Det grå sølv i festsalen på Sorø Akademi fik næsten tårer i øjnene, da Maja Engberg-Sønderskov fortalte om sin læreruddannelse. Hun var en drøm af en studerende, dedikeret, begavet, engageret, veltalende. Hun løftede Sorø-mødet op på et højere niveau. Hvis alle lærere var, som hun uden tvivl ville blive, gik folkeskolen og Danmark en lys fremtid i møde. Sådan var stemningen i salen. Men så faldt bomben.

»Jeg ville gerne blive her og deltage i debatten, men det kan jeg desværre ikke. Jeg skal til Skanderborg Festival«, sagde Maja Engberg-Sønderskov og hoppede ned fra talerstolen og forsvandt.

Forsamlingen af ledere og lærere og organisationsformænd og embedsmænd og politikere sad som forstenet. Det var svært at ryste skuffelsen af sig. Så var hun alligevel mest til tant og fjas. Hun havde fravalgt et seriøst møde til fordel for fest og ballade.

Men så begyndte selvransagelsen og selvbebrejdelserne. Det kunne ikke være Maja, der var noget galt med, det måtte være det grå sølv selv. De hev sig i håret i to fulde dage og så det i øjnene: De var for gamle, de havde ikke føling med ungdommens behov og ønsker. Det var også derfor, professionshøjskolerne og erhvervs­akademierne ikke kunne tiltrække studerende nok. Alene navnene - de var håbløst usexede. De unge kunne jo ikke engang stave til professionshøjskole. De unge var fra Cyberspace, det grå sølv var fra Elektronisk Stenalder.

Så faldt bombe nummer to. Den tiltede perspektivet endnu en gang i det ærværdige akademi.

»I skal ikke tro, at de unge er så anderledes«, sagde Christine Antorini, uddannelsesordfører for Socialdemokraterne, lige inden Bertel Haarder skulle i gang med sin afsluttende tale.

»Jeg vil gerne fortælle en lille historie«, fortsatte Antorini. »Jeg havde ikke fået min bagage med ud af toget, da jeg stod af i Sorø, så jeg måtte tilbage til stationen igen for at tage et tog til Odense, hvor min bagage nu var. På perronen mødte jeg Maja. Hun fortalte, at hun var godt ærgerlig over, at hun ikke kunne blive i Sorø, men hun sad i ledelsen af den organisation, der arrangerer Skanderborg Festivalen, så hun var nødt til at tage tilbage for at være med i de sidste forberedelser, inden den går i gang senere på ugen. Faktisk havde hun slet ikke tid til at komme til Sorø, sagde hun, men hun syntes, at det var vigtigt, at hun kom og fortalte sin historie. Aftalen med de andre i festival-ledelsen blev så: Hurtigt ind og hurtigt ud«.

Det grå sølv lo. Maja gjorde altså bare det, som generationer af lærere havde gjort før hende: Tog en tjans som frivillig leder i det berømmede danske foreningsliv. Hun var i sandhed en værdig repræsentant for de klassiske lærerværdier, som hun talte så varmt om i sit oplæg.

Hun havde fortalt, at hun er datter af to lærere, og var der én ting, hun var sikker på her i livet, så var det, at lærer skulle hun aldrig være. Men hun endte på en eller anden måde alligevel på læreruddannelsen. Til gengæld sagde hun det aldrig højt, i hvert fald først ud på de små timer. Hun skammede sig over at læse til lærer.

Men der skete noget med hende undervejs. Hun blev grebet af de særlige lærerværdier, som uddannelsen formidler, og indså, at lærerjobbet er et af de mest betydningsfulde i samfundet. Hun forstod, at undervisning handler om at vise et under for børn og unge på daglig basis. At læring sker i relationer, også hendes egen læring på læreruddannelsen. Akkurat dét, at undervisning er en mellemmenneskelig handling, gør undervisning til noget ganske vidunderligt, mente hun.

