Anmeldelse

Matematik

Matematik

Bogen tager afsæt i en beskrivelse af matematikkens naturer og rækker hen over tjek af læreplaner og læremidler i form af såvel bogsystemer som konkrete materialer.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Serien "Mål og midler" er ambitiøs i sin målsætning. Det så man i den sprænglærde "Læremidler og læreplaner i teori og praksis" (2011), og nærværende udgivelse lader i henseende til overliggerens højde ikke meget tilbage at ønske. Der er således tale om en beskrivelse af matematikkens læremidler, der kommer det meste af vejen rundt om såvel som i dybden med sit emne.
Indledningsvis tages fat på matematikkens fem naturer, der blandt andet illustreres med udgangspunkt i fænomenet parabel. Der levnes desuden plads til den lidt grovere sammenstilling af matematik som undervisnings- henholdsvis videnskabsfag. For sidstnævntes vedkommende inddrages fagformålene i Fælles Mål 2003, 2006, 2009 – og hermed er kursen sat til det følgende kapitel, der beskæftiger sig med udgaven fra 2009 set i et historisk perspektiv.

Fakta:

Titel: Matematik

Forfatter: Povl Hansen, John Schou, Lotte Hofer Skinnebach

Pris: 299

Sider: 209

Serie: Mål og midler

Forlag: Forlaget Klim

Og der er meget at blive klog på her - også selv om man ikke er så gammel en knark, at man i sin øvelsespraktik har stiftet bekendtskab med det nu hedengangne system "Tal og mængder". Nogle af de introducerede teorier forekommer dog lidt løsrevne; her er det godt, at de respektive afsnit er forsynet med arbejdsspørgsmål, så man sammen med fagkollegerne kan etablere den manglende sammenhæng.
Bogens mest omfattende kapitel er helliget et læremiddeltjek af de for tiden meget udbredte systemer "Matematrix", "Kolorit" og "KonteXt". Heri indgår også nogle af pointerne fra omtalte "Læremidler og læreplaner …" i den nu mere matematikfaglige sammenhæng. Det fysiske format muliggør en bredere og dybere behandling; men i sammenligning hermed har de oversigtsprægede opstillinger på læremiddeltjek.dk (tillige bragt i Folkeskolen) nu også deres stærke sider. Og hvorfor er "FleXmat" forresten ikke kommet med ind i varmen?
I afslutningskapitlet præsenteres en analysemodel, der bringes i anvendelse på to ”sæt” konkrete materialer. Lige præcis her tager det historiske perspektiv overhånd: Der må være noget nyere – og bogstaveligt talt mere konkret – at forholde sig til end udgivelser fra 1994 og 2002. Og det virker endnu mere spøjst på mig, at så gamle heste som "Matematik" (1990) og "Hej Matematik" (1972) må trækkes af stalden.
Imidlertid: Læs denne bog – men gør det snart! Hvem ved, hvornår det næste matematiksystem dukker op og gør de foreliggende tjek uaktuelle. Og lurer der ikke også en ny og efter sigende endnu mere omfattende Fælles Mål lige om hjørnet?