Lærerne skældte ikke så meget ud, når der var kamera på, fortællerJulie Odgaard Bjeldorf Christiansen og hendes veninde Anna Thuesen Broeng

Eleverne: Megafedt, at vi kommer i fjernsynet

Julie fra 7.a har problemer med matematik, men lærer at løse ligninger på 9.-klasse-niveau. Til gengæld er hun lidt nervøs for hårfarven, inden hun skal på tv

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er megafedt at komme i fjernsynet, og vi har haft det rigtig godt med kameraholdet. Sådan lyder vurderingen fra veninderne Julie og Anna, der begge går i 7.a på Gauerslund Skole.

Julie er hovedperson i et af de otte afsnit. Hun blev valgt, fordi hun havde problemer i matematik, men samtidig var motiveret for at blive bedre.

»Det var fedt, at jeg blev valgt til at være hovedperson, fordi jeg virkelig gerne vil være god til matematik, ligesom jeg for eksempel er god til dansk«, siger Julie Od-gaard Bjeldorf Christiansen.

Og det har virket. Begge piger har fundet ud af, at de lærer bedst ved at gøre ting med hænderne, og det har været indfaldsvinklen, når de har arbejdet med at blive bedre. Der har været fokus på ligninger, og efter en del timers slid kunne Julie løse dem på 9.-klasse-niveau, forklarer hun.

Kameraerne vænnede eleverne sig hurtigt til. Der var dog visse problemer.

»Når Julie blev filmet, havde hun en mikrofon på hele tiden. Nogle gange glemte hun at fortælle mig det, når vi skulle have en pigesnak, så jeg begyndte bare at snakke om noget hemmeligt, selvom kameraholdet kunne høre det i deres høretelefoner. Men så har vi lavet nogle tegn, så hun viser mig, at hun har lyd på«, fortæller Anna Thuesen Broeng.

Lærerne har dog ikke opført sig naturligt hele tiden, mener pigerne.

»Specielt i begyndelsen var de anderledes, når der var kamera på. De var lidt skizofrene. De skældte aldrig ud, når kameraholdet var der, men først når de var væk. Det var lidt mærkeligt«, siger Anna.

De to piger er ikke bange for at sige noget dumt, mens en stor del af Danmarks befolkning kigger på dem. Julie har dog visse overvejelser om at blive udstillet.

»Jeg er bange for, at jeg ser dum ud. Jeg havde brunt hår før, og så sad jeg tre timer hos en frisør for at få lyse striber i, men det blev ikke ordentligt. Nu har jeg fået lavet det bedre«, siger hun.

Mikkel Kamp