Når Maja - og især hendes forsvinden - gjorde så stort indtryk, skyldtes det også, at anslaget i Bertel Haarders velkomsttale kort forinden havde været sært defensivt. Haarder sagde, at det var regeringens mål, at mindst halvdelen af en ungdomsårgang senest i 2015 skulle tage en videregående uddannelse. Det ville kræve en stigning på ti procent, og det er ikke let, når der nu er sket et fald på ti procent.

Han mente, at faldet skyldes, at det for tiden er nemt for de unge at få et vellønnet job. De vil hellere arbejde end uddanne sig. Løsningen kunne så være, mente han, at den unge arbejder eksempelvis som lærer, samtidig med at han uddanner sig til lærer.

En af de måder, regeringen vil løfte uddannelsesniveauet på, er at fusionere erhvervsakademier og professionshøjskoler. En lov, som Folketinget vedtog - minus Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti - lige før sommerferien: Først skal erhvervsakademierne, der i dag står for korte videregående uddannelser på to år, løsrives fra erhvervsskolerne. De skal derpå udvikle bacheloruddannelser i finansrådgivning, it-programmering og lignende. Senest i 2015 skal erhvervsakademier og professionshøjskoler fusionere. Forligspartierne mener, at den større volumen vil styrke uddannelserne.

Årets Sorø-møde, »Erhvervsakademiuddannelser og professionsuddannelser - praksis, arbejdsmarked og internationalisering«, skulle hjælpe denne proces på vej ved at samle lærere og ledere fra de to verdener i samme lokale. Som der stod i indbydelsen fra Bertel Haarder:

»Mødet sætter fokus på, hvordan erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelsernes identitet og position i det samlede uddannelsesbillede kan styrkes ved at markere uddannelsernes tætte tilknytning til praksis og arbejdsmarked«.

Oplægsholdere såvel som debattører talte da også varmt om det nære samspil med praksis, som de anså som en styrke i forhold til den anden søjle på uddannelsesmarkedet, de akademiske uddannelser. Fleksibilitet var også et plusord i debatten. Det skal være nemt for den studerende at videreuddanne sig og eventuelt skifte spor, mente mange.

Men der var murren i krogene. Folkene fra erhvervsakademierne rystede på hovedet, når snakken blev for langhåret og følsom. De uddanner til det private arbejdsmarked, og tempo og bundlinje er vigtige begreber for dem. Passede de overhovedet sammen med humanistiske uddannelser som lærer-, pædagog- og sygeplejerskeuddannelserne? Og ville de ikke miste magten over deres egne uddannelser, når de kom sammen med de meget større uddannelser som læreruddannelsen? Handlede det i virkeligheden ikke bare om, at det er nemmere for ministeriet og staten at styre uddannelserne, når de bliver samlet i store enheder? Jo, der blev murret i krogene, men ingen sagde det højt.

Toget er kørt. Det satte i gang allerede under Ole Vig Jensen med dannelsen af CVU'erne, som under Bertel Haarder er blevet til professionshøjskolerne, der om få år altså skal opsuge erhvervs­akademierne. Ministeriet har allerede fusioneret det råd, der rådgav ministeren om de korte videregående uddannelser, med det råd, som rådgav ham om de mellemlange videregående uddannelser. Købmand Niels Fog, der har en fortid som formand for Arbejdsgiverforeningen, er blevet formand for det nye råd, som hedder Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelser (REP).

Det nye på Sorø-mødet var den stærke betoning af praksisnærhed. Forskningstilknytning har ellers været det højpolerede nøgleord siden dannelsen af CVU'erne. Flere af de nydannede professionshøjskoler kalder sig da også university college.

Og Maja - hvad mener hun om alt det? Ja, det ved vi ikke, for hun gik jo. Ikke fordi hun skulle til fest, men fordi hun skulle være med til at arrangere en fest. Men hun besang seminariekulturen i utvetydige vendinger.

»Vi har en unik seminariekultur i Danmark«, sagde hun. »Man lærer om relationer i relationer. Det er meget værdifuldt«. |