Debat

Hvordan tør I lade være med at lave lokalaftaler i kommunerne?

Det er titlen på et kronikudkast, jeg har sendt til Politiken. Jeg indsætter den herunder. Jeg vedhæfter også en rapport fra Skolverket, der handler om svenske læreres arbejdstid. Det er interessant læsning.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvordan tør I lade være med at lave lokalaftaler i kommunerne?

I Sverige mangler der 30.000 uddannede lærere, og i 2020 regner Lärarförbundet i Sverige med,  at der mangler c 43.000 uddannede lærere, og det er ikke kun i yderområderne. I Stockholm er antallet af ikke-uddannede lærere steget med 10% på bare 1 år. Hver 3. læreruddannede arbejder ikke i skolen, og tilgangen til uddannelserne er alt for ringe til at kompensere for frafaldet.

I Norge mangler der 15.000 uddannede lærere, og det vil formentligt stige til 20.000 i 2020 ifølge Utdanningsforbundet. Der er det paradoks, at studenter med en studentereksamen, der er for ringe til, at de kan komme ind på læreruddannelsen, er ansat i fuldtidsstillinger som erstatning for uddannede lærere.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Er det den form for ”ny nordisk skole”, vi gerne vil have?

Selvfølgelig ikke. Vi vil meget hellere have det som i Finland, som ikke har lærermangel, har stor søgning til læreruddannelsen og som regelmæssigt ligger i toppen i internationale undersøgelser, så sund fornuft burde sige os, at det var det, vi skulle stræbe efter.

Det er bare ikke der, vi er på vej hen.

I Sverige og til en vis grad også i Norge har man valgt en model, der minder om det, vi er på vej til i Danmark med meget tilstedeværelse og central styring og testning, hvor man har styrket ledelsen, mens man i Finland har valgt at styrke lærernes fagprofessionelle råderum. Man har både i Sverige og Norge været igennem ændringer, der indskrænkede lærernes ejerskab til deres arbejde, hvor man i Finland har styrket det.

Hvor ligger det danske system? Vi ligger i en mellemposition. I 1993, da folkeskolen blev kommunaliseret, gik vi over mod et mere regelstyret system som det svenske, men med 08-aftalen gik vi i retning af det finske system ved at styrke den enkelte lærers fagprofessionelle råderum.  Effekten af det kunne aflæses i bedre resultater i internationale sammenligninger bl.a. Timms og Pirls, hvor vi nu samlet set klarer os bedre end både Sverige og Norge. Vi kunne vælge at fortsætte af den vej, men i stedet har vi valgt at overhale svenskerne indenom, og et af de mest markante resultater af dette er lov 409, der nu skal regulere lærernes arbejdsforhold.

Lov 409 er et paradigmeskift i dansk skoletænkning, hvor lærerne går fra at være lærere til at være funktionærer med et lærerjob.

Det betyder, at man møder på sin arbejdsplads, udfører sit arbejde efter bedste evne med de midler – herunder arbejdstid – ledelsen stiller til rådighed, og når arbejdsdagen er slut, går man hjem og holder fri.

Det er det, der er kernen i lov 409.

Det er radikalt anderledes end den måde, vi som lærere har tænkt og arbejdet hidtil. Jeg har altid selv i mine mange år som lærer opfattet lærerjobbet mere som en livsform end som et job.

Lærer var man altid, og man var stort set altid til rådighed. Sådan vil det ikke være fremover.

Med udgangspunkt i lov 409 vil normen være fuld tilstedeværelse, hvilket betyder, at alt arbejde udføres på arbejdsstedet i den berammede tilstedeværelsestid. Det, der nås, er godt nok. Hvis ikke, må ledelsen ind over og hjælpe medarbejderen med at prioritere opgaverne.

Da undervisning er folkeskolens kerneydelse og raison d’etre, er den, samt de arbejdsopgaver der understøtter denne kerneydelse, den vigtigste prioritet i arbejdets tilrettelæggelse.

Forberedelse og efterbehandling af undervisningen er derfor den højst prioriterede arbejdsopgave efter undervisning.

Så må andre opgaver vige.

Alle – også lederne – er forpligtet af balanceprincippet.

En af KL’s påstande er, at nu er det opgaverne og ikke tiden, der er vigtig.

Det er forkert.

Tværtimod vil man som medarbejder have langt mere fokus på tid end tidligere. Indtil nu har vi talt tid en gang om året, og når det var overstået, var det opgaverne, det gjaldt.

Fremover er tiden i fokus, og opgaverne skal løbende tilpasses den.

Ideen om, at de enkelte teams får en opgaveportefølje, som de så selv fordeler imellem sig, er i bedste fald naiv. Dermed vil ledelsen bare kaste aben videre til medarbejderne, og jeg er bange for, at det enten vil betyde, at medarbejderne kaster den tilbage igen, eller at man udvikler en kultur, hvor medarbejderne presser hinanden, indtil de svageste bryder ned.

