Toilettet, der blev skolepolitisk

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I 1960 indviedes Carl Nielsen-Skolen i Nørre Lyndelse på Fyn. Den fik status af demonstrationsskole. Det var imidlertid ikke undervisningen i de nye, lyse lokaler med det fine, let flytbare inventar, de mange gæster kom for at se. Ej heller de brede gange, hvor der var afsat plads til tidens nye pædagogiske fænomen, gruppearbejdet, eller fællessalen med en akustik, så et mindre symfoniorkester måtte fryde sig.

Nej, de kom for at besigtige skolens toiletter, som helt i kontrast til tidens lovgivning og norm var placeret inde i skolen. For hver to klasseværelser var der et toilet til drenge placeret dør om dør med et til piger. Amtslægen og fælleslærerrådet var begejstrede; det var ikke blot mere humant over for eleverne, som ikke længere skulle gå i gården i al slags vejr, det var også i tråd med bestræbelser på at indføre mere fleksible undervisningsformer. Skete det, gjorde det ikke så meget, hvis et barn forlod klassen midt i timen. Og så harmonerede det med ønsker om at bringe skolebygningen ned i børnehøjde. Den nye skole blev lanceret som skolen med de seks små hjem og med en forhåbning om, at denne hjemlighed ville få eleverne til at holde mere af skolen - og passe bedre på den.

Men i Undervisningsministeriet var holdningen til det nye påfund mere skeptisk. Man burde ikke altid rende efter det nyeste nye, som ministeriets konsulent i skolesager Hans Henning Hansen formulerede det, og man kunne nok have sine tvivl om, hvorvidt børnene faktisk var i stand til at administrere den nyvundne frihed. Men da tegnestuen allerede havde opført én skole i Ryslinge med lignende indretninger, som det ifølge lokalpressen havde kostet 15 års kamp at få gennemført, gav ministeriet sig, på betingelse af at det blev på forsøgsbasis - og at der opførtes en række supplerende gårdtoiletter.

Der findes ingen rapporter om, hvordan forsøget faldt ud, men ifølge skolens ordensregler fandt personalet det nødvendigt at indskærpe over for eleverne, at toiletterne ikke måtte anvendes til leg, og at kun en ad gangen måtte opholde sig på hvert wc.

Sagen fra Nørre Lyndelse var hverken første eller sidste gang, folkeskolens toiletter skulle blive genstand for debat. Allerede i 1880'erne, da Københavns Kommune opførte stribevis af stort set identiske skoler, blev toiletforholdene anset for særdeles vigtige. Ligeledes i 1930'erne, da især skolevæsenet på landet stod for en renovering. Her var det langtfra et særsyn, at lærerens mødding tjente som toilet for eleverne. I 1938 bestemtes, at der altid skulle indrettes mindst et kloset for hver 30 drenge og et for hver 20 piger. Klosetterne skulle placeres, så det var let at holde øje med dem, og klosetter for drenge og piger skulle være »fuldstændigt afsondrede«. Det var disse principper, som stod for fald i 1960. I dag er kravet et toilet for hver 15 elever.

Og nu diskuterer vi toiletforhold igen. Ifølge Dansk Center for Undervisningsmiljø er dårlige toiletforhold et af de vigtigste klagepunkter, når eleverne bliver spurgt. Under valgkampen sidste år tog statsministeren eleverne på ordet og lovede op til 50 milliarder til en kvalitetsforbedring af det offentliges bygningsmasse. Et år senere er bolden spillet tilbage til kommunerne, som opfordres til at prioritere toiletforholdene over andre påtrængende forbedringer, og der advares om, at »uhumske toiletter« risikerer at skade elevernes almenbefindende, undervisningen og respekten for skolen. Men som toiletsagen fra Nørre Lyndelse minder os om, handler toiletdebatten ikke kun om kroner og øre. Den handler også om orden og disciplin og om skiftende tiders forståelse af det enkelte barns psykiske og fysiske behov. Set i det lys er selv det mest private også skolepolitik.

Ning de Coninck-Smith er lektor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, ph.d.

»Under valgkampen sidste år tog statsministeren eleverne på ordet«