Debat

Demokratiet længe leve

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi har netop været ved stemmeurnerne for at sætte vores kryds ved valget til kommunalbestyrelser og regionsråd.

Set i et globalt perspektiv er det fantastisk at leve i et land med et veludviklet demokrati, hvor borgerne er tætte på politikerne og beslutningerne. Det er der så absolut grund til at være stolt af! Skolegang og uddannelse er vigtige grundsten i demokratiet, og vi har bygget skolen på et fundament af deltagelse, ansvar, samtale - demokrati. Hvordan går det så med det danske demokrati? Hvordan går det med debatten og dialogen, der skal gøre os alle sammen klogere og få politikerne til at træffe beslutninger på et solidt grundlag? Hvordan går det med borgernes oplevelse af at være en del af beslutningerne? Kan vi identificere os med dem og se os selv i dem?

Demokratiet er veludviklet i Danmark, men den elitære udvikling i samfundet er mere og mere udtalt. De politiske partier fjerner sig fra den virkelighed, som borgerne oplever, og flytter sig ind i deres egen verden. Socialdemokraterne er måske det tydeligste eksempel på det. Partiets top består næsten kun af akademikere, der aldrig har haft en dagligdag blandt almindelige, arbejdende danskere - måske derfor er empatien over for de samme mennesker svær at få øje på. De politiske ideer og tiltag er blevet til i tæt samarbejde med ligesindede akademikere i Finansministeriet, mens forbindelsen til arbejdende, indsigtsfulde borgere er ikke-eksisterende.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Tankerne og ideerne i skolereformen er skabt på samme måde - krydret med et fælles ønske om at jorde lærerne.

Det blev dygtigt fulgt op af ministeren på årets Sorø-møde, hvor alle fortalte om, hvor godt det hele bliver. I Danmark er der tradition for åben debat, det er en del af det danske demokrati, og det højner beslutningernes troværdighed. For tiden er den pædagogiske debat nærmest forstummet og afløst af rygklapperi. Der er kun ganske få pædagogiske forskere og debattører, som kommer med konstruktive, kritiske holdninger til reformens indhold og den pædagogiske konsensus. Er det svært at komme til orde? Er det for konfliktfyldt, eller er det forbundet med for store konsekvenser at sige eliten imod?

I andre lande sætter folk livet på spil for at få lov til at udtrykke sig - i Danmark har vi alle muligheder, men undlader efterhånden at bruge dem!

Det kan vi gøre bedre. Danmarks lærere er klar - er der andre, der vil være med?