Blog
3   961

Teknokratens hjerte

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Refleksioner over ånd, ide og erfaring, ansporet af Bjarne Corydons følelser for folkeskolen og den ideforladte teknokratisme.

I kølvandet på den franske revolutions hektiske år med drømme, fremskridt og katastrofer udviklede europæerne tre grundlæggende ideer om et moderne, civiliseret og menneskeligt samliv. De blev modelleret efter parolerne ”frihed, lighed og broderskab”, men blev formuleret som selvstændige moderne ideologier under betegnelserne liberalisme, socialisme og konservatisme.

Artiklen fortsætter under banneret

Liberalismen koncentrerer sig om individets frihed og ansvar. Her kan vi blive mindet om, at den enkelte selv må forholde sig til verden, agere i den og tage ansvar for sine handlinger - og respektere andres ret til den samme frihed. Vi har også med liberalismen fået et begrebsapparat til at fastholde, at staten ikke kan diktere borgerne retningslinjer, som disse ikke selv har givet staten mandat til. Staten er noget mennesket har skabt for at værne om friheden, ikke som en envejs-begrænsning af samme. Det er en god lære, og den politiske liberalisme er en helt nødvendig tradition for vores kultur.

Konservatismen koncentrerer sig om en forstandig bevarelse af værdifulde vaner. Her kan vi blive mindet om, at vi er en del af en lang kæde af begivenheder, og at vi har et ansvar overfor dem der var her før os, dem vi er og dem, der skal komme. Samfundets institutioner er mere end mursten og ansættelseskontrakter, men noget eksisterende, der krydser timeligheder. Vi kan derfor ikke mekanisk planlægge og konstruere gode institutioner som en anden ingeniørkunst, men må først og fremmest se på det faktisk eksisterende og den ånd, der er til stede heri. Det nødvendiggør at vi må udvise påpasselighed og nænsomhed, når vi har med samfundets grundlæggende institutioner og fællesskaber at gøre. Det er en god lære, og også en nødvendighed for vores kultur.

Socialismen koncentrerer sig om lighed i fællesskabet. Her kan vi blive mindet om, at ejendomsret, arveret og institutionaliseret markedsøkonomi medfører en uundgåelig uretfærdighed og ulighed i samlivet. De, der i et kapitalistisk eller konservativt system, bliver født af økonomisk privilegerede forældre får - uden selv at have gjort en ekstraordinær indsats - ekstraordinære muligheder i livet, og disse muligheder fratages naturligvis systematisk andre medborgere, når der er tale om en kombination af grådighed og begrænsede resurser. Denne evigt voksende uretfærdighed er ifølge socialister menneskeskabt, og kan derfor også omgøres af mennesker. Tidligt opdagede man tilmed under industrialiseringen, at det moderne samfunds underklasse kan blive endnu mere forarmet end den havde været som daglejere, landarbejdere og tyende. Vi må derfor skabe et samfund, hvor vi drager omsorg for hinanden, og hjælper dem, der er i nød. Det er en god lære, og endnu en nødvendighed for vores kultur.

Alle tre ideer har deres svagheder, som bedst kan ses, når de manifesteres i unipolære programmer, og endnu tydeligere, når de bryder med deres egne præmisser. Liberalismen er gået amok flere gange, og især en bestemt form for økonomiske liberalisme, den uregulerede kapitalisme, har mange menneskeliv på samvittigheden. Krakket i 1929, og de medfølgende sociale katastrofer, må eksempelvis - ligesom den nuværende krise - tilskrives en ekstrem tiltro til en bestemt slags økonomisk liberalisme. Konservatismen kan, når dens paroler a la ”Gud, konge og fædreland” udsynges skingert nok, medføre en dehumanisering af dem, der ikke tilbeder den samme guddom, hører under den samme konge eller bor i et andet fædreland. En ekstrem udgave af den slags så vi 1930`erne, hvor højreradikale og konservative ideer fusionerede med galninge af forskellig observans, og skabte grobund for fascisme og nazisme. Socialismen kan som misbrugt ide medføre en radikalisering af samfundsindretningen, således at systemet bliver vigtigere end mennesket, og enhver afvigelse fra en prædefineret og total lighed betragtes som samfundsskadelig. Tilmed kan socialismen blive hyklerisk, idet et statsapparat og dets centrale ansatte nødvendigvis må have adgang til flere resurser end de andre ”lige” medborgere. Skrækeksempler herpå har vi bl.a. set i Sovjetunionen, Østtyskland og Nordkorea.

De gamle ideologier har altså til fulde bevist deres ufuldstændighed, når de anvendes som radikale politiske designs. Vi har som europæere tilmed brugt mere end 200 år på at lære dette, selvom den franske revolution måske burde have været nok, for der erkendte man det samme. Man kan ikke designe frihed, lighed og broderskab. Man må leve det, og det er forestillingen om dette liv, de tre ideer i deres substans samlet kan bidrage til. Resten må vi klare ved at indrette os således, at der er plads og rum til at tænke uden fastlåste designs for denne tænkning.  Vi må skabe så mange frie rum som overhovedet muligt, vi må kende vores fælles kultur og vores fælles traditioner, og vi må tage vare på hinanden i det tidslige fællesskab. Detaljerne må vi vedvarende og uafslutteligt skændes om, og vi må minde hinanden om, hvor smukt dette skænderi i grunden er.

