Ny praktikant brænder for at formidle viden

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

26-årige Hanne Birgitte Hellisen er fra den 1. august 2013 ny journalistpraktikant på Folkeskolen. Hun er i gang med en kandidat i journalistik på Roskilde Universitet og skal være på Folkeskolen det næste år.

Hanne kan lide at nørkle med et enkelt stofområde, så hun ser særligt frem til at grave sig ned i skole-verdenen og formidle nyttig viden til lærerne.

»Jeg glæder mig til at komme om bag tæppet, møde en masse mennesker og bringe historierne videre. Især lærernes faglige arbejde interesserer mig, og det er vigtigt for mig, at mine artikler giver viden til lærerne, som de kan bruge i deres dagligdag«.

Hanne selv har en tværfaglig baggrund. Hun har tidligere læst til bibliotekar, men forlod studiet efter et år til fordel for Roskilde Universitet, hvorfra hun har en bachelor i journalistik og historie.

Hanne Birgitte Hellisen afløser Jennifer Jensen, der fortsætter sin praktik i Ministeriet for Børn og Undervisning.