Bogen er inddelt i fem hovedkapitler, der behandler substansen i emnet, desuden har forfatteren skrevet en indledning og et efterord, hvor hun i indledningen begrunder sin interesse for området og i efterordet runder teksten af.

Det første af hovedkapitlerne er en historisk redegørelse for, hvorledes skolepsykologien fødtes, og de personer, der var involveret i denne fødsel. Forfatteren viser et dybtgående kendskab til de historiske og skolehistoriske forhold belyst gennem tekster fra de forskellige involverede. Bogen giver et godt, kronologisk overblik over de mange oplysninger, der er hentet fra mange skoler og personer. Forfatteren bruger meget forkortelser, der, første gang de bruges, forklares tydeligt; men alligevel skal den, der ikke kender de berørte personer, institutioner med mere, holde tungen lige i munden for at kunne følge med.

De tre næste kapitlers titler er skrevet over en fælles læst: Det videnskabelige spor, Det lidenskabelige spor, Det kedelige spor.

I kapitlet om Det videnskabelige spor sættes man i tvivl om, hvorvidt det er en afhandling, en almindelig videnskabelig tekst eller en faglig tekst, man beskæftiger sig med. Man kan selvfølgelig sige, at denne afklaring er af mindre betydning, men for forståelsens skyld ville det have været godt, om dette var klart fra bogens indledning. I kapitlet behandles samfundsforholdenes, de lokale politiske forholds, de landspolitiske forholds,  kulturelle og økonomiske forholds betydning for skolepsykologiens problematikker i den første del af dennes historie. Historiens detaljer behandles omhyggeligt, og der reflekteres over tilfældigheders sammentræf som for eksempel to dødsfald, der muligvis åbner mulighed for Sofie Rifbjergs vej til chefstolen i Københavns skolepsykologiske kontor.

I kapitlet om Det lidenskabelige spor drejer det sig meget om Næsgaards, Nørvigs og Rifbjergs betydning på området i perioden før og under anden verdenskrig, herunder problematikken med at holde hjælpeskolebørn og andre svagtstillede uden for åndssvageforsorgens område, fordi der i Tyskland havde forekommet tvangssterilisation og det, der var værre, på denne befolkningsgruppe.

Endelig i kapitlet med titlen Det kedelige spor kommer Sofie Rifbjerg i centrum – det har bogens undertitel vel allerede anført ville komme på et tidspunkt. I dette kapitel kommer læseren via mange citerede tekster rimelig tæt på Sofie Rifbjerg, som Ingrid Winther ser hende. Læseren får her et godt indtryk af Sofie Rifbjergs egenskaber fra en meget fin, næsten intuitiv indføling med børnene, hendes evne til at finde gode samarbejdspartnere ved opstart af mindre skoleprojekter til hendes manglende forståelse for de strategiske, delvis politiske spil, der foregik rundt omkring hende, og hendes manglende lyst til at teoretisere problematikker på området. Forfatteren konkluderer, at der er meget stor forskel på akademisk tænkemåde og pædagogisk praktisk tænkemåde. Sofie Rifbjerg var en person, der udpræget interesserede sig for empiriske forhold og havde mindre interesse og forståelse for hypotetiske forhold, og samtidig må det nævnes, at hun var en person, der var langt forud for sin tid med hensyn til småbørnspædagogik. Frihed var vigtig for børnene, både i børnehaven og i skolen. Frihed til at lære det, barnet var motiveret for, og det, barnet havde lyst til. På den måde mente Sofie Rifbjerg, at børnene lærte mest.

Kapitlet med de afsluttende perspektiveringer indeholder blandt andet en debat om integration og inklusion, fordele og ulemper ved disse tiltag. Skal alle børn holdes samlet i én folkeskole, eller skal der gøres forskellige foranstaltninger for visse elevgrupper? Dette er en diskussion, der allerede dengang var interessant. Diskussionen trækkes i teksten helt op til vor tid.

Det er en bog, der i sit skolehistoriske perspektiv på skolepsykologiens opståen og fortsatte vækst indeholder et væld af interessante detaljer.