Anmeldelse

Leg gør os til mennesker

Læseværdig bog om leg

Leg er vigtig, fordi legen er kilde til alle senere former for kreativitet og dermed også innovation, skriver en af bogens forfattere.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I forbindelse med Legens Dag har FDF udgivet en bog om leg til alle, der interesserer sig for leg, og hvorfor vi leger. Der er tale om en antologi med mange forskellige forfattere, og vi kommer vidt omkring i legens univers.

Fakta:

Titel: Leg gør os til mennesker

ISBN: 9788770415880

Sider: 144

Forlag: Forlaget 55 Nord

Stopuret som sportens ikon er historisk knap 300 år gammel, skriver én for eksempel. Sporten ekspanderede i takt med koloniseringen af andre kontinenter. Nogle bevægeformer blev til sport, nogle blev ikke. Med tagfat som eksempel beskrives det vigtigste, at den absolutte taber ikke bliver produceret. Det vigtigste er ikke at vinde, det vigtigste er selve legen.
En anden forfatter skriver om, at børn før i tiden lærte af større børn, hvordan de skulle håndtere farlige situationer som for eksempel at klatre i træer. Men færre søskende og børnegrupper, der er aldersopdelte, har gjort det vanskeligere at blive kompetent i forhold til disse færdigheder. Den manglende øven sig kan i sidste ende medføre, at situationen bliver mere farlig.
Én skriver, at børn er mest optagede af at blive en del af og skabe et tilhørsforhold til de andre børn, når de indgår i nye institutionelle sammenhænge. Ofte bruges ressourcerne til, i legens form, at opnå en position i forhold til gruppen. At udvikle leg og legefærdigheder er centralt for børns trivsel, erfarings- og identitetsdannelsesprocesser, men består af komplicerede og ofte smertefulde processer.
Selvom en bidragyder skriver, at ingen skal tage legen som gidsel for én bestemt ideologi eller ét menneskesyn, skriver han også, at legen, de møder børn og unge med i FDF, tager udgangspunkt i et bestemt menneskesyn, som bunder i de kristne fortællinger. Der er kapitler om leg og forholdet til digitale medier og til sundhedsfremme.

FDF har udviklet en legedatabase og bringer i bogen beskrivelse af ti lege.

Selvom bogen advarer mod at målrette og disciplinere legen som et middel, handler flere artikler overvejende om voksenstyrede aktiviteter, hvor legen bliver et middel. Det gælder eksempelvis at binde knob, som kan indlæres gennem stafet og kluddermor.

Selvom teksten enkelte steder i bogen gerne måtte være mere klar og mindre indforstået, er det en bog, jeg vil anbefale.