Artikel af Frederikke Højer, pædagog og børnehaveklasseleder og Line Rune Balling, cand. mag. i læring og forandringsprocesser,folkeskolelærer.

Økonomisk input-output logik har præget skolen

Den nye skolereform er måske ikke en perfekt løsning, men den en åbning. Der eksisterer et udviklingspotentiale, som kan realiseres gennem nytænkning af hele skolekonceptet og samarbejdsstrukturerne i og omkring det. Den danske folkeskole har aldrig haft et bedre grundlag end nu, for at udvikle sig til at blive en af de mest banebrydende og nytænkende folkeskoler i verden. Men hele projektet afhænger af om vi formår at bygge bro mellem det politiske og det praktiserende niveau, og ikke mindst at bygge flere og nye broer mellem professioner. Den overordnede politiske ramme for folkeskolen har i flere år taget afsæt i en økonomisk input – output logik, der med en snæver læringsforståelse har præget skolens rammer og struktur. F.eks. har folkeskolen med det tidligere regeringsgrundlag fra 2010: ”Danmark 2020. Viden, vækst, velstand og velfærd”, udviklet en evalueringskultur, der bygger på en præstationsmodel og et vækstparadigme. Indførelsen af nationale tests vidner f.eks. om et værdigrundlag, hvor folkeskolen også er blevet et internationalt økonomisk anliggende, hvilket får den konsekvens, at børnene bedømmes ud fra fastlagte og absolutte kriterier.1

Salamancaerklæringen blev vedtaget i 1994. Principperne i erklæringen går ud på, at alle børn har ret til skolegang. Skolerne skal tage hensyn til, og arbejde ud fra devisen om, at mangfoldighed og forskellige forudsætninger er en styrke, dels for fællesskabet og dels for den enkelte. Erklæringen påpeger, at et inkluderende afsæt er det mest effektive redskab til at skabe de bedste miljøer og betingelser for en skolegang, der kan være for alle. Der er tale om et dokument, der har stor indflydelse på skolepolitikken i mange lande.2

På nationalt plan har Danmark tilsluttet sig erklæringen. Den er implementeret i lovgivningen på skole- og specialundervisningsområdet. En lovgivning med bl.a. fokus på undervisningsdifferentiering, der betyder tilrettelæggelse og gennemførelse af undervisningen i folkeskolen, så den tilgodeser den enkelte elevs behov og forudsætninger - i fællesskabet.

Samtidig har det øgede fokus på at styrke folkeskolens faglige profil medført, at formålsparagraffen er ændret. Kundskaber og færdigheder træder i forgrunden, og ”elevens alsidige, personlige udvikling”, bliver ændret til ”elevens alsidige udvikling”, og får samtidig tildelt en underordnet plads. 3

Dét at have et øget fokus på faglighed kan imidlertid sætte grænser for inklusionsprocessen. Det er blevet tydeligt, idet undersøgelser viser, at et stadigt stigende antal børn op gennem ’90’erne og ’00’erne et blevet segregerede til specialtilbud og til specialundervisning. 4 Dette har man forsøgt at vende gennem inklusionsindsatsen.

Med andre ord, er der i høj grad blevet sat fokus på børnenes kognitive udvikling og læringens indholdsside, dvs. fokus på specifikke faglige kvalifikationer og kompetencer for at imødekomme samfundets behov: økonomisk vækst.

Det vi ser nu, er et skolesystem, der er kørt langt ud af den tangent, hvilket har skabt store udfordringer i skolens hverdag. Et overbelastet udredningssystem, hvor diagnoser har udløst ressourcer og specialtilbud til børn med særlige behov, der ikke kunne rummes inden for de eksisterende rammer. De ”diagnostiserede børn” er nu sendt tilbage til normalklasserne for at blive inkluderet, hvor noget tyder på, at deres særlige behov stadig ikke kan tilgodeses. Nye tal fra dansk statistik viser, at antallet af elever der får mellem 9 og 20 timers specialundervisning er faldet med 27 procent. Et tal der kan pege på, at de børn der er flyttet fra specialtilbud til normalklasser ikke får den nødvendige støtte.Børn har vækstpotentiale, men det er ikke noget nyt.

Problemet er, at den overordnede politiske styring af skolesystemet opererer ud fra en årsag-virkning logik, mellem input og output i skolesystemet, hvor resultatet skal give økonomisk vækst. Denne logik er imidlertid for simpel til at rumme menneskers og børns kompleksitet, og tiden er inde til et paradigmeskifte, som afspejler sig på alle niveauer.

Skolen i et videnssamfund og anerkendelse

Anerkendelse er kommet på den aktuelle dagsorden, både pædagogisk og mellemmenneskeligt. Dette skyldes samfundets udvikling fra industri- til videnssamfund. Kulturen i samfundet er i dag differentieret ud i et utal af forskellige værdier, og fællesskaber, med hver deres implicitte eller eksplicitte dagsordner og normsæt. Hastig udvikling og forandring er blevet et vilkår i samfundet.