Det moderne europæiske demokrati burde altså, efter mere end 200 år med krig og katastrofer, være et frihedens, traditionens og fællesskabets sted, hvor man af ren og skær menneskekærlighed og fornuft afholdt sig fra nye forsøg med radikaliseret egennytte, antihumanisme og overdreven "samfundsdesigneri". Vi burde have taget ved lære af vore erfaringer.

Der er mange, der i nogen tid har påstået, at de tre gamle ideer er, ja, gamle. Allerede daværende statsminister Poul Schlüter mente i 1980`erne at vide, at ”ideologi er noget bras”. Han har ret så langt, at EN radikaliseret ideologi som uimodsagt samfundsdesign er noget bras. Ideologier som sådan kan være meget gode, og de tre nævnte er i mine øjne nogle overordnede, tidsløse og almengyldige grundideer om menneskeligt samliv. Vigtigst af alt, er de i deres substans nogle ganske fornuftige måder at tænke på, hvis de betragtes samlet som en del af vores kulturelle erfaringer. Det rene, afideologiserede management er et helvede, hvor holdninger nok er til stede, men kun i det skjulte - gemt bag new public managementsfraser og italesatte synergiblomster - og derfor ikke offentligt kritiserbare. Åbne, kritiserbare ideer er altså en forudsætning for demokrati, retfærdighed, frihed og ansvar.

Finansminister Bjarne Corydon har netop forkyndt, at folkeskolereformen står hans ”hjerte nært” - på samme måde som konkurrencestaten gør det, og det hænger sådan set meget godt sammen. Konkurrencestaten er en teknokratisk opgivelse af individets frihed, og en envejstilskyndelse til større effektivitet for statens skyld, mens folkeskolereformen skal sørge for, at en tidlig og organiseret tilpasning til denne arbejdstilværelse finder sted. Corydon siger, at han er socialdemokrat, og i længere tid har han fundet det nødvendigt, at sige det vidt og bredt. Hvad han måske ikke ved, er, at socialdemokratiet er vokset ud af den franske revolutions tre grundideer, først med solidt fodfæste i den socialistiske gren, dernæst - i mødet med den institutionaliserede parlamentarisme - i en mere moderat socialistisk form, iblandet en dosis økonomisk liberalisme. I Norden blandede man endda nogle konservative og nationale erfaringer i gryden, og fik skabt et parti, der i små hundrede år - i givtig dialog med andre partier - blev løftestang for en udvikling uden lige, hvor flere fik frihed til at vælge, færre oplevede fattigdom, og alle fik skolegang og adgang til viden. Dét socialdemokrati kunne jeg godt lide, og jeg savner det, også selvom det aldrig var perfekt. Der var dog en eftertænksomhed, en dialogvilje, en åbenhed, en historisk påpasselighed og en kulturel påmindelse til stede, og det var det, der skabte grundlaget for Socialdemokratiets bidrag til et (efter min mening) generelt godt og humant samliv i Danmark (måske fungerede socialdemokratismen netop ekstra godt i det land, der havde fostret både Grundtvig og Kierkegard?). Tilmed var Socialdemokratiet aldrig bedre end samarbejdet med liberale og konservative kræfter gjorde det.

Alt det har Bjarne Corydon misforstået. Han tror åbenbart, at det er de gode regnedrenge og samfundsingeniører, der har skabt Danmark. Han tror også, at selve det, at mennesket har en tidslig og unik eksistens på en unik klode med andre unikke mennesker (virkeligheden) har ændret sig. Her tager han grueligt fejl, for virkeligheden (og vores altid ufuldstændige erkendelse af den) er begrebsligt den samme, og alle principielle overvejelser desangående er nøjagtig ligeså gyldige/ ugyldige som de altid har været. Bjarne og regnedrengene kan ikke se den slags, og derfor tror de, at de kan designe et godt samfund, hvis programmerne bare er radikale, unipolære, uimodsagte og ambitiøse nok. Alle, der har læst en historiebog eller to (eller bare en bog i al almindelighed), må gyse ved tanken. For derved får vi jo, i fornægtelsen af det smukke og egentlige indhold af de tre gamle ideologier, skaden fra alle tre ekstremudgaver på samme tid. Liberalismens amok-økonomi, konservatismens selvtilstrækkelige antihumanisme og socialismens menneskefjendske systemrytteri.

 

Litteratur:

Mårtensson, Brian Degn (2012): ”Væren eller produktivitet – perspektiver på individet, samfundet og skolen”, Unge Pædagoger nr. 3/2012

Ove Kaj Pedersen (2011): ”Konkurrencestaten”. Kbh: Hans Reitzels Forlag

www.folkeskolen.dk/538888/corydon-folkeskolereformen-staar-mit-hjerte-naert-

politiken.dk/indland/politik/ECE2056921/corydon-konkurrencestat-er-ny-velfaerdsstat/

politiken.dk/debat/ECE2056720/corydon-jeg-tror-paa-konkurrencestaten/

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.141 andre er allerede tilmeldt