I en netop udsendt pamflet, ’Sidste udkald – et kampskrift for folkeskolen’ tager den radikale nestor, fhv. undervisningsdirektør Asger Baunsbak Jensen bladet fra munden. Han anklager lige ud politikerne for det største svigt i dansk skolehistorie. Den nye skolereform er blevet til uden nogen form for folkelig debat, hovedsageligt skruet sammen af teknokrater uden faglig indsigt i skoleområdet – og uden nogen som helst form for visioner for fremtidens skole og samfund. Økonomi og new public management har været eneste drive i reformen. Nu må og skal der ske noget, og det haster.  Stærke ord fra en mand, der et helt liv igennem har stået vagt om demokratiet i almindelighed, skolen i særdeleshed, altid ud fra en markant humanistisk, men pragmatisk grundholdning.

Hans kritik retter sig ikke mindst mod det vanvittige hastværk, hvormed reformen er kommet til verden. Hvor tidligere reformer har været genstand for brede, offentlige diskussioner over flere år, er denne reform på finansministerens foranledning ikke blot kradset ned på et par måneder af en håndfuld anonyme embedsmænd i et lukket rum på Slotsholmen. Den er tillige uløseligt sammentænkt med et historisk overgreb på lærerstanden og den danske model, og den savner enhver form for forankring i skoleforskningen.

Kritikken synes imidlertid ikke at anfægte reformens ophavsmænd m/k det ringeste. De omgås tydeligvis kun folk, der snakker dem efter munden og tror øjensynligt, at de bare er oppe imod en lille flok fornærmede skolelærere. I skolens øverste luftlag hersker tilsyneladende en forestilling om, at lærerne i almindelighed vil følge deres flinke og pligtopfyldende natur og tage det på sig at få det hele til at hænge sammen på en eller anden måde.

Det gjorde lærerne antagelig hellere end gerne, hvis de kunne. Men denne gang går den ikke. Hele lærernes arbejdsmønster er kastet op i luften, alle aftaler og fælles planlægningsværktøjer er taget fra dem, og den skoleleder, som de hver især ifølge lov 409 skal planlægge deres næste arbejdsår med, har mere end rigeligt at se til. Læg hertil, at den goodwill, som de ansatte til enhver tid må forventes at ville vise deres arbejdsplads, for lærernes vedkommende er slidt helt ned til grunden.

Politikens journalist på uddannelsesområdet Jacob Fuglsang beretter 25.10. om skoler, hvor lærerne ”tripper for at komme i gang” med regeringens reform. Gad vide, hvor han har det fra. Jeg har ikke været ude at spørge alle lærere fra Gedser til Skagen, men jeg har endnu til gode at møde bare én lærer, der har det på den måde. Kender ej heller nogen, der fortæller om et sådant fænomen. Til gengæld har Fuglsang da forhåbentlig ret, når han fortæller, at ” Danmark Lærerforening efter forårets konflikt har gjort regeringens ledende politikere gale i skralden.” DLF taler på lærernes vegne, og det sidste, de har brug for, er en fagforening i gemytlig indforståelse med de mennesker, der har sat sig i spidsen for folkeskolens ødelæggelse.  Næst efter at forsøge at intimidere DLF til at bøje sig i støvet for overmagten er det dummeste, politikerne i denne situation kan gøre, formentlig at prøve på at bilde folk ind, at foreningen ikke har medlemmerne bag sig.

Længere nede i hierarkiet, tættere på virkeligheden, hos byrådspolitikere, forvaltningsfolk og navnlig skoleledere er skåltalernes tid ovre, og panikken breder sig. Her få uger før den konkrete planlægning af næste skoleår skal til at begynde, har man end ikke vedtaget den lov, skolen skal arbejde efter. Det skib, der sættes i søen, skal sejle fra dag et; men i dag, 9 måneder forinden, ved ingen, hvordan det skal kunne lade sig gøre. Skroget er ikke på bedding endnu, arbejdstegningerne er fortsat ikke andet end regeringens løse skitser, og pengene er der slet ikke.

Man mindes det stolte skib Vasa, det prægtigste krigsskib verden havde set, der på kongens forlangende blev bygget med hele to kanondæk, selv om hans erfarne skibsbyggere sagde, at det ikke ville kunne holde balancen. Tyngdepunktet ville komme til at ligge alt for højt. Men kongen vidste bedst, og tyve minutter efter at det var stævnet ud d. 10. august 1628, væltede det ganske enkelt, som forudsagt af fagfolkene; en sømil fra havn, for øjnene af Stockholms feststemte borgere inde på kajen.

Så spektakulært bliver Antorinis forlis desværre ikke. Det kommer formentlig til at tage år, før offentligheden indser, at man skulle have lyttet til lærerne i 2013. Men ingen skal komme og sige, at de ikke blev advaret.