»De børn, der skaber problemer, er også en gave til fællesskabet. De er ikke en byrde. For når man møder dem, lærer man noget - om egne reaktionsmønstre, om hvor forskelligt vi lever i dette lille land. Vi bliver klogere på os selv«, siger psykolog Jørn Nielsen til de 300 lærere, pædagoger og forvaltningsfolk, der er samlet fra hele Gladsaxe.

Scenen er Gladsaxe Gymnasium, men forsamlingen består af personale fra folkeskolen. Det er Gladsaxe Kommune, der har inviteret til introkursus på lærernes første arbejdsdage. Emnet i dag er den rummelige skole.

På scenen ses en klasselærer, en skoleleder, en skolefritidsordningspædagog og en forælder. De taler om Sabine i 3. klasse. Sabine, der er for tyk, går i for upraktisk tøj, kommer for sent i seng og selv skal finde ud af at gå i skole om morgenen. Læreren har talt med hendes far, men det blev aldrig rigtig til en dialog.

Det er Dacapo Teatret, der spiller rollerne. Senere kommer salen på banen med gode råd til skuespillerne, og en lærer overtager lærerens rolle på scenen i en samtale med skolefritidsordningspædagogen. Det bliver dog heller aldrig rigtig til en dialog.

Jørn Nielsen bliver også sendt på scenen indimellem, og han bliver afbrudt igen. Det står Dacapo Teatret for. Mikrofoner bæres rundt i salen, så der er mulighed for at give sit besyv med.

Gladsaxe Kommune vedtog sidste år en indsats for øget rummelighed i folkeskolen. Kommunen har oplevet en voldsom stigning i antallet af elever til den vidtgående specialundervisning, men kulturchefen understreger i sit indledende oplæg, at det ikke blot handler om at spare.

Vi skal have visioner

Rummelighed i skolen. Inklusion. Det er svært. Psykolog Jørn Nielsen slår fast, at der ikke findes enkle løsninger. Man skal altid diskutere sig frem til lokale løsninger. Han har som psykolog været med til at flytte et barn 800 meter fra én skole til en anden. Fordi »problembarnet« ikke gav problemer på en anden skole i en anden kultur.

»Det er ikke nok at beskrive barnet, man skal også beskrive lokalområdet«, forklarer han, der arbejder som privatpraktiserende psykolog og har skrevet flere bøger om adfærd, kontakt, trivsel og rummelighed.

Jørn Nielsen taler om fællesskabet. Fordi inklusion handler om, hvordan vi får fællesskabet bragt ind. Hvordan de voksne omkring barnet fungerer, og om man bruger hinanden hensigtsmæssigt.

»Man får let en følelse af afmagt, når verden er kompleks. Man kommer til at føle, at man ikke gør det godt nok. Men afmagt og personlig fiasko er dét, der ekskluderer mest. Og skrækscenariet for alle er, at man for eksempel som lærer står alene med problemet. Dét er første skridt til at knække sammen«.

Han understreger, at man som professionel ikke må nøjes med at beskrive.

»Vi skal gå skridtet videre end empiri. Hvis vi kun beskriver, så skiller vi folk. Vi skal også tale om visioner, dét, vi ønsker, for det samler folk«, siger Jørn Nielsen.

Han eksemplificerer det ved at fortælle, at man let forfalder til at sidde i en gruppe af lærere, pædagoger og socialrådgivere, der beskriver et barn. Det kan fortsætte længe, hvis man ikke passer på. Og man skal huske, at »vi er de fortællinger, der bliver fortalt om os«.

Han anbefaler, at man sætter et æggeur til at ringe efter ti minutter. For efter ti minutters beskrivelse vil der kun være tale om gentagelser. Så når uret ringer, skal man være visionær. Hvad ønsker vi af forandringer for det pågældende barn? Hvad inviterer barnet til? Hvor kan vi tage fat?

Sabine inviterer os

»Vi skal lægge vores indsatser sammen, så det bliver let og godt. Vi skal være fælles om dette, så vi skal alle bidrage med vores bedste. Vi skal være nysgerrige, lade ideerne blomstre og undersøge tingene nærmere. Inviterer Sabine os til at arbejde med skoledelen eller familiedelen? Hvis hun vil accepteres af pigegruppen i klassen, så har skolen et ansvar, og hvis det er madpakke, det handler om, så vil vi traditionelt sige, at det er forældrenes ansvar. Men da det ikke har hjulpet hidtil, kunne vi måske give hende en madpakke på skolen«, siger Jørn Nielsen.

Han mener, at man skal have et bredt undervisningsområde. Skolen skal lære familien bedre at kende, tale med dem om, hvad de magter, og hvor skolen kan hjælpe.

Igen taler han om fællesskabet. At det er fællesskabet, der skal bringes ind, og hensynet til fællesskabet.

»Inklusion kan skolen og lærerne ikke klare alene. Børn og forældre skal med. Vi skal huske, at de børn, der skaber problemer, også er en gave til fællesskabet. Fordi vi lærer noget ved at være sammen med dem, og fordi de børn også bidrager til de andre børns alsidige liv og udvikling. Dét skal vi fortælle alle forældrene«.

Jørn Nielsen siger, at skolen naturligvis handler om læring, og at ikke alle kan inkluderes, der vil være undtagelser. For eksempel hvis der er tale om vold. Han siger også, at lærerne skal være åbne over for forældrene og fortælle, at der måske i en 2. klasse er en spændvidde på læringsområdet, der går fra børnehaveklasseniveau til 5.-klasse-niveau. Dét skal klassens forældre også vide.

De 300 lærere i salen snakker livligt om rummelighed, når de får to minutter til at vende noget med sidemanden, og de deltager aktivt i løsningen på de problemer, som skuespillerne viser.

»Jeg kan genkende det hele«, fortæller en lærer. »Man skal altid være to til en forældresamtale, hvor var klasselærerens gode kollega skolefritidsordningspædagogen henne?« spørger en anden. »Klasselæreren sender hele tiden nødraketter op, men ingen griber dem«, som én siger. Klasselæreren her står nemlig helt tydeligt alene med sin bekymring om Sabine.

En ballon og lidt statisk elektricitet giver mulighed for at gå tur med en sæbeboble. Man kan blæse en boble med hul i, to bobler sammen - også kaldet en numseboble - og man kan blæse en boble inden i en anden boble. Desuden er der masser af matematik og farvelære i sæbebobler. Man skal bare huske, at grøn Fairy giver de bedste bobler - en halv deciliter til én liter vand og så en spiseskefuld glycerin.

Experimentarium guidede nogle af Gladsaxes lærere rundt i bobleuniverset, mens andre skar i dyrelunger eller prøvede at få æg til at falde og lande blødt ved hjælp af papir, snor og sugerør. Der var både »hands on«- og »brains on«-aktiviteter for de 250 naturfagslærere på Gladsaxe Kommunes kursusdag.