Lars Qvortrup taler i sin bog ”Det hyperkomplekse samfund” (1998), om det moderne komplekse samfund. Et samfund som skaber mulighed for individer til at vælge mellem et utal af muligheder. I et hyperkomplekst samfund er der et overskud af valgmuligheder, og dette kræver udvælgelse, med erkendelse af, at alt kunne være blevet anderledes, hvis valgene var truffet efter andre kriterier.Ideelt set skaber det hyperkomplekse samfund mulighed for, at det enkelte individ kan præge sit liv uden hensyntagen til familiemæssige eller traditionsbundne forventninger. Heri ligger den stigende individualisering, som konsekvens af det komplekse samfund.

På baggrund af hastig udvikling og forandring, skal det moderne menneske være omstillingsparat og frustrationsrobust, være indstillet på at træffe nye valg og beslutninger. Ifølge Anne Lise Løvlie Schibbye fordrer dette et fast forankret selv, - det at have en oplevelse af sig selv, afgrænset fra andre, og i Schibbyes optik er dette en forudsætning for at kunne indgå i sociale fællesskaber. 5 Dannelsen og udviklingen af selvet er grundlæggende, og betinget af betydningsfulde anerkendende relationer.

Sat i forhold til inklusionsforståelsen, vil de professionelles kompetence i forhold til styrkelse af relationen og den anerkendende tilgang være afgørende for det enkelte barns mulighed for selvdannelse og – udfoldelse, og dermed øge betingelserne for deltagelse i skolens fællesskab.

Børns udvikling og læring afhænger af de professionelles kompetencer til at fremme en positiv opfattelse af og holdning til barnet og et hensigtsmæssigt samspil mellem f.eks. børn og voksne i skolen. Børnenes læring og udvikling afhænger ligeledes af de professionelles pædagogiske evne til at formidle mening, at grænsesætte og at opøve barnets selvkontrol og metakognition, dvs. evne til at reflektere, vurdere og planlægge. 6 Med andre ord er anerkendelse en forudsætning for barnets dannelse af selvet, barnets læring og evnen til senere at træffe valg i et hyperkomplekst samfund. Et barn i trivsel kan udvikle sot fulde potentiale.

Vi antager, at det overordnede økonomiske vækstparadigme, der præger skolen, med fordel kan erstattes af et trivselsparadigme, hvor vi mener at anerkendelsens logik må være central. Dette skift vil højest sandsynligt komme samfundsøkonomien til gode i sidste ende, fordi børnene udvikler sig til voksne, der er i stand til at tage beslutninger, der understøtter udviklingen af deres fulde potentiale. Spørgsmålet er, hvordan vi kan skabe en skole, hvor børnenes potentialer kan udfolde sig, og hvor der er fokus på vækst for barnets skyld.

Fra begrænset til udvidet læringsforståelse

Den skolestruktur vi kender (den fag- og klasseopdelte skoledag) repræsenterer en smal læringsforståelse. Den smalle forståelse har et ensidigt fokus på faglighed og ser koncentreret traditionel undervisning med løbende præstationsmåling som den rigtige vej. Men det viser sig imidlertid, at denne vej kun er rigtig for dem, der befinder sig i midterfeltet. Børn kan ikke proppes ind i et uddannelsessystem, der skubber dem i en bestemt retning, udvikler forudbestilte kompetencer og efter et antal år spytter dem ud i samfundet, så de kan skabe vækst. Børn og læring er mere komplekse størrelser end som så. Den begrænsede læringsforståelse kan imidlertid erstattes af en mere bred og udvidet læringsforståelse, der kendetegner f.eks. nyere forskningsbaseret pædagogik og psykologi.

En bred læringsforståelse anerkender at læring ikke opnås alene ved at fastlægge et indhold for et barns læring (f.eks. i et fag), og at barnet via undervisning udvikler sine kognitive evner og opnår at mestre dette indhold (f.eks. lærer at læse). Yderligere to dimensioner har stor indflydelse på læring; børnenes psykiske og fysiske sensitivitet, samt børnenes samspil med deres omgivelser. 7 Denne læringsforståelse lægger op til en holistisk forståelse af børn, hvor der tages højde for komplekse sammenhænge i og omkring dem.

Ny samarbejdskultur og skolestruktur

Hvis skolen i praksis skal kunne håndtere en bred læringsforståelse, er der brug for et stærkt samarbejde mellem eksperter inden for specifikke fagområder, faglig og almen didaktik, psykologi, pædagogik og specialområder. Der skal bl.a. bygges broer mellem de traditionelle fagområder fordelt mellem lærere, pædagoger, psykologer, specialundervisningskonsulenter osv., således at man kan udvikle læringsmiljøer, der tilgodeser en holistisk tilgang til børnenes udvikling og trivsel. F.eks. på følgende områder:

1. Det konkrete faglige/tværfaglige indhold og mål, samt børnenes tilegnelse af disse færdigheder og kompetencer med udgangspunkt i en udvidet tilgang til læring, hvor der fokuseres på forskellige læringsstile og praksissammenhænge (lærernes spidskompetence).

