Debat

Skolevirkeligheden er del af min hverdag

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Anders Bondo Christensen inviterer mig i Folkeskolen nummer 18 en tur ud i virkeligheden. Tak for invitationen! Jeg tager faktisk ofte på besøg på både skoler og institutioner. Det indtryk, jeg kommer hjem med, er altid positivt. På de enkelte skoler møder jeg kun engagerede og motiverede undervisere, der får det bedste ud af enhver given situation. Og så må jeg sige, at med ikke mindre end tre skolesøgende børn så er jeg selv en af de forældre, der stiller store krav og har store forventninger til den danske folkeskole - det bringer mig faktisk også jævnligt »ud i virkeligheden«.

Anders Bondo skriver i sit indlæg, at man i skolen kæmper med at få budgetterne til at hænge sammen. Det tror jeg er et grundlæggende vilkår i livet, som vi alle deler, hvad enten vi er skoleledere, virksomhedsledere eller finansministre. Det skal dog på ingen måde forklejne de udfordringer, folkeskolen står over for. Denne regering har sat sig ambitiøse mål på hele uddannelsesområdet og fulgt de mål op gennem konkrete aftaler.

Sådan er det også med skolens økonomi, der som bekendt er kommunernes ansvarsområde. Gennem de årlige aftaler, som regeringen indgår med kommunerne om næste års økonomi, sikrer vi, at der også langsigtet vil blive investeret i udviklingen af folkeskolen. Det er den netop indgåede økonomiaftale også et eksempel på. Inden for de givne rammer er det kommunernes eget lokalpolitiske ansvar at prioritere - det gælder også i forhold til skolen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Den seneste økonomiaftale giver kommunerne et løft i serviceudgifter i forhold til budgetterne for 2008. Samtidig understøtter aftalen regeringens kvalitetsreform med styrkede investeringer i skolen, attraktive arbejdspladser, fastholdelse af gode medarbejdere og afbureaukratisering.

Så kære Anders Bondo Christensen. Tak for din invitation til den virkelighed, som jeg kender så godt. Jeg kommer som sagt med jævne mellemrum rundt i landet og besøger ikke mindst offentlige arbejdspladser, så mon ikke vi alligevel løber ind i hinanden på en god dansk folkeskole en dag.

Svar

Kære Lars Løkke Rasmussen. Jeg tror, man skal være finansminister, eller i det mindste en del af regeringen, for at kunne prale af den aftale, der er indgået med KL. Det viser med al ønskelig tydelighed, hvor forskelligt virkeligheden åbenbart kan opfattes. Det glæder mig, at du sætter pris på det engagement, lærerne yder hver dag i folkeskolen. På det felt har vi den helt samme opfattelse.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF