Det arbejdsretslige system slår til igen.

Denne gang er det en voldgiftsdom afsagt af en højesteretsdommer i en sag om de løntrin, Lærernes Centralorganisation aftalte med KL ved Overenskomst 05.

På trods af klare beviser og dokumentation for, at der ved overenskomstforhandlingerne er afregnet og betalt for ét løntrin til alle lærere, så mener KL og Ballerup Kommune ikke, at lærerne i Ballerup er omfattet af denne del af overenskomsten. De skal kun have en del af et løntrin. Måske fordi de i forvejen - efter KLs opfattelse - er højtlønnede.

På trods af at der altså er betalt, så mener en højesteretsdommer - med voldgift som bijob - at KL må have ret, når man nu beklager sig over, at det bliver for dyrt. Lærerne i Ballerup skal ikke have et løntrin, siger dommeren.

Dommen lægger sig dermed i fin forlængelse af kendelser i det arbejdsretslige system i øvrigt.

Det gælder først og fremmest om at stå sig godt med arbejdsgiverne.

Sådan har det været utallige gange på hele arbejdsmarkedet. Sådan var det også ved konflikten på social- og sundhedsområdet i begyndelsen af 2007, hvor Arbejdsretten forlængede frister, afsagde kendelser, trak sagen i langdrag og udsatte konflikten nærmest efter diktat fra arbejdsgiveren, som var finansminister Thor Petersen.

Og senest mente Arbejdsretten, at lærerne på Frederiksberg skulle have en bod på 1.000 kroner hver - alene fordi de sagde, at de ikke ville udarbejde elevplaner, medmindre de fik tid til arbejdet. Et ganske rimeligt lønmodtagersynspunkt - men alene at sige noget er strafbart!

Også selv om alle lærerne faktisk udarbejdede elevplaner, da de fik tid.

Det arbejdsretslige system er kendetegnet ved at begrænse ytringsfriheden og ved total mangel på åbenhed og appelmuligheder.

Hvorfor skrotter vi ikke dette misfoster, som leder tankerne hen på levn fra enevælden og tyende-lov