Folkeskolens leder:

Brug din stemme

Underrubrik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tirsdag aften i næste uge fortæller tallene, om overenskomsten kan træde i kraft, eller et flertal har sagt nej, så der skal konfliktes.

På skolerne og i kredsene er der blevet diskuteret og argumenteret. I det seneste nummer af Folkeskolen var der 16 (seksten!) sider med debatindlæg - de fleste med argumenter for eller imod aftalen. Og det samme gentager sig i dette blad: 20 (tyve!) nye sider med indlæg fra medlemmer, som forsøger at overbevise kolleger om, hvorfor de skal stemme enten nej eller ja.

Den diskussion skal ikke føres videre her på siden; nu drejer det sig om, at man hver for sig gør argumenterne op: Hvad er bedst for mig og mine kolleger? Hvad er bedst for arbejdsbetingelserne i folkeskolen på kort og lang sigt? Argumenter og konklusioner skal så oversættes til to små streger - til et kryds på stemmesedlen. Sådan fungerer demokratiet.

Og uanset afstemningsresultatet fungerer det bedst, hvis mange deltager. En høj stemmeprocent giver styrke, når DLF's ledelse dagen efter optællingen skal omsætte de afgørende tal til handling. Det er vigtigt, at konsekvenserne skyldes mange medlemmers aktive stillingtagen, uanset om de betyder, at der skal arbejdes videre med aftaletekstens praktiske resultater for løn- og arbejdsbetingelser, eller om de betyder forhandlinger i Forligsmandsinstitutionen og varsling af strejke.

Uanset om urafstemningen giver et ja eller et nej, er det vigtigt, at resultatet bakkes op af alle. Med ægte, mærkbar respekt for de kolleger, der har stemt anderledes end flertallet.

-th

Læs side 16 til 38 og side 4-5

En høj stemme-

procent giver styrke, når DLF skal omsætte de afgørende tal til handling