Hun siger velkommen til nye børn og nye forældre hvert eneste år i skolen. Det har hun gjort i næsten 25 år, som eneste pædagog blandt næsten 30 lærere. Marianne Mark Laulund er børnehaveklasseleder på Løkken Centralskole i Hjørring Kommune. Det er spændende at arbejde sammen med så stor en gruppe, der alle har en anden uddannelse. Af og til har det dog også været lidt ensomt, og børnehaveklassen blev ikke altid husket, når man talte om skolen. Men sådan er det ikke nu, i dag er nulte klasse, som børnehaveklassen så udslettende kaldes, en obligatorisk og fuldt anerkendt del af skolen.

"Det har ikke været spor svært at være ene pædagog blandt alle lærerne. Det har tværtimod været både dejligt og spændende at arbejde med lærere. At være med til at planlægge et skoleår, hverdage, emner og aktiviteter tiltalte mig næsten fra den første dag, jeg satte mine ben her. Jeg fik nemlig lov til at se en masse af det på tæt hold hele det første år, hvor jeg ikke var børnehaveklasseleder, men støttepædagog for en dreng med epilepsi. Så da jeg søgte stillingen, var det et positivt valg fra min side," fortæller Marianne Laulund.



Palle alene i skoleverden Af og til har hun dog oplevet at være glemt eller overset. "Indimellem har jeg da godt kunnet føle, at jeg har været Palle alene i skoleverden, fordi jeg de fleste år har været eneste børnehaveklasseleder. I begyndelsen kunne jeg også en gang imellem føle mig lidt glemt. På skolens skemaoversigt var børnehaveklassen for eksempel konsekvent ikke med, den begyndte med første klasse. Børnehaveklassen er jo en del af skolen, men nogen opfattede den måske nærmere som en blindtarm, sådan kunne jeg af og til tænke. Dengang. Men det har ikke forhindret mig i altid at synes, det er dejligt at arbejde her, jeg kunne godt lide hverdagen med børnene."

Jeg var lidt fascineret af den tunge taske Marianne Laulund har ikke selv gået i børnehaveklasse, og hendes egne skoleerindringer er heller ikke entydigt lyse, fortæller hun. "Jeg har hverken gået i børnehave eller børnehaveklasse, jeg er jo fra 50'erne, hvor mange mødre gik hjemme, og det gjorde min egen mor også. Der var mange børn at lege med i kvarteret, og jeg mødte først skolen som syvårig. Jeg gik på den Rudolf Steiner-skole, som hedder Vidarskolen og dengang lå i Hellerup. Det var det valg, mine forældre traf for mig og mine to brødre. Så jeg havde en lidt lang skolevej. Vi boede i Søborg i Gladsaxe Kommune, så jeg skulle hver dag tage Nesas trolleybus for at komme til Hellerup. Rudolf Steiner-skolerne tænker barndom og pædagogik helt anderledes end folkeskolen. Dagen var ikke opdelt i lektioner, men vi havde noget, der hed hovedfag, så man i perioder kunne arbejde med et emme - for eksempel Grækenlands historie, i en anden periode måske matematik. Vi brugte kroppen meget og var ude at samle ting i naturen, som kunne bruges i undervisningen. Den første læsebog, jeg havde, lavede jeg selv. Jeg kan ikke huske eventyret, men vi skrev det selv. Det vil sige, vi skrev af fra tavlen, det gjorde vi i både første og anden klasse, og så lavede jeg tegninger til. Da jeg i anden klasse var færdig med min læsebog nummer to, begyndte jeg at kunne læse. Vi havde også tysk og engelsk fra første klasse - mest med sanglege, rim og remser." Det var på mange måder spændende, siger Marianne Laulund. Men det var også svært at komme hjem og have hjemmekammerater, der gik på den lokale skole. "Jeg kunne jo se, at de lærte noget, som jeg ikke lærte på samme måde, og jeg var lidt fascineret af den tunge taske, de havde med alle deres skolebøger. Den der lange tur frem og tilbage tog megen fritid, dér sad vi en masse børn i bussen, nogle til Bernadotteskolen, nogle til Den Franske Skole, og så mig til Rudolf Steiner-skolen. Vi talte ikke sammen."

