"Respektindgydende engagement, uanset ingen ved om det går som de ønsker", skriver Margrethe Vestager på sin twitter profil, hvor hun også deler dette billede af hende og 5.a. Yasmin står yderst til højre.

5.a fik nej til at aflevere underskrifter hos Bødskov

Som en anerkendelse af 5.a’s hidtidige kamp for deres klassekammerat Yasmin og hendes mulighed for at blive i Danmark, var den fynske skoleklasse onsdag inviteret på demokratitur til Christiansborg. Med sig havde de 1.020 underskifter imod at sende Yasmin og hendes familie tilbage til Afghanistan.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

5.a kæmper for udvist afgansk klassekammerat

 "Vi måtte tage hjem med uforettet sag, fordi ingen i Justitsministeriet (rettet d. 9.dec. kl. 9.15) ville modtage underskrifterne. Det er for dårligt og vi opfatter det egentlig som en form for fejhed", siger Bendte Lund Jepsen, der er klasselærer i 5. a. Foruden hende var to forældre rejst med klassen fra Vestre Skole i Middelfart til København. På programmet stod en rundvisning på Christiansborg, et møde med Margrethe Vestager kl. 10 og et med Bertel Haarder kl. 15. Alt sammen noget eleverne glædede sig til, hvis bare de også kunne få lejlighed til at aflevere de 1.020 underskrifter, de selv har indsamlet og som opfordrer justitsminister Morten Bødskov og Flygtningenævnet til at give Yasmins familie humanitært ophold og siden asyl i Danmark.          

"Da den pige, der har fået underskrifterne i hånden, med forsigtige skridt går hen til den hærdebrede portner uden for Justitsministeriet og siger, at hun gerne vil aflevere nogle underskrifter til Morten Bødskov, så er det første han med hård stemme svarer: Har I en aftale? - altså underforstået, hvad bilder I jer egentlig ind", siger Bendte Lund Jepsen. Han bløder dog lidt op, da han bliver gjort opmærksom på, at det ikke nødvendigvis behøver være Bødskov selv, der tager imod underskifterne, men hvem som helst i ministeriet, der vil tage dem og lægge dem på hans bord, fortæller hun videre. Portneren går ind i sit portnerhus, men vender tilbage med et "Nej, der er ikke nogen, der kan tage imod."

Det lærte eleverne om demokrati Hjemme igen på Vester Skole i Middelfart er Bendte Lund Jepsen imidlertid ikke i tvivl om, at hendes 5.klasse lærte noget væsentligt om demokrati og sagsgange under besøget på Christiansborg.   

"De lærte i hvert fald, at politikere altid vil henvise vanskelige sager til det sted, hvor sagen hører under. Hvis ikke politikerne har ansvaret, så vil de ikke eller har de ikke lyst til at udtale sig konkret. Margrethe Vestager var til gengæld god til at tale om det generelle, hvad det kræver at være politiker, om arbejdsmængden osv., og Bertel Haarder greb også elevernes opmærksomhed med historier om at lytte til og tale med dem, man er uenig med ", fortæller Bendte Lund Jepsen. Og det er selvfølgelig også læring for hendes elever, mener hun.

Margrethe Vestager tog imod elevernes underskriftsindsamling på Christiansborg, men Bendte Lund Jepsen og 5.a har nu planer om at sende et nyt sæt underskrifter med anbefalet brevpost til Morten Bødskov i Justitsministeriet. (rettet d. 9.dec. kl 9.15)

Et undervisningsforløb med uvis afslutning  Siden Yasmins familie i foråret fik første afslag på asyl, har sagen fyldt meget for hele klassen, og Bendte Lund Jepsen har ikke kunnet se andre muligheder, end at inddrage den i sin danskundervisning. Som hun sagde til folkeskolen.dk tidligere på året: "Det her er samfundsfag på 4.-5. klassetrin. Situationen har gjort, at mine elever ikke har kunnet vente med den undervisning til 8. og 9.klasse". Endnu ved ingen, hvordan Yasmins sag falder ud. Afgørelsen om humanitært ophold skulle komme lige efter jul, men hvorvidt familiens asylansøgning bliver genoptaget, skal man ifølge familiens advokat ikke forvente afgjort før til sommer, refererer Bendte Lund Jepsen. Så her står hun med et undervisningsforløb, hun ikke ved, hvordan ender.    "I det øjeblik Yasmin ikke er her i landet mere, så hedder det ikke længere samfundsfag. Så handler det ikke om love og regler, men om følelser, og så bliver det mere et socialt forløb, vi skal igennem", siger Bendte Lund Jepsen.  Hun er klar over, at det så bliver hendes ansvar, at 5. a ikke bliver bitre på systemet, fordi det ikke gik som de havde håbet. Det må være en af skolens vigtigste opgaver, mener hun.