'Jeg har ikke autoritet til at bestemme hvad lærerne skal. Men det har nogle konsekvenser, som jeg synes, at alle skal være klar over. Det bliver alles kamp mod alle om et moderne 'fedterøvstillæg', hvis ikke vi står sammen', siger Ane Søegaard

Frederiksberg Kommune forventer at lærere arbejder hjemme

Lærerne i Frederiksberg Kommune forventes at tilbringe 35 timer om ugen på deres skole. Resten af deres arbejdstid anbefaler kommunen, de laver individuelle aftaler med skolelederen om. Frederiksberg Lærerforening opfordrer til fuld tilstedeværelse for at undgå det grænseløse arbejde.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"En lærer vil fremadrettet i gennemsnit skulle være mindst 35 timer af sin arbejdstid om ugen på skolen. Hvis man ønsker at have hele sin arbejdstid på skolen, så har man ret til det. Hvis man skulle ønske at have en fleksibilitet i hverdagen ved at bruge tiden udover de 35 timer til at arbejde et andet sted, så kan man også det".

Sådan lød beskeden i et brev, som lærerne i Frederiksberg Kommune fik den 16. december 2013. Afsenderen var direktør for kommunens børn- og ungeområde Inger Andersen og skolechef Gorm Bagger Andersen.

Forvaltningen forventer, at en del af kommunens lærere også efter sommerferien vil have et ønske om at udføre en del af deres arbejde uden for skolen.

"35 timer er det gennemsnit, vi kalkulerer med, at lærerne er på skolen fra næste skoleår", siger Inger Andersen til folkeskolen.dk.

DLF: Arbejdstidsregler skal ikke være den enkelte lærers hovedpine

Individuelle arbejdstidsaftaler

Der har ikke været politisk flertal for at afsøge mulighederne for at indgå en kollektiv lokal arbejdstidsaftale med lærerne, og kommunen lægger dermed op til, at lærerne på Frederiksberg indgår individuelle aftaler om deres arbejdstid med ledelsen på skolen. Men det fraråder den lokale lærerforening.

Enighed om lærernes arbejdstid i København

Tirsdag mødte cirka 200 lærere i Frederiksberg Kommune til op til stormøde på Skolen på Nyelandsvej. Mødet var arrangeret af Frederiksberg Lærerforening (FLF), og budskabet var, at lærerne bør vælge fuld tilstedeværelse - altså have alle 40 ugentlige arbejdstimer på skolen.

"Vi ønsker, at vores arbejdsliv fortsat skal være fleksibelt samtidig med, at vi sikrer den enkelte mod gratis merarbejde. Vi skal kunne arbejde, når det giver bedst mening. Det kan vi nu. Hvis den enkelte lærer fra næste skoleår skal værne sig mod gratis, grænseløst merarbejde, kræver det, at vi enten lægger al arbejdstid på arbejdspladsen - eller får ret til at registrere vores arbejdstid", lød beskeden fra formand Ane Søegaard.

Lærerne i Zieglers kommune vil have fuld tilstedeværelse

"Vi frygter, at nogle ledere vil sige, at man har prioriteret sin hjemmearbejdstid forkert, hvis man ikke har haft tid til at forberede sig ordentligt. Hvis vi er på skolen, kan vi sige, at det kan godt være, vi ikke har nået forberedelsen, men vi har været fysisk til stede i hele arbejdstiden - og vi har mulighed for at konsultere vores ledere på stedet, hvis tiden er for knap".

Formanden for den lokale afdeling af Skolelederforeningen, Svend-Arne Vang, deler ikke FLF's opfattelse af, at fuld tilstedeværelse eller minutiøs registering af arbejdstiden uden for skolen er lærernes eneste værn mod gratis overarbejde.

"Det tror jeg heller ikke, lærerne generelt gør. Jeg ser ikke situationen efter sommerferien anderledes, end den er i dag. Der er også en faktortid i arbejdstidsaftalen fra '08. Det er et professionelt ansvar at sørge for, at der er tid til forberedelse, og det må ledelsen og lærerne på den enkelte skole sammen kigge på til den tid", siger han.

"Jeg forstår dog godt FLF's standpunkt. Det er deres opgave at passe på deres medlemmer. Jeg har normalt et godt samarbejde med Ane Søegaard, selvom vi ikke er enige på det punkt".

DLF udvikler tidsregistreringsredskab

Handler også om arbejdspladser

Ud over et ønske om at give lærerne mulighed for at få en fleksibel arbejdsdag, mener Ane Søegaard også, at kommunens udmelding handler om arbejdspladser til lærerne på kommunens skoler.