Jeg inviterede aldrig kammerater op på skolen "Der var mange kammerater, der mente, at det var en meget mærkelig skole, jeg gik på. Eller det var især mine kammeraters forældre, der syntes, at det var en skole for de lidt underlige børn, og der gik jo elever, som vi måske i dag prøver at inkludere i folkeskolen. Jeg gik i klasse med børn, der ikke havde de samme evner, som jeg havde, men som bare var en del af min skoledag. Opfattelsen var, at her var vi alle lige. Det var jo fint. Men samtidig var det svært for mig at sige til de skeptiske forældre, at jeg gik på en ganske almindelig skole. Det gjorde et eller andet ved mig, så jeg tit tænkte: 'Gad vide, om jeg går på den skole, fordi jeg ikke selv er helt normal?'. At jeg i grunden var lidt mærkelig. Det prægede min skoletid. Men jeg blev der. For selv om jeg et par gange fortalte mine forældre, at jeg godt kunne tænke mig at flytte, turde jeg alligevel ikke. Jeg var bange for, at jeg var langt bagefter de andre. Så jeg blev der, og når jeg var i skolen, var jeg også tryg ved de lærere og klassekammerater, jeg havde. Men det fyldte alligevel meget, når jeg kom hjem. Jeg havde ikke lyst til at fortælle hjemmekammeraterne om skolen, og det kan godt være, jeg  engang imellem kom med en lidt for god historie, en lille nødløgn om skolen. Især i teenageårene, hvor vi skulle være ens alle sammen, og på det lokale bibliotek lånte jeg bøger, som jeg stoppede i skoletasken, så den kunne være lige så tung som de andres. Vi havde heller ikke idræt, som kammeraterne i folkeskolen havde, vi havde eurytmi, og det var virkelig svært at forklare andre, hvad det var for noget. Vi lavede meget teater, det fortalte jeg heller ikke om, og jeg inviterede aldrig kammerater op på skolen for at se forestillingerne. I dag forstår jeg det ikke, for det var en oplevelse, og de ville garanteret have syntes, det var flot, det vi lavede. Men mine brødre følte det ikke lige sådan. De har haft en anden opfattelse. De har haft det lidt bedre med skolen."

Noget med mennesker - Kan du så huske, hvornår du fandt ud af, at du ville være pædagog? "Da jeg var ved at være færdig med skolen, tænkte jeg, at jeg skulle være noget med mennesker. Jeg skulle have en uddannelse, hvor jeg både fik teorien og noget praktisk med, så på biblioteket fandt jeg frem til pædagog og sygeplejerske som gode muligheder. Men så hørte jeg nogle forfærdelige historier fra min mors veninde, som var sygeplejerske, så det blev valgt fra, og så, ja, så blev det pædagog. Dengang skulle man først være forpraktikant, som det hed, og jeg søgte ud i Værebroparken.  Det var helt ny dengang, det var et af Gladsaxe-borgmester Erhard Jacobsens store resultater med at flytte mennesker fra Nørrebro ud i det lyse og grønne område. Det var et helt fantastisk sted dengang, hvor der var vuggestuer og børnehaver med gratis mad til børnene - morgenmad, varm mad midt på dagen og så noget gå-hjem-mad også. Der var der fritidshjem og så den lidt kendte Værebro skole. Dér kom jeg i forpraktik, og det gav rigtig meget at være der. Det var en god måde at få afprøvet, om det nu var den rigtige idé at blive pædagog, og man fik samtidig nogle praksisoplevelser med sig til seminariet, som man kunne bruge i den første tid. Jeg gik på Københavns Pædagogseminarium, hvor jeg fik den nye treårige uddannelse. Det var tre gode år, men vi var jo desværre kun piger, et rent kvindehold med 25 i klassen. Men i modsætning til læreruddannelsen var der rigtig meget praktik i pædagoguddannelsen. Når vi havde haft et modul, blev vi sendt i praktik, så skulle det jo afprøves derude, så man fik hele tiden bygget teori og praksis sammen. Vi fik en god ballast, både i pædagogik og psykologi."

