Blog
4   1235

Ophør eller oprør?! En diskussion af lærerstandens muligheder i den uddannelsespolitiske krise. Første del.

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


”Don´t you know that you can count me out – in” Dette indlæg er det første i en serie, der vil diskutere legitimiteten af et muligt oprør fra den danske lærerstands side.

I nullerne iværksatte VK-regeringen en stærk anti-uddannelseskampagne, der skulle gøre op med alt, hvad man ikke mente gavnede erhvervslivets aktiviteter i den internationale konkurrence. Anders Fogh Rasmussen gik til angreb på ”rundkredspædagogikken”, videnskabsminister Helge Sander proklamerede universiteternes omdannelse til produktionsvirksomheder under devisen ”fra forskning til faktura”, børnehaverne fik læreplaner og Lars Løkke Rasmussen forkyndte til sidst målsætningen om, at Danmark skulle indtage en plads blandt de fem bedste lande på de internationale skole- ranglister. Vi var mange, der i starten blot rystede overbærende på hovedet af denne mangel på indsigt i, hvad pædagogik og uddannelse er, og da SSFR-regeringen overtog landets styrelse, håbede mange på en mere fornuftig omgang med den livgivende samtale mellem generationer. Imidlertid gik det stik modsat! Det blev blot endnu værre! Den nye regering trumfede samtlige VK-regeringens vildfarelser, og iværksatte på rekordtid en række tiltag, der brutalt gjorde op med en lang tradition for demokrati, dannelse og oplysning. Projektet Ny Nordisk Skole, reformen af læreruddannelsen, lockouten af lærerne, fremdrifts- og folkeskolereformen er eksempler på denne tragiske udvikling.

Artiklen fortsætter under banneret

Som det er blevet beskrevet mange gange på denne plads, er vi som samfund ved at etablere et system, hvor upersonlige genstande (menneskekroppe) fra børnehavealderen målrettet tilpasses og formes til produktive medarbejdere i konkurrencestatens tjeneste. Der findes ingen ide om frihed, intet demokrati, ingen ånd og ingen skønhed i den herskende tænkning. Ingen pædagogik og ingen dannelse. Kun nødvendigheder og kold pligt.

Jeg skal med det samme understrege, at den uddannelsespolitiske kynisme efter min opfattelse på ingen måde er udtryk for ondskab fra de store partier, LO, Dansk Industri eller Dansk Erhvervs side. Jeg har nøje studeret næsten alle parternes skolepolitiske udmeldinger, og kan konstatere, at der er tale om lige dele uvidenhed, ignorance og snæversyn – men ikke ondskab. Der er altså ikke tale om egentlige klassiske skurke her, men derimod om det beklagelige forhold, at vi som folk har indsat en magtelite, hvis relativt ensartede livsførelse, uddannelsesbaggrund og åndelige horisont ikke pr automatik medfører en forståelse for, hvad pædagogik og uddannelse i grunden er.

Der har i flere år været gjort mange gæve forsøg på at tilvejebringe en forståelse af fx skolens egenart hos den omtalte magtelite, men det bliver efterhånden mere og mere tydeligt, at disse forsøg er slået helt fejl. Under lockouten var det eksempelvis klart for de fleste, der fulgte med i forløbet, at KL og regeringen (og Folketingets flertal) mente, at lærerstanden blot protesterede fordi de nu skulle til at bestille noget mere, ikke fordi der var noget særligt vigtigt på spil.  Der blev hverken lyttet eller tænkt fra magthavernes side, kun fremført endeløse recitationer af forud indstuderede fraser. På samme måde viste hverken Christine Antorini eller Morten Østergaard nogle som helst tegn på at have forstået indholdet af kritikken af deres sabotage af læreruddannelsen i 2012. Skrækeksemplet er måske uddannelsesministerens igangværende angreb på universiteterne, der blev indledt med nedsættelsen af en gruppe organisations-, kommunikations- og økonomifolk, der skal ”kulegrave” og erhvervsrette den danske åndsvidenskab.

