En tidlig morgen i april samles en lille gruppe af voksne mennesker på en parkeringsplads i et sted i Danmark.  De kommer ikke på én gang, men dukker en efter en op ud af den kølige morgendis og samles på parkeringspladsen lige uden for skolens område. Det er lærere, som er blevet omfattet af den landsdækkende Lock-Out, som kommunerne landet over har effektueret for størstedelen af landets lærere.

Jeg er blandt disse mennesker, for også jeg er lærer, og det har jeg været i snart 14 år nu. Måske er det også årsagen til, at jeg skriver nu. 14 år giver alligevel et vist overblik og en del erfaring. Man formår at sammenligne og se strømninger igennem tiden.

Luften er kold og fugtig på denne morgen, og solen er ikke til at se. Man fryser, men fryser heldigvis ikke alene. Der er mange parkeringspladser og mange steder landet over, hvor lærere står som her. Fælles for alle er, at man synes situationen er vanskelig. En parkeringsplads er nu engang et sted, hvor man parkerer biler, ikke mennesker. Men fordelen ved at være ramt af Lock-Out og henvist til en parkeringsplads er, at man har tid til at fundere og iagttage i jordhøjde, så det vil jeg gøre.

Jeg kan se skolen. Der er lys derinde, selvom klokken endnu ikke er 8, men jeg ved, at der ikke vil være undervisning i dag. Grundtvigs skole for livet er lige nu en skole i åndenød. Nærmest ufatteligt, for i mine mange år som lærer – og i høj grad også længere tid tilbage - har skolen altid været den stabile, kulturbærende institution, børn og voksne kunne regne med. Det billede går mere og mere i stykker for hver dag, der går. Men som højthævet byrådsmedlem, embedsmand eller politiker på Christiansborg ser man nok ikke denne nedbrydning. I børnehøjde er den dog tydelig. Finansminister Bjarne Corydon hævder godt nok, at Folkeskolen får tildelt flere milliarder, men det er for mig at se taljonglering. Min virkelighed har i de senere år været en anden med mange besparelser, sammenlægninger og nedskæringer, samt forflyttelses- og fyringsrunder. Men forringelserne i skolen er ofte sket under lange og mange stavelsesord såsom ’rummelighedsprincipper’ og ’effektiviseringsmuligheder’. Ganske flotte ord, ikke sandt? Det er blot en skam, hvis netop sådanne lange og flotte ord er med til at udhule de værdier, som generationer har været med til at bygge op i vores fælles skole, Folkeskolen.

Ude over markerne kan jeg høre lærken og i ny og næ også viben. I modsætning til de fleste af de folkevalgte lokalpolitikere giver i det mindste fuglene lyd fra sig. Det er da altid noget, når så mange med ellers så  høje statslige gager går rundt, som havde de fået mundkurv på, og fuglenes sang får mig til at tænke på, at 5. klasse netop i denne tid skulle have haft et fugletema i Natur/teknik. Vi skulle have oplevet de kileformede fugletræk på himlen og have været på feltarbejde med kikkert. Nu går de glip af det. Undervisningsminister Christine Antorini bebuder ellers, at Lock-Outen ikke vil betyde tabt undervisning for eleverne, men jeg er ikke så sikker. Nok er hun minister, men ligefrem genskabe april måned og fremmane fuglenes forårstræk på himlen, det formår hun næppe. Men man kan vel nok meget med ord, tænker jeg.

Men undervisningsministeren og finansministeren er blandt de få, som trods alt har ytret sig, og for det skal de respekteres, men generelt har jeg godt nok savnet kompetente politikernes – både lokale og landsdækkende  -, og prominente fagfolks meninger om alt det her. Som folkevalgte politikere eller som fanebærere af vækstpædagogikkens smukke principper om uddannelsen og dannelsen af det hele menneske, burde netop folkevalgte politikere og pædagogiske vismænd – de i min seminarietid benævnte ’Fyrtårne’  -, udvise ansvarlighed og ikke bare lade stå til, for lige nu står for meget på spil. Hvis ikke en tom skole skulle være anledning til at ytre sig og virke som folkevalgt politiker eller pædagogisk vismand, hvad er så anledning? Elever, forældre og lærere er vel også en slags mennesker. Det er trods alt elevernes dannelse og kompetencer, vi på sigt skal leve af.

Hen imod parkeringspladsen kommer pludselig en venlig dame gående. Hun har en rød termokande med varm kaffe og nogle plastikkrus med, og straks begynder hun at dele rundt og skænke op. Hun siger ikke sit navn, eller hvorfor hun er kommet, men smiler blot, taler med os og beklager den for os så ulykkelige situation, samt at hun ikke har husket at medbringe té. Sådanne mennesker er smukke i mine øjne. De har format.

Ude på vejen kører en traktor forbi med en kæmpeplov. Nå ja, det er jo i denne tid, at jorden skal bearbejdes for at planter kan spire og gro. Landmanden som kører traktoren studser lidt, kan jeg se, men hilser venligt. Måske tænker han i sit stille sind: ’Hvad står de der for? Hvorfor går de dog ikke på arbejde?’  Og jeg forstår ham godt. Det her giver ingen mening. Lærerne vil gerne arbejde, men vi må altså ikke komme ind på skolen i øjeblikket. Vi har skullet aflevere vores nøgler og får ingen løn. På trods af 5, 10, 15 – ja, for nogles vedkommende næsten 20 års tro tjeneste - så skal vi bydes dette. Jeg synes, at det er uværdigt, og jeg ved, at mine kolleger og jeg har arbejdet godt og pligtopfyldende med de opgaver, som vi har fået igennem tiden med elevernes faglige og personlige dannelse i fokus. Det har ikke altid været let, for Folkeskolen har været forum for så mange reformer, strukturændringer, sammenlægninger, lukninger, nye strømninger og tiltag, at man til tider blot drømte om arbejdsro. Hver gang en ny regering træder til eller blot ved den mindste anledning til, at en minister kan sætte sit fingeraftryk, så skal Folkeskolen reformeres ovenfra og ned. Det er der nemlig prestige og stemmer i, og for at formulere paragraffer og lovtekster om alt det nye sættes der gang i styrelser, embedsmænd, ledere, sekretærer, IT-afdelinger og trykkerier for ikke at tale om afholdelse af utallige møder, konferencer og internater med spisning, foredragsholdere, overnatning og kørsel. Og alt dette er naturligvis temmelig dyrt – især set i lyset af at processen som regel skal gentages om ganske få år, når alt dette revolutionerende og særdeles vigtige nye igen skal fornyes -, men i udviklingens og forandringens navn kan meget forsvares, og så må man jo spare andre steder, fx hos børnene i skolen.