2. Børnenes fysiske og psykiske sensitivitet og sammenhængen mellem de to niveauer:

a) Børnenes psykiske balance, drivkraft, kreativitet, intuition (redskaber som f.eks. mindfullness, nærvær, dialog, kreative og musiske processer. Tværfagligt samarbejde mellem de professionelle).

b) Børnenes motoriske og sansemotoriske udvikling (f.eks. suppleres faget idræt med sansemotoriske aktiviteter i løbet af dagen, bl.a. for at styrke samarbejdet mellem hjernehalvdele, balance osv. Tværfagligt samarbejde mellem de professionelle).

3. Børnenes samspil og relationskompetencer (bl.a. gennem bevidst relationsarbejde. Pædagogernes spidskompetence). Samspillet mellem børn og voksne præges af en anerkendende tilgang, f.eks. ved at de voksne er sensitive overfor barnets udspil og formidler mening.

4. Børnenes bevidsthed om deres potentialer og udvikling (vha. synlig læring, feedback, samtale og dialog, hvor barnets selvkontrol og metakognition opøves gennem evnen til at reflektere, vurdere og planlægge. Tværfagligt samarbejde mellem de professionelle)

Med et bredere fokus vil man kunne forme en skoledag, hvor børnene cirkulerer rundt mellem afvekslende og meningsfulde aktiviteter, der stimulerer deres faglighed og alsidige udvikling gennem både analytisk sans, kreativitet og musikalitet, deres psykiske og fysiske sensitivitet og balance, deres relationskompetence, selvbevidsthed osv. Afveksling og alsidighed kan godt struktureres, og med lærere og pædagoger i et samarbejde kan der skabes en hverdag præget af ro, fordybelse og tilpas udfordring.

De professionelle i skolesystemet har arbejdet med disse områder i årevis, men nu er det på tide at udvikle en skole, der bevidst tilgodeser et bredt læringsbegreb, og hvor rammerne og samarbejdskulturen og strukturerne afspejler dette.

Fra inklusion til læringsrevolution

Derfor skal vi gøre noget helt andet end de andre, der er gået i saksen på den globale bevægelse, der fokuserer ensidigt på fagorienteret undervisning, standardisering, testbaseret resultatorientering, markedsstyring, data og kontrol. Det viser sig nemlig, at de lande vi kulturelt kan sammenligne os med, der har satset på et ensidigt fagligt fokus og en smal læringsforståelse rent faktisk klarer sig dårligere i internationale tests, f.eks. England. Man kan derfor ikke sætte lighedstegn mellem ensidigt fagorienteret undervisning og ønskede faglige resultater. Der skal så meget mere til, og den udfordring står lærerne med hver dag.

Den nye folkeskolereform kan blive første skridt til at skabe rammer, der i højere grad understøtter både børns faglighed, alsidige udvikling og forskellige behov, hvad enten det er et behov for øget struktur eller et behov for større faglig udfordring.

Det svære ved denne manøvre er at give slip på den eksisterende model, og at give plads til nye visioner og ikke mindst en ny praksis. Selvom mange er glade for den skole vi kender, så er dens grundlæggende struktur forældet, fordi den bygger på et begrænset læringsbegreb.

Lad os skifte fokus fra inklusion til læringsrevolution, hvor den inkluderende indsats er indlejret i et bevidst arbejde med en udvidet læringsforståelse, fordi den åbner op for forskellighedens styrker, som Salamancaerklæringen lægger op til, ved at anlægge flere veje og broer for børnene. De skal ikke alle sammen i den samme retning på den samme måde for at være inkluderet i fællesskabet.

Den nye skolereform er måske ikke en perfekt løsning, men den en åbning. Der eksisterer et udviklingspotentiale, som kan realiseres gennem nytænkning af hele skolekonceptet og samarbejdsstrukturerne i og omkring det.

Læringsforskere er over en bred kam enige om, at gennemgribende forandringsprocesser faciliteres på baggrund af kriser og disorienteringsdilemmaer, hvor det eksisterende grundlag forsvinder. Frustration, placering af skyld, angst, usikkerhed osv. er en naturlig del af processen.

Den danske folkeskole har derfor aldrig haft et bedre grundlag end nu, for at udvikle sig til at blive en af de mest banebrydende og nytænkende folkeskoler i verden. Og hvis ikke vi i Danmark kan skabe dialog og bygge bro - hvem kan så?

Noter:

1. Andersen og Andreasen 2011: ”Værdier i grundskolens evaluering gennem tiden”. I: Andreasen et al. (2011). ”Mål og vejet”. Aalborg Universitetsforlag.

2. http://pub.uvm.dk/1997/salamanca.pdf

3. Ibid

4. Tetler, S. & Langager, S., red. 2011:”Specialpædagogik i skolen”. Kbh. Gyldendals lærerbibliotek.

5. Schibbye, A.L.L. 2005: ”Relationer”. S. 226-301. Kbh.: Akademisk Forlag Schibbye, 2002.

6. Henviser til www.ICDP.dk og Hundeide, K. 2010: ”Relationsarbejde i institution og skole”. Frederikshavn.: Forfatteren og Dafolo forlag.

7. Bygger på en udvidelse af Illeris’s trekantsmodel fra Illeris, Knud. 2007: ”Læring”. Roskilde Universitetsforlag. s. 42.