De mange uddannelsespolitiske tiltag er blevet besluttet og gennemført af folkevalgte politikere og embedsmænd, der altovervejende er uddannede indenfor statskundskab, økonomi eller jura. Det er der sådan set intet principielt galt i, for den slags uddannelser kan være både fine og gode, og politikerne er i øvrigt fået deres mandater ved frie og retfærdige valg. Problemet er snarere, at den oplyste samtale, som er demokratiets praktiske forudsætning, er forsvundet. Lige så lidt som man kan forvente, at en uddannet musiklærer alene har den nødvendige faglige indsigt, der kan danne grundlag for udformningen af fx lovtiltag på spildevandsområdet, kan man forvente, at en økonom har forstand på pædagogik. Derfor har det i mange år været en god demokratisk skik, at de folkevalgte udviser en vis nænsomhed og lydhørhed i reguleringen af samfundets helt grundlæggende institutioner. Ingen kan nægte dem retten til at vedtage, hvad de vil, men det er en demokratisk nødvendighed, at de, der har fået og påtaget sig ansvaret for at træffe en beslutning på fællesskabets vegne, viser en ydmyghed over for opgaven, og forsøger at etablere et oplyst grundlag for de vedtagne beslutninger. Af samme grund har demokrati altid været en besværlig og langsommelig styreform. I 1930`erne var mange vesteuropæere fascinerede af, hvordan diktaturstater som Tyskland kunne rejse sig på rekordtid efter en ødelæggende krig og verdensomspændende økonomisk krise. I Danmark var både kommunistiske og konservative ungdomsorganisationer særligt betagede af denne beslutsomhed og effektivitet, og forsøgte sig også med lidt støvletramp i gaderne. Til alt held valgte vi i Danmark at holde fast i vores langsomme og famlende demokrati med dets mudrede forlig og endeløse diskussioner. Og vigtigst af alt: Den tilhørende nænsomhed i forhold til vores grundlæggende institutioner. På samme måde håndterede vi kriserne i 70`erne og 80 `erne i en ineffektiv ånd af gyldne middelveje og vanskelige kompromisser. Med til dette billede hører uundgåeligt, at man kan mene at den ene eller den anden historiske beslutning var god eller dårlig, men kendetegnende er det, at de - uanset kvalitet - var resultater af langvarige drøftelser, ekspertudvalg, råd, nævn, kommissioner og intense debatter. Denne skik med langsommelighed og ineffektivitet (og medfølgend nænsomhed) eksisterer i dag kun i det omfang, opgøret med den ikke er tilendebragt. Anders Fogh Rasmussen indledte eksempelvis sin regeringstid med at nedlægge ”nytteløse smagsdommer-institutioner”, og viste gennem hele VKO-tiden, at han og præsterne i DF nok vidste bedst på alle områder. En undtagelse er måske klimaforskeren Børn Lomborg og professor Niels Egelund, men senere har det jo vist sig, at den globale opvarmning er virkelig, og at PISA-opgørelserne genremæssigt befinder sig bedst et sted i mellem kontrafaktisk statistik og reel fiktion.  Med SSFR-regeringen er det her lidt anderledes, men ikke meget. Afskyen for folk, der i ikke-politiske sammenhænge har høstet anerkendelse for deres indsigt i et givent emne, er bevaret, men man har - især på skoleområdet - valgt at bruge særligt udvalgte ”eksperter” mere strategisk. I forbindelse med ændringen af læreruddannelsen og folkeskolereformen har man især knyttet sig til professor Jens Rasmussen fra DPU/ Århus Universitet og hans proselytter. I modsætning til VKO-tiden har man fra SSFR-regeringens side virkelig lyttet til ”sagkundskaben”, men kun til den sagkundskab, der siger ”det rigtige”. Tilmed har man, ifølge den professor, der nærmest fik lov til at skrive indholdet, leveret et mønstereksempel på ”forskningsinformeret” lovgivning med reformen af læreruddannelsen. SSFR-regeringen har altså, på trods af denne professorale assistance, altså ikke forbedret noget, blot radikaliseret sin uvidenhed. Jens Rasmussen er bestemt en velformuleret og aktiv forsker, men hans forkærlighed for – og læsning af – Niklas Luhmann er ikke udtryk for en tænkning, der er særligt udbredt internationalt. Principielt kan det dog være fint med en sådan nytænkning (ja, den er faktisk rigtig vigtig i videnskabelig sammenhæng), men i realiteten minder det ganske meget om VK-tidens bruge af Lomborg og Egelund, der dog ikke fik lov til at diktere indholdet af love på samme måde.