Men det forekommer mig, at planter på landmandens mark vokser nedefra og op, og måske er det ikke uvæsentlig pointe, når man taler om, at ting skal spire og gro – også lærdom. I hvert fald har de bedste perioder i min tid som lærer netop været de perioder, hvor tingene er gået op i en højere enhed, dvs. idéerne er blevet til fx på et pædagogisk rådsmøde i et tillidsfyldt samspil imellem SFO, lærere, ledelse, elever med tillidsfyldt opbakning fra forældre og skolebestyrelse.

Bemærk ordet ’tillid’. Det er et i denne tid meget forsømt ord, og vi burde give det mere plads. For ligesom jeg har tillid til, at landmanden, tømreren, fiskeren osv. passer sit arbejde ansvarsbevidst og godt, så forventer jeg også, at mit arbejde mødes med tillid. For hvis det modsatte bliver tilfældet og vi begynder at bruge ord over for hinanden såsom ’konflikt’, ’modpart’ osv., så fyldes vi med mistillid og mistænkeliggørelse, og det er dårligt for os som mennesker og som samfund. Jeg har aldrig før denne Lock-Out set KL, Kommunen, Byrådet eller Borgmesteren som min ’modpart’, men retorikken i denne ulykkelige konflikt har skabt dybe kløfter i mange sind. Lad os få den respektfulde tillid til hinanden tilbage, med dens iboende imødekommenhed og anerkendelse. Det er der arbejdsglæde og god energi i.

Forud for denne Lock-Out er der foregået en proces, som skulle have været en anstændig forhandlingsproces. Men meget tyder på, at det ikke har været tilfældet. Der har været en eller anden form for koordinering imellem KL, Regeringen og Moderniseringsstyrelsen. Normalt burde det ikke være noget problem, men det bliver det desværre, hvis man uden at inddrage lærernes centralorganisation definerer en skolereform omkring folkeskolen, som radikalt ændrer på lærernes arbejdsvilkår. Det er trods alt lærerne, som skal føre reformen ud i livet. Problemet er ikke ændringerne, men den manglende vilje til at forhandle og snakke ordentligt og reelt om tingene.

Lærerne er på ingen måde uvillige til forandringer. Tværtimod er vi kendetegnede ved en stor grad af fleksibilitet. Det kræver vores arbejde simpelthen – både med eleverne og kollegialt. Vi har implementeret begreber såsom inklusion, LP-modellen, samordnet indskoling, bevægelse i undervisningen, praktisk/musisk dimension, faglig læsning, inddragelse af lokalsamfund osv. Og den seneste overenskomst fra 2008 giver lederen ret til både at lede og råde over lærernes arbejdstid i en hidtil uset grad – også for registrering af mødetid og tilstedeværelse på skolen fra morgen til aften, hvis man ønsker det. Så jeg forstår ikke, hvorfor alting skal skrottes og erstattes af noget helt nyt, som ingen tilsyneladende kender omfanget og konsekvenserne af, hvad angår skolegang, arbejdsmiljø og kvalitet i undervisningen.

Lad os få visioner i børnehøjde frem for populistiske reformer.

Der er nogle få biler, som kører til og fra skolen. Enkelte på cykler med cykelvogn. Nogle gående, hånd i hånd. Det er forældre til børn, som skal i skolens fritidsordning. Det er dejligt at se, hvordan forældrene giver sig tid til at sige på gensyn til deres børn. Et dagligt godt, kærligt og tillidsfyldt ’Hvor-er-jeg-glad-for-dig!’ - knus betyder meget og smitter af på den enkeltes trivsel og evne til empati. Efter den rituelle afsked med børnene passerer forældrene os på parkeringspladsen. Vi  vinker og hilser til dem alle, og selvom reaktionen er forskellig fra forældrene, så tror jeg dybest set, at de har det som os: ’Det er en ulykkelig situation for alle, såvel børn som voksne. Find dog en løsning sammen, og giv os skolen tilbage!’.

En enkelt bil holder ind til siden, ruller vinduet ned og spørger: ’Er der noget nyt?’. Jeg kan høre bilradioen. Den spiller det gamle Simon and Garfunkel nummer, ’Bridge over troubled waters’, og mens snakken går om den fastlåste situation, tænker jeg, at netop denne sang faktisk passer meget godt til tiden lige nu. Der er oprørte vande, og der er mange, som enten tier eller gennem deres retorik pisker til bølgerne. Men hvem kan bygge bro over de oprørte vande, så tingene kommer til at fungere igen? Hvem har mod til at erkende og sige højt, at det nu handler om at begrænse skaden på vores fælles skole og finde det nødvendige og anstændige forhandlingskompromis – broen - i respekt for de børn og voksne, som hver dag skal fylde folkeskolen med liv og virkelyst?