Via et værktøj på jellingstenen.dk kan eleverne riste deres egne runer i en kopi af Jellingstenen

Museer åbner for, at elever kan redigere i kunsten

Museer, forlag og Skoletube indgår trekantssamarbejde. Museerne leverer materiale, forlagene står for didaktisering og i Skoletube kan eleverne bearbejde museumsgenstande og kunstværker i 14 onlineværktøjer.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I snart halvandet år har flere forlag og Skoletube indgået i et samarbejde, hvor forlagenes digitale læremidler linker direkte til redskaberne i Skoletube, når eleverne skal arbejde videre med materialet. Nu er samarbejdet blevet udvidet. I går blev et samarbejde med flere danske museer præsenteret på en konference i Fredericia. Museerne stiller materiale til rådighed for forlagene - kvit og frit, i åbne formater og uden copyright.

"Nu kan vi finde indhold, som vi må bruge, men som vi også kan give eleverne lov til at arbejde videre med i en prædefineret skabelon. Så når de klikker på et link til Skoletube, så åbner programmet til for eksempel videoredigering med nogle forudindstillinger og noget materiale liggende parat i værktøjet, som de kan arbejde videre med", forklarer Malte von Sehested, digital udviklingschef hos Gyldendal.

Ingen copyright

"Så eleverne læser for eksempel om romantikken, klikker på et link, og bum: så åbner der et værktøj, der er beregnet til, at man taler om billederne i et kollaborativt værktøj. Billederne er allerede i onlineværktøjet, og når man har løst opgaven, må man gerne videreformidle sit produkt, fordi der ikke er copyright", siger han.

I første omgang har en række danske museer som for eksempel Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet og Moesgaard Museum stillet digitale billeder og videoer af deres kunstgenstande til rådighed, og flere er på vej.

Onlineværktøjerne er samlet i Skoletube, som eleverne ligesom forlagenes digitale læremidler har adgang til med uni-login. For nuværende har man via Skoletube adgang til 14 onlineværktøjer. 80 ud af landets 98 kommuner har tegnet abonnement.

Alle gør det, de er bedst til

Med samarbejdet kan hver aktør koncentrere sig om at levere deres respektive kerneydelser, forklarer Marcus Bennick fra LærIT, der står bag Skoletube.

"Der er jo ingen af os, der gør det for vores blå øjnes skyld, men det er lykkes os at samarbejde. Alternativet var, at forlagene ville udvikle værktøjer selv, og vi ville lave indhold til vores værktøjer. Det ville resultere i et dyrere produkt, og i at vi hver især ikke ville lave det, vi er bedst til", siger han.

"Tidligere har læremidlerne for eksempel linket til animoto.com, som er et online videoredigeringsværktøj. Men så skal eleverne til at lave en bruger der, og så kommer man aldrig videre. Nu henviser de til os, og så har eleverne direkte adgang med deres uni-login".

"På denne måde får vi tænkt kulturarv, digitale læremidler og værktøjer sammen på en måde, der faktisk er unik på verdensplan", fortæller Marcus Bennick.

"Når museerne lægger deres materiale ud under åbne licenser, forlagene må didaktisere det og eleverne endelig kan arbejde videre og manipulere med materialet, så kommer kulturarven pludselig meget tættere på eleverne".

Indtil videre er Gyldendal, Clio Online, Alinea og Condidact med i samarbejdet med Skoletube. Samtidig er Skoletube integreret med de to undervisningsportaler Skoleintra og KMD Education - også via uni-login.