Man kan spørge sig hvorfor man, når man nu ville lave noget nordisk, ikke kopierede den mest succesrige model, men derimod den eller de, der gav den største mulighed for fiasko.

Er det fordi den svenske lærer er mere effektiv og underviser mere?

Det er det ikke.

Skolverket i Sverige, der svarer til Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen i Danmark har i 2013 udgivet rapport nr. 385 med titlen

” Lärarnas yrkesvardag

En nationell kartläggning av

grundskollärares tidsanvändning”

Ifølge den anvender svenske lærere i gennemsnit 34% af deres arbejdstid på undervisning, og 30% på forberedelse, efterbehandling og refleksion over denne undervisning.

Danske lærere anvender i dag 39% af deres tid på undervisning, og vil efter den 1. august 2014 anvende 43% af deres tid på dette.

Tiden til forberedelse og efterbehandling samt refleksion ligger i dag på c. 25% af arbejdstiden, og vil fremover, hvis der ikke sker bortfald af andre opgaver udgøre 21%.

Til en times undervisning har en svensk lærer altså 53 minutters forberedelse, efterbehandling og refleksion, mens en dansk lærer i dag har 39 minutter til den samme opgave, og fra 1. august 2014 kun 33 minutter.

Denne arbejdsbelastning stresser svenske lærere så meget, at de forlader arbejdet.

Hvorfor har danske lærere været så meget mere effektive end deres svenske kolleger. 15% mere undervisningstid pr ansat og 27% mindre forberedelse pr. lektion er en ret stor forskel i produktivitet. Havde vi samme produktivitet som i Sverige, skulle vi ikke være 54.000 men 62.000 lærere i Danmark, og disse 8.000 ekstra lærere ville koste over 3 mia. kr. om året.

Fra august 2014 skal danske lærere undervise 26% mere end deres svenske kolleger, og forberedelsen pr. lektion vil så falde til 62% af, hvad en svensk lærer har.

Mit bud er, at den høje grad af selvledelse og egenansvar har gjort, at lærere i højere grad har haft en arbejdsetik, der ligger op af selvstændige erhvervsdrivende, der arbejder, til opgaven er løst, end en lønmodtagerarbejdsetik, hvor man arbejder i den tilmålte tid.

Det er det, jeg mener, når jeg i starten skriver, at der sker et kulturskred fra at være lærer til at være en funktionær med et lærerjob.

Dette domænetab kan vise sig at få voldsomme konsekvenser.

At være lærer er et hårdt og belastende job. Det er det job i landet med den hurtigste stigning i antallet af førtidspensioneringer. Mange lærere føler sig hårdt presset i hverdagen og oplever, at de aldrig rigtigt har fri. Når man alligevel holder fast i jobbet, er det i vid udstrækning fordi man kan tage ansvar for sit arbejde, selv planlægge det og at man har en høj grad af egenindflydelse på arbejdets tilrettelæggelse.

Er det ikke mere en mulighed, vælter den balance, der gør, at man som lærer kan trives i jobbet, og så er der ikke rigtigt nogen grund til fortsat at blive ved med at undervise.

Denne balance forsvinder med lov 409, og da ingen af de centrale parter tager ansvar for de følger, dette får, ender ansvaret ude i de enkelte kommuner.

Der er 3 elementer, som kommunerne er nødt til at forholde sig til. Den ene er, at den konsekvens, medarbejderne må drage af forløbet op til lov 409 er, at deres vigtigste opgave er at beskytte sig selv og deres kolleger mod overudnyttelse. Det er ikke vilkår, medarbejderne har bestemt, men som de må indrette sig under.

Det andet er, at lærerne nu er ”almindelige” funktionærer med de rettigheder og pligter, der følger heraf.

Selv om det i forhold til lærerjobbet ikke giver nogen reel mening, er det også et vilkår. Det er den ramme, de skal leve under. Men det betyder også, at de ikke er konsulenter, som ikke har nogen øverste daglig arbejdstid, og derfor skal vi til at tænke skole på en måde, som ikke er i samklang med alle de smukke ord i reformen.

Det sidste aspekt er, at man selvfølgelig skal overholde gældende love, men man er ikke forpligtet derudover. En aftale forpligter begge parter moralsk, men et diktat forpligter kun den, der har dikteret det.

Heldigvis er der en kattelem ud af denne situation, for lov 409 rummer også en mulighed for at lave kommunale aftaler.

For at beskrive, hvorfor det kan være en rigtig god ide, er vi nødt til at forholde os til realiteterne bag de nordiske skoler.

Der er, som tidligere nævnt 2 nordiske skolemodeller. Der er den finske, hvor eleverne har relativt kort timetal og lærerne, der er de bedst uddannede i Norden, vidtstrakt indflydelse på tilrettelægning af arbejdet.

