mod en lovændring, og da jeg jo ikke mere repræsenterede DLF, var jeg jo frit stillet og kunne så medvirke som almindelig borger. Det er jeg simpelthen så stolt over at have været med til. Jeg var ved at falde ned af stolen, da Ole Vig midt i den politiske forhandlingsproces på Christiansborg ringede og fortalte, at nu var der 100 millioner på plads til udvikling af folkeskolen. Dengang havde Forsøgsrådet fire millioner at gøre godt med! '100 millioner?', spurgte jeg vantro. 'Ja, 100 millioner om året - i fire år', svarede han stille og roligt."

- Kan man trække en streg og sige, at nu er Danmarks Lærerforening for tæt på et enkelt parti? "Dialogen mellem Danmarks Lærerforening og de politiske partier skal være der til evig tid; vi skal tale med alle dem, der overhovedet vil tale med os. For mig lå grænsen, hvor man skulle have noget på skrift. Det, jeg som DLF's repræsentant skulle levere på skrift, skulle være Danmarks Lærerforenings. Punktum. I samme øjeblik, at et parti ville have formuleret noget på skrift, så kunne jeg ikke medvirke, og når Bertel overhovedet ikke ville lege med os, så er det klart, at det kommer til at se ud, som om Lærerforeningen kun arbejder sammen med ét parti. Men det er ikke rigtigt. Jeg kan godt sige dig, at hvis Socialdemokratiet og SF havde haft noget at byde på, ville jeg gerne have samarbejdet med dem også. Det hele handler jo om at kunne skabe den bedst mulige skole for eleverne og at kunne give lærerne nogle arbejdsforhold, så de kan realisere den gode skole."

Fordi vi er sammen om noget bestemt - Hvad er det gode ved at være lærer? "Nu er jeg jo fra forrige århundrede, hvad undervisning angår, og jeg har ikke undervist siden 1986. Alligevel kan jeg tydeligt huske situationen i klassen, hvor du kan mærke, at nu er vi der! Alle. Ej, der er måske en enkelt nede i hjørnet? Vi kan høre en engel gå gennem stuen, fordi vi er sammen om noget ganske bestemt. Jeg plejer at bruge Martin A. Hansens billede, hvor læreren har en model af en hundeslæde stående oppe på hylden hele dagen. I sidste time tager de den ned, så sætter de sig i hjørnet, og så fortæller han om Grønland. Du kan høre en knappenål falde til jorden, fordi den levende fortælling om Grønland, slædehunde og alt det der, det optager børnene, så ørerne står helt herude. Sådan en situation er lærerlivet værd. Den er det hele værd."

- Er lærerarbejdet et kald eller et lønarbejde? "I min forståelse er det hverken-eller. Et lønarbejde er, at du går på arbejde klokken otte om morgenen og hjem klokken 16, og der er nogen, der fortæller dig, hvad du skal. Et kald, det betyder, at du har en religiøs baggrund for at ville gå ind i arbejdet, og ingen af delene er rigtige i forhold til lærernes arbejde. Grundtvig siger godt nok 'menneske først og kristen så'. For Christen Kold var lærergerningen et kald, men for mig har det ikke den sammenhæng. Hvis du bruger filosofien, er det jo ikke, fordi du får nogle svar, du kan bruge 100 procent og altid. Du kan stille spørgsmål og dermed bringe tvivl ind. Du kan komme i dialog med mennesker, og så kan du vælge, hvordan arbejdet skal udføres. Lærergerningen er ikke et lønarbejde, og heller ikke et kald."

- Men hvis du slukkede for dit engagement, var du vel heller ikke en god lærer? "Nej, så duede jeg overhovedet ikke. Børnene ville registrere det i løbet af ti sekunder. Omgående ville de opleve, at det her er noget udvendigt, det er ikke ham. Du ved også godt selv, hvordan det er. En dag, hvor man har en voldsom hovedpine, men alligevel går på arbejde, så siger dine dejlige elever, vi skal nok være søde ved dig. Du kæmper dig igennem undervisningen, men hovedpinen fylder mere end engagementet, du er ikke til stede med hele dig, og når der så er gået et kvarter, så siger det 'wroooom', så kan de ikke være 'søde' længere. Hvis du slukker for engagementet, er det helt sikkert, at eleverne straks opfatter, at det er et dødt menneske, der står i klassen. Hvad kan vi ikke få ud af den erkendelse?"

Thorkild Thejsen er journalist og lærer, exam.pæd. PD. Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen / folkeskolen.dk 1987-2010. Korrektur: Anne Marie Henningsen, teksten.dk

Powered by Labrador CMS