Det er efterhånden nogle år siden, at "hjernen" gennem begrebet neuropædagogik blev introduceret inden for det pædagogiske fagområde. Siden er der udkommet en del bøger, der på forskellig måde introducerer og forsøger at forbinde fagområdet pædagogik og undervisning med neurovidenskab og argumenterer for dennes "betydning" i forhold til for eksempel didaktiske valg tæt på læreres undervisningspraksis.

Det vil formodentlig ikke være helt forkert at tilskrive neuropædagogikkens fremgang og nyere teknologiske fremskridt den teknologi, der muliggør hjernescanninger, hvor vi kommer "tæt på" og "i farver", og det kan godt være, at der engang ud i fremtiden faktisk kan laves specifikke koblinger mellem måder, menneskets hjerne fungerer på, og konkrete pædagogiske handlinger i forhold til 25 sprællevende elever. Det er der dog ingen af artiklerne i "Cursiv"s temanummer, der tyder på. Tværtimod er der lang vej, og der er indtil videre stadig rigtig mange af de rigtig mange svære ord og begreber omkring denne type forskning, der er langt væk fra læreres hverdag.

Det er derfor stadig rigtigt at spørge: Hvad kan den nye forskning om hjernen give lærere af viden, som ikke allerede er givet af den traditionelle læringspsykologi? Svaret er indtil videre ... ingenting, men derfor kan det jo være spændende at læse om hjerner og neuropædagogik, og her kan "Cursiv" nummer 11 fra 2013 være en god indgang til området. Nummeret består af fem artikler, alle skrevet af forskere med tilknytning til nordiske universiteter og specielt Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet.

Anne Mangen skriver en spændende artikel om læsning, hvori hun argumenterer for, at det at lære at læse og at læse i det hele taget ikke bare kan forstås som kognition, men også bør forstås som kropslig aktivitet. Særligt i disse år, hvor mange børn og voksnes læsevaner skifter fra bøger til andre platforme som tablets og mobiltelefoner, er det et spændende synspunkt. Grænsesnittet mellem læser og læsemaskine ændrer sig, og det får betydning for vores læsning. Særligt det Anne Mangen beskriver som ”deep reading”, læsning af sammenhængende og krævende tekster, er interessant læsning. Her viser forskning, at det indtil videre stadig er bogen ”som læsemaskine”, der er det mest effektive redskab. Vi læser ikke så effektivt, når vi læser digitalt – endnu.

Jesper Mogensen bidrager med det, Anne Mangen nok ville beskrive som en artikel, der kræver ”deep reading” for de fleste læsere, hvori  hjernen som redskab for menneskets læreprocesser gennemgås. Omdrejningspunktet her er REF-modellen, en model, der udspringer af forskning relateret til hjerneskader og genopretning af skader, der er påført hjernen. Hovedsynspunktet er, at denne type forskning kan bruges til at beskrive pædagogiske beslutninger. Artiklen illustreres af flere modeller, hvor man som læser skal holde tungen lige i munden! Der er endnu langt fra artiklens genstandsområde til læreres hverdag. Det er fremtid, som Jesper Mogensen selv skriver.

Andreas Lieberoth forsøger i sin artikel, "Hukommelsessystemer og oplevelseslæring", at komme tættere på det pædagogiske felt. Udgangspunktet i hans bidrag er en case om nogle skoleelever, der er på ekskursion til Hasle Bakker uden for Aarhus, hvor de anvender mobiltelefoner som en del af deres læringsforløb. Det didaktiske nøglebegreb her er altså oplevelseslæring med inspiration fra John Dewey og William James, to gamle amerikanske pragmatikere. Liberoths hovedbestræbelse er at forsøge at knytte de oprindelige forestillinger og forventninger knyttet til begrebet oplevelseslæring til den viden, der nu findes om hjernens måder at lære på, gennem for eksempel det semantiske hukommelsessystem. Det er spændende læsning, der på moderne vis genskaber gamle faglige begrebers relevans. Godt gået, Dewey og James - I havde ret, læring skal være meningsfuld for eleverne og ikke afkoblet fra deres virkelighed.

"Cursiv" er et fagtidsskrift, der ikke står på mange lærerværelsers boghylder, men interesserede lærere kan downloade det og bladre i det for på denne måde at se, om der er noget af interesse.