Når et demokratisk styre mister sansen for lydhørhed og dialog, er der problemer. Det formelle demokrati kan dog sagtens bestå (DDR var eksempelvis formelt et demokrati, og Kina har en meget smuk og lydhør forfatning), men i praksis er det op ad bakke. Når nogen mener at vide, hvad der skal gøres i en sådan grad, at andres synspunkter end ikke er værd at sætte sig ind i, så mister vi langsommeligheden og dialogen. Når en regering eller et flertal ikke skal repræsentere et folk, men ”levere resultater” som det så smukt hedder i konkurrencedemokratiet, så er der simpelthen ikke plads til tvivl og eftertænksomhed. Historisk ved vi, at man bestemt kan afskaffe arbejdsløshed og bygge mange motorveje i fraværet af lydhørhed og dialog, men man mister samtidig værdien af langsommeligheden og eftertænksomheden. Det er dette fænomen, vi ser i disse år. Det er et ophør af demokrati, oplysning og dannelse.

Nogen må gøre noget. Men hvem? Og hvad? Et er sikkert: Uden lærerne sker der ingenting. Men lærerne kan jo ikke redde demokratiet ved at sabotere demokratiske beslutninger! Vel? Omvendt kan lærerne heller ikke ukritisk hylde ophøret af demokrati, ånd og oplysning, for så er vi jo lige vidt.

Vi står altså i et dilemma, der hører til i den mere tunge ende.

 

… to be continued.

 

Litteratur:

Christensen, Per B.,  Rasmussen, Jens m.fl. (2012) Deregulering og internationalisering. Evaluering og anbefalinger om læreruddannelsen af 2006. Kbh: Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte for følgegruppen for ny læreruddannelse.

Mårtensson, Brian Degn, Thomas Aastrup Rømer, Peter Kemp m.fl.(2013): ”Den uddannelsespolitiske fimbulvinter”, Kronik i Politiken den 13/5-2013: politiken.dk/debat/kroniken/ECE1968221/den-uddannelsespolitiske-fimbulvinter/

Pedersen, Ove Kaj (2006): ”Fra velfærdsstat til konkurrencestat”. I: Asterisk nr. 28.

Pedersen, Ove Kaj (2011): Konkurrencestaten. Kbh: Hans Reitzels Forlag

Rømer (2013): ”Visioner for fremtidens skole. Pejlinger på den stående debat”. I: Mårtensson, Brian Degn: Skolens praksis. Tilgange til pædagogik, undervisning og læring. Frederikshavn. Dafolo

 

www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Forelaesere/N/Niels_Egelund.htm

politiken.dk/uddannelse/ECE1724655/minister-kraever-mindre-slaphed-i-folkeskolen/

www.folkeskolen.dk/530956/fremtidens-folkeskole---uden-fortid

www.uvm.dk/Aktuelt/~/UVM-DK/Content/News/Udd/Folke/2013/Jun/130601-Fremtidens-folkeskole-paa-vej

nynordiskskole.dk/


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.141 andre er allerede tilmeldt