Jeg kom i mesterlære i børnehaveklasse-pædagogik - Nu sidder vi så her i Vendsyssel i din børnehaveklasse, hvad bragte dig herop? "Min mand er her fra Nordjylland, og det lå i kortene, at efter endt ingeniøruddannelse i København ville han godt hjem til Nordjylland igen, og mine forældre er vokset op i Sæby, så jeg kendte egnen fra mine ferier. Derfor kom vi til Løkken. Jeg havde ikke noget arbejde, da vi flyttede herop, men sendte straks mine papirer til Løkken-Vrå Kommune, som det hed dengang, og der gik ikke lang tid, før de henvendte sig til mig om børn, der havde det svært efter skoletid. Dengang var der ikke noget, der hed fritidsordning eller SFO. Hvis mor ikke gik derhjemme, gik børnene tilbage til deres dagplejemor eller til bedsteforældre, når de havde fri. Så jeg fik nogle børn hjem, som jeg hjalp med lektierne og med at få en god eftermiddag. Jeg kontaktede selvfølgelig børnenes klasselærere, så jeg også kunne komme med indenfor og mærke, hvordan de havde det i skolen. Og der tabte jeg mit hjerte, jeg syntes bare, at det var så dejligt at komme herover - miljøet og stemningen og den aktivitet, der var her. På et tidspunkt fik jeg henvist en dreng med epilepsi, og man ville gerne finde ud af, om han skulle gå i folkeskolen, eller om han skulle på specialskole. Han var hjemme ved mig om formiddagen, dengang var der to hold i børnehaveklassen, så var jeg med ham herovre i tre timer på børnehaveklassens eftermiddagshold, og det blev godt nok en øjenåbner for mig. Jeg tænkte:  'Dét her, det er altså det, jeg skal søge, når der kommer en stilling et eller andet sted'. Så på den måde fik jeg jo nærmest et års kursus, jeg kom i mesterlære i børnehaveklasse-pædagogik, kan man sige."

- Nej, det er jo ikke en del af pædagoguddannelsen. "Det er det ikke, men jeg har været på mange kurser, og jeg blev ansat her året efter - altså for 25 år siden - og det var lige dengang, Jørgen Frosts 'Bornholmerrapporten' kom. Den handlede om begynderlæsning og sproglig opmærksomhed i børnehaveklassen og første klasse. Det var bare et godt materiale, og det blev min gule bibel herovre. Man kunne sætte sig ned og bladre, sidde og øve sig derhjemme og så lege det ind i børnene dagen efter. Du kunne mærke på børnene, at det bare var sagen, det ramte lige ind i de seksårige. Senere har jeg søgt utrolig mange kurser om netop det at lege med ord og ords betydning. Jeg kom godt i gang med det og med børnestavning og legeskrivning."

Leg og andre udviklende aktiviteter - Hvis jeg husker ret, stod der dengang i loven, at børnehaveklassen handlede om "leg og andre udviklende aktiviteter". Det handlede ikke så meget om læsning? "Det gjorde det ikke. Og jeg vil sige, at det, man skabte dengang i børnehaveklassen, det er stadig basen for det, vi gør i dag. Den base med leg og andre aktiviteter skal stadig være der i nulte klasse, synes jeg. Det sørger jeg i hvert fald for, at den er hos mig. Det, at der er en struktur, nogle rammer og rutiner, det bruger jeg meget også i dag. Når børnene er her, følger de meget med i, hvad jeg laver på tavlen og siger: 'Marianne, du glemte lige en prik bagefter tallet'. Eller: 'Du glemte lige det der'. Det betyder så meget for nye børn, at der er en forudsigelighed og en genkendelse."

- Kan man ikke sige, at der over årene er sket en afsmitning fra pædagogtilgangen til lærernes pædagogik? "Jo, helt bestemt. Det kan man da se i vores indskolingsteam for nulte-, første og anden klasse, det fungerer rigtig godt. Vi laver materiale til hinanden. Jeg bruger noget, og første klasse bruger det samme, og også måden at skabe en dag på med rutiner og alt det der. Vi hænger godt sammen, og vi har nogle gode møder, hvor vi kan støtte og hjælpe hinanden, hvis der sker noget i klasserne, som man gerne vil høre de andres mening om. Vi deler ideer. Vi har møde hver fjortende dag fra to til fire, det kører rigtig godt."

