Støttelærerens svære rolle

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Støttelærere for blinde elever i almindelige skoleklasser har som vision, at den blinde bliver så lig de andre elever som muligt, både i forhold til at nå de faglige mål og socialt i klassen. Men de havner i et dilemma. På den ene side føler de, at de er nødt til at støtte eleven i de aktiviteter, der foregår i undervisningen. På den anden side føler de, at det underminerer hele ideen med gruppearbejde. Et andet stort problem for støttelærerne er samarbejdet med elevens faglærere. De føler ikke, at de bliver inddraget tilstrækkeligt i planlægningen til at kunne forberede sig og for eksempel transformere materialer til punktskrift.

»Faglæreren føler sig som den professionelle, når det gælder undervisningens indhold og arbejdsmetoder. Støttelæreren oplever sig som den, der skal tage sig af den blinde elevs undervisning, og faglæreren mener her, at støttelæreren er den professionelle på dette punkt«, mener master i specialpædagogik Jens Norrinder Petersen, der har interviewet en række støttelærere som led i et stort forskningsprojekt.

»De føler sig udelukkede og ikke værdsatte for deres faglighed og oplever, at de skal argumentere for at få oplysninger om undervisningens detaljerede indhold, så de kan forberede sig ordentligt«, skriver Jens Norrinder og kalder det tankevækkende, at lærere, der har som deres hovedopgave at inkludere blinde elever i klassen, selv oplever sig som ekskluderet af lærersamarbejdet.

Jens Norrinder Petersen: »Støttelæreres vilkår i folkeskolen - delagtiggjorte eller marginaliserede?« Artikel i tidsskriftet »Specialpædagogik« 4/2008. Interviewene er en del af Effektundersøgelse af indsatsen over for børn og unge med nedsat funktionsevne