Anmeldelse

To ting man aldrig kan vide

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nogle bøger bliver i læserens bevidsthed, længe efter at de er læst, fordi det indtryk, de har efterladt, er så stærkt, at det ikke lader sig ryste af. Dette er tilfældet med "To ting man aldrig kan vide".

Fakta:

Titel: To ting man aldrig kan vide

Forfatter: Dorthe de Neergaard

Illustrator: Els Cools

Pris: 199 kroner

Sider: 72 sider

Type: Bog

Forlag: Høst og Søn

I syv noveller lader de Neergaard læseren se gennem barnets øjne; se ting, der er grusomme, ubegribelige og hjerteskærende. Barnets hjælpeløshed, i en verden hvor livet er noget, man udsættes for, er i centrum og formidles formidabelt og yderst troværdigt.

Forfatteren er ikke bange for at tage fat om alvorlige emner som overgreb, svigt og død, der alle beskrives i et nøgternt, men medrivende sprog uden moraliseren eller konkluderen. Læseren tvinges på denne måde til selv at forholde sig til det læste og drage sine egne konklusioner.

Særlig stærkt står titelnovellen med sin skildring af, hvordan det er at være barn i en familie med et dødeligt sygt familiemedlem. Hvilke tanker, følelser og konsekvenser dette afføder hos barnet, der følger sygdomsforløbet fra sidelinjen; hverken inkluderet eller ekskluderet, men forstående meget mere, end de voksne aner eller har overskud til at håndtere.

Teksterne ledsages af Els Cools smukke og stemningsbetonede illustrationer, der kompletterer novellernes forstemte følelsesunivers og alvor eminent.

Bogen henvender sig til de ældste elever i udskolingen. Teksterne vil med deres relevante temaer være særdeles velegnede i undervisningsøjemed, hvor de uden tvivl kan danne baggrund for yderligere samtale og diskussion.