Brobygningen er virkelig vigtig - Hvad er det, du prioriterer i dit arbejde med børnene? "Brobygningen er virkelig vigtig. At jeg får lært noget om børnenes liv, inden de begynder i skolen. I januar, når der er indskrivning, har vi en meget hyggelig eftermiddag her på skolen, hvor børnene selv skriver deres navn på en opgave, som betyder, at de selv melder sig ind i skolen, mens forældrene får talt med skolens leder ude i fællesrummet. Jeg har lavet en bog til børnene, som de kan få med hjem, så de har et lille minde fra indskrivningen. Når det bliver forår, mødes vi med pædagogerne fra de tre børnehaver, og så laver vi sammen en plan om, hvornår de og børnene kan komme på besøg på skolen. I år har de 21 børn, der begynder til august, været her fem onsdage i foråret. Jeg har så lavet lidt det samme program hver gang, så de kunne genkende det og føle sig trygge. Jeg stod blandt andet oppe ved tavlen, og jeg havde selvfølgelig skrevet alle deres navne igen: 'Åh, hvordan var det nu, jeg gjorde sidst, når jeg sagde jeres navn?'. Så kom der en skov af hænder. 'Du satte ring om'. Og så videre.  Jeg har også besøgt dem i deres børnehaver, og de har besøgt deres kommende venskabsklasse på skolen. Det er næste års femteklasse, der inviterer, og så kommer alle børnene fra den kommende børnehaveklasse på besøg. De har inden fået et fint program for dagen fra deres venskabsklasse, og så får de hver en ven, som står parat her efter sommerferien, og som også tager dem med ud, når det er frikvarter. De nye børn kommer her på mandag, og dagen slutter med, at de bliver fotograferet sammen med deres ven. Under billedet skriver vennen så en lille sommerhilsen, som jeg sender ud til børnene sidst i juli sammen med invitationen til første skoledag."

Alle bliver en del af skolefællesskabet - Har du altid omkring 20 børn i klassen? "Ja. Men i år er der 31. Men så har jeg også haft en kollega med herinde. Han er lærer, og vi har arbejdet sammen om det, og det er gået fantastisk godt; det har været en kæmpeoplevelse at være to."

- Det lyder som en del af broen fra nulte til første? "Det er et godt bidrag, ja. Hvis skemaet tillader det, sørger vi for, at den lærer, de skal have efter sommerferien, kommer ned og er med flere gange eller har timer i klassen. Vi har også nogle faste traditioner for fælles aktiviteter i indskolingen, hvor børnene møder de lærere, der arbejder i indskolingen. Vi har for eksempel et kæledyrstræf, hvor der bliver tegnet og malet kæledyr og skrevet om kæledyr, og så til sidst laver vi et dyrskue, kan man nærmest kalde det, hvor børnene om eftermiddagen sammen med forældrene kommer med deres dyr og fortæller om dem, og de børn, der ikke har et, kan komme med deres tøjdyr. Vi har også haft kartoffelemne, hvor vi lavede sjove kartoffelmænd og kartoffeltryk og kartoffelkager. Vi tog bussen til Tovbro, hvor vi gravede kartofler op, som vi tog med hjem, og så var der kartoffelemne hele ugen. Vi har også tradition for fælles juleklip, hvor bedsteforældre kommer med, og hele indskolingen bliver pyntet op. Alle bliver en del af skolefællesskabet."

- Du kommer med pædagogens kompetencer, og læreren kommer så med noget andet. I den pæne version supplerer I hinanden, men har du ikke også oplevet, at I vil noget forskelligt? "Tidligere var der mere forskel, og selv om lærerne blev inviteret herind, og jeg forklarede, hvordan vi arbejdede, og hvordan vi tænkte, var der langt igen. Vi tænkte meget forskelligt. Det synes jeg ikke, der er så meget af i dag, pædagoger og lærere er blevet gode til at bruge hinanden - også i vores SFO. Det gælder jo om at se på barnet hele vejen rundt. Det er vigtigt også at se, hvordan et barn trives i sin fritid, de relationer, de har, ellers er det meget svært for dem at få noget godt ud af at gå i skole, derfor er det så vigtigt, at vi alle sammen er på banen. Pædagogerne er kommet for at blive i vores skole, det er helt sikkert. Måske ikke så meget i undervisningen, sådan tænker jeg det ikke, men jeg tænker det ind i det sociale og i fællesskabet, dér har vi meget at byde på."

Thorkild Thejsen er journalist og lærer, exam.pæd. PD. Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen / folkeskolen.dk 1987-2010. Korrektur: Anne Marie Henningsen, teksten.dk