"Det kræver, at der er arbejdspladser til alle lærere, og det vil de ikke gå med til. Det er ikke fordi, de ikke ønsker at skabe gode vilkår for lærere og børnehaveklasseledere - det er fordi de simpelthen ikke har plads på skolerne. Men øget tilstedeværelse var et krav fra KL under OK13 - og det har de fået regeringens velsigenelse til at gennemføre. Det ansvar er de jo nødt til at leve op til", siger hun.

Inger Andersen understreger, at alle lærere har ret til at vælge fuld tilstedeværelse, hvis de ønsker det, men bekræfter, at der ikke for nuværende er plads til at alle kan få en personlig arbejdsplads.

"Lige nu er det ikke sådan, at der er en kontorplads til alle lærere i kommunen. Det er meget forskelligt, hvordan det ser ud på den enkelte skole. Men det er et område, vi tager meget alvorligt. Der er afsat fem millioner kroner til omdisponering af lokaler", siger hun.

Det bekræfter Svend-Arne Vang, der til daglig er skoleleder på Ny Hollænderskolen.

"Jeg har en sum penge til at forbedre arbejdsmiløet, og de valg, lærerne træffer, har naturligvis indflydelse på, hvordan den bliver brugt. Men lige meget hvad, så skal vi nok løse det. Hvis mange vælger fuld tilstedeværelse, skal klasselokalerne udstyres med hæve/sænkeborde og andet, så de kan fungere som forberedelseslokale for lærerne, når eleverne har forladt skolen", siger han.

Svend-Arne Vang afviser dog, at det er nødvendigt at lave lige så mange arbejdspladser, som der er lærere.

"Der bliver ikke en personlig kontorplads til hver lærer, for alle forbereder sig ikke samtidig", siger han.

Fokus på kollektivet

Der blev på lærer-stormødet appelleret til, at lærerne kollektivt undlader at lave individuelle aftaler om at placere noget af arbejdstiden hjemme og i stedet alle vælger at have fuld tilstedeværelse på skolen.

"Jeg skal ikke bestemme, om I laver individuelle aftaler. Men hvis så stor en gruppe laver aftaler hver for sig, bliver det sværere at lave kollektive aftaler fremover. Jeg er ikke udelukkende medlem af en fagforening af idealistiske grunde. Jeg er det også fordi det sikrer mine rettigheder at være en del af et fællesskab, et fællesskab som har tilkæmpet sig kollektive rettigheder, fordi det står sammen", lød det fra Ane Søegaard.

En af de lærere, der var til stede på stormødet var Line Ammundsen fra specialskolen Skolen ved Nordens Plads. Med to små børn og et tredje på vej, har hun svært ved at se, hvordan hun skal få familielivet til at hænge sammen med 40 timer om ugen på skolen.

"Min mand arbejder også på en skole, så han kan heller ikke hente børnene. Jeg har altid gerne ville have en familie og mine børn skal ikke leve deres liv i institutioner og altid være de sidste, der bliver hentet".

"Den fleksible arbejdstid var en grundene til, at jeg blev lærer. Det føles som en drøm, der brister - drømmen om det lærerliv, jeg troede, jeg gik ind til. Det er dybt frustrerende".

Alligevel lokker det ikke for den unge lærer at lave en individuel arbejdstidsaftale.

"Jeg vil jo gerne bakke op om kollektivet og være med til at sikre, at vi beholder samme vilkår omkring løn og andet som i dag", siger hun.

FLF: Vi presser ikke nogen

Ane Søegaard er dog ikke bange for, at budskabet om sammenhold kan få den enkelte lærer til at føle sig presset til at sige ja til fuld tilstedeværelse.

"Mine kollegaer kan have mange gode og legitime grunde til at ville ønske at bibeholde fleksibiliteten i deres arbejdstid, og jeg har ikke myndighed til at bestemme for den enkelte, hvad han eller hun skal. Men det er kredsens og de øvrige tillidsvalgtes opgave at beskrive, hvilke konsekvenser, de individuelle aftaler kan få for den enkelte og for fællesskabet", siger hun.

"De bliver nu af Frederiksberg Kommune opfordret til at tage imod en absurd gulerod, som jeg frygter reelt vil betyde, at de risikerer både lønkroner og at arbejde gratis. Det kan lærerforeningen selvsagt ikke anbefale".

Lærere med småbørn frygter 42 timers skoleuge