Folkeskolen jubilerer

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

21. august blev Folkeskolens 125-års-jubilæum fejret. Først med et seminar om lærerne og skolen i medierne for kredsformænd og hovedstyrelse, som redaktionen havde inviteret til, og sidst på eftermiddagen ved en reception for samarbejdspartnere, politikere, anmeldere, forskere, mediekolleger, kunder og medarbejdere.

Chefredaktør Thorkild Thejsen fremhævede Danmarks Lærerforenings fornemme tradition for armslængdeafstand mellem udgiver og redaktion, som forhindrer politikerne i at blande sig i bladets indhold.

Tidligere undervisningsminister Margrethe Vestager sagde, at Folkeskolen dumper hver uge. Nemlig ind ad hendes brevsprække. »Det er også det eneste tidspunkt, Folkeskolen dumper«, sagde hun (læs Vestagers tale side 26. Redaktionen).

»Jeg læser Folkeskolen, hver gang det udkommer«, sagde Bertel Haarder. »Det er jeg nemlig nødt til for at følge med«, fortsatte han og roste bladets åbne, kritiske linje. Hvorefter han tilbød sig med ideer til, hvordan redaktionen kan sætte kritisk spot også på Danmarks Lærerforening.

»Jeg kan blive irriteret og gal, når jeg læser Folkeskolen. Men så længe jeg har indflydelse i DLF, skal der ikke røres ved armslængdeprincippet, som er så afgørende for bladets høje troværdighed«, Anders Bondo Christensen til de næsten 300 fremmødte.