Skolen kan påvirke børns fysiske aktivitet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sandsynligheden for, at børn får rørt sig dagligt, er væsentligt større, hvis man er elev på en skole med et stort udvalg af faciliteter til fysisk aktivitet i forhold til en skole med begrænsede mængder af udstyr, konkluderer en ny norsk ph.d.-afhandling. I Norge er de ældste elever samlet på såkaldte ungdomsskoler, hvor udbuddet af faciliteter generelt er ringere end på barneskolerne.

Desværre virker et stort udbud af faciliteter ikke for de børn, som ikke selv viser interesse for fysisk aktivitet. Alligevel er sygeplejerske og ph.d.-ansat ved Universitetet i Bergen Ellen Haug overbevist om, at skolen er stedet, hvor man skal sætte ind for at modvirke tendensen til, at også norske unge rører sig mindre og mindre. Mange af de elever, som ikke er fysisk aktive, siger, at de synes, at de aktiviteter, skolen tilbyder, er kedelige. Det er vigtigt at tænke alternativt - aktiviteterne må ikke være for »barnlige«, og de må ikke udelukke unge, der ikke er dygtige til idræt:

»Hiphop-dans i gymnastiksalen, klatrevæg, hvor eleverne kan forsøge sig på egen hånd, eller rundbold i skolegården er eksempler på sådanne aktiviteter. Det er vigtigt, at aktiviteterne ikke er konkurrenceprægede, for så vil de mindst aktive falde fra«, siger Ellen Haug på forskning.no

Hun bygger sin afhandling på data fra to store norske undersøgelser, »Fysisk aktivitet og måltider i skolen« og »Helsevaner blant skoleelever. En WHO-undersøkelse i flere land«.

Ellen Haug: »Multilevel correlates of physical activity in the school setting« er omtalt på den norske forskningsportal forskning.no