Så er der den svenske, hvor der er relativt faste regler for, hvor, hvornår og hvordan arbejdet skal udføres. Den svenske model er også udbredt i Norge, og det er der, vi er på vej til med lov 409 – hvor vi dog går længere i retning af umyndiggørelse end både Sverige og Norge.

Hvad har så været konsekvensen af de forskellige modeller?

I Sverige er lærerne i stigende grad flygtet fra jobbet, og tilgangen til uddannelsen har ikke kunnet kompensere for frafaldet.

I Finland er der ingen lærermangel, og der står meget stor respekt om lærerjobbet.

Samtidig ligger Finland klart over både Sverige og Norge, når det gælder placeringer i forskellige internationale undersøgelser. Man kan spørge sig, hvorfor man har valgt ikke at følge Finland. Så havde man undgået en konflikt samt fået medløb til en reform, der så også ville have en chance for at lykkes.

For at gøre det endnu mere problematisk bliver inklusionsopgaven og folkeskolereformen implementeret samtidig. Det er ikke så gennemtænkt, så det gør noget. Inklusionsopgaven betyder, at der stilles langt større krav til forberedelse og efterbehandling af undervisningen samt en massiv efteruddannelsesindsats – en opgave som mange kommuner ikke tager særligt alvorligt på trods af, at alle undersøgelser viser, at der, hvor inklusion lykkes, skyldes det dels, at resurserne følger med barnet og dels, at der er lærere med speciallærerkompetence til at løfte opgaven.

Folkeskolereformen, der kan have mange fine intentioner, har dermed fået den værst tænkelige start samtidig med, at den er groft underfinansieret.

Jeg er lærer, men samtidig er jeg kommunalbestyrelsesmedlem, og det har været en meget vanskelig situation. Som kommunalbestyrelsesmedlem og medlem af et af regeringspartierne har jeg et medansvar for hele denne situation, og jeg har også en pligt til at påpege de mulige fremtidskonsekvenser af den.

Som lærer er jeg så heldig, at jeg kan gå på pension til sommer, og alle tanker om at tage et år til er blevet droppet. Jeg er ikke alene. En del kolleger siger, at de ikke kan genkende sig selv i det, der kommer og at de heller ikke tror, at de vil kunne holde til det. Der er lettere måder at tjene sine penge på.

Det danske arbejdsmarked er det mest dynamiske i EU, og hver måned sker der flere jobskifter end der er medlemmer af Danmarks Lærerforening.

Mit bud er, at vi om 5-6 år kun vil have halvdelen af lærerstillingerne besat med uddannede lærere, hvis vi ikke gør noget for at modvirke det.

Hvad kunne man så gøre?

Man kunne starte i kommunerne med at lave lokalaftaler, der sikrede forberedelsestid tilknyttet til mængden af undervisning og gengav lærerne deres professionelle råderum. 08-aftalen kunne være et rigtig godt afsæt. Dernæst kunne man sikre, at midlerne til inklusionsindsatsen fulgte med over og at den nødvendige kompetence var til rådighed. Det kunne være en god start.

Men er det kommunernes opgave at gå ind og modarbejde KL’s og regeringens intentioner? Da vi ude i kommunerne skal stå til ansvar overfor borgerne, der vil forvente, at vi sikrer, at skolerne fungerer, så ja – kald det nødværge – for gør vi det ikke, står vi om nogle år med skoler uden uddannet personale, og hvordan forklarer vi det til borgerne? Regeringer kommer og går – kommunalbestyrelser består.

Hvordan er vi endt her, når der har været så mange gode intentioner i folkeskolereformen?

Den første fejlslutning er, at mere topstyring giver højere produktivitet. Det holder ikke. Ser man på produktiviteten er danske lærere 15% mere effektive end svenske, og den eneste registrerbare forskel i arbejdsforholdene er, at danske lærere har mindre topstyring, hvilket så må siges at være mere effektivt.

Den anden fejlslutning er, at diskurs er alt. Bare man italesætter processer rigtigt, har resurser og ledelsesmodeller mindre betydning. Amerikanerne har en talemåde: ”Put your money, where your mouth is”, og det betyder, at hvis man vil noget, må det også bakkes op med de nødvendige midler, og det har man ikke villet.

Den tredje fejlslutning er, at man kan lave store ændringer af folkeskolen uden at tage lærerne med på råd.

Resultatet er derefter, og med de sandsynlige konsekvenser, jeg kan se i horisonten, vil jeg appellere til mine kommunalbestyrelseskolleger i hele landet. Vi er de eneste, der kan handle nu for at sikre, at vi ikke om 5-10 år har den lærerløse skole. Sporene fra vore nabolande skræmmer.

Og så kan vi ved at indgå fornuftige aftaler måske spare 5-6 mia. kr. til etablering af arbejdspladser på skolerne – penge, der sagtens kunne anvendes bedre andre steder.

Powered by Labrador CMS