Blog
0   2287

Idioten, dannelsen og diæten

Abonner på nyt om Frank Juul Agerholm i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Der er nære og problematiske forbindelser mellem idioten, dannelsen og diæten i den antikke tænkning; forbindelser som vi fortsat kan lære af, og som fortsat byder på pædagogiske udfordringer.

I antikken anvendtes betegnelsen idiōtēs bl.a. om en lægmand eller et udannet individ. I demokratisk henseende anvendtes betegnelsen idiot om et individ, der selvcentreret gik op i sit eget liv og negligerede fællesanliggender. Idioten var i bogstaveligste forstand dén, der ikke kom til torvet, dér hvor man deltagtiggjorde sig og delagtiggjordes i det sociale og politiske liv.

 

Artiklen fortsætter under banneret

Den antikke tænkning til følge fødtes mennesket som idiot og skulle gennem opdragelse/dannelse (paideia) føres bort fra denne tilstand og ind i det fælles kulturelle, sociale, moralske og politiske liv. I forbindelse med denne dannelse blev de rige og frie borgeres børn ført til skole af husets mest betroede slave. Skolen udgjorde en tid fri for andre daglige gøremål, og den oprindelige betydning af det græske ord scholé var da også tid fri til forundring, nysgerrighed og kultiverende aktivitet. Skolen havde således heller ikke til formål at oplære barnet til bestemte erhverv, men at indføre det i ting og sager af civilisatorisk og politisk relevans, hvilket var afgørende for at indtræde og deltage i det fælles liv i bystaten. I øvrigt kaldtes slaven, der førte barnet til skole, paidagogos (dvs. pædagog af pais, dreng, barn og agein/agogos, at føre/en fører).

 

På samme tid var diaita (diæt) ikke blot noget, der vedrørte ernæring, men levemåden i almindelighed og den sunde og rette levemåde i særdeleshed. Diætetikken manifesterer sig her som en fordøjelsesfilosofi, hvor alt, hvad der trænger ind og ud af samtlige kroppens åbninger, og alt som det indtrængende gør i mennesket, inden dets restprodukter igen trænger ud, har afgørende betydning ikke blot for den legemlige sundhed, men også for den mentale. Alt fra makro- til mikrokosmos kunne inden for denne tænkning være afgørende for sundheden. Diætetikken var hermed også at betragte som en hel livskunst, der fokuserede på monitorering, styring og regulering af sundhedsmæssige forhold som især den omgivne luft, mad og drikke, bevægelse og hvile, søvn og vågentilstand, sekreter og ekskrementer og sjælsaffekter/sindsstemninger.

 

Som det måske fornemmes, byder den antikke tænkning på tætte forbindelse mellem dannelse og diæt – mellem paideia og diaita. Fælles for såvel dannelsen som diæten var bl.a. kalokagathia-idealet. Ordet kalokagathia er sammensat af henholdsvis kalos, der betyder smuk og skøn, og agathos, der betyder god og dygtig. Kalokagathia er med andre ord et æstetisk-etisk ideal – et ideal om skøngodhed –, hvor tanken er, at et harmonisk legeme afspejler en harmonisk sjæl og vice versa. Et ideal som vi også senere genkender i den romerske digter Juvenals mens sana in corporo sano – en sund sjæl i et sundt legeme. Og diætetikkens fordøjelsesfilosofi indeholder netop også den antinomi, at kroppens materialitet, der opbygges gennem de indtagne næringsmidler, på den ene side er determinerende for sjæle- og viljeslivet, men at sjælen på den anden side set gennem frie viljesakter skal udøve besindelse og mådehold for at styre og regulere diæten på rette vis. Gennem såvel den rette dannelse som den rette diæt skulle mennesket bringes mod kalokagathia-idealet.

 

Helt uproblematisk er forholdet mellem diæten og dannelse ikke. Ikke alene er kalokagathia-idealet problematisk i den henseende, at det drager en direkte kobling mellem kroppens og sjælens skøngodhed, men diætens dyrkelse og den demokratiske dannelse rummer tillige en række afgørende modsætningsforhold. Og det er bl.a. i et af disse, at idiotfiguren bliver særlig interessant. Diætetikkens krav til den rette levemåde er nemlig så detaljerede og omfattende, at den, der vil leve på en fuldstændig sundhedsmæssig korrekt måde, må være eller vil blive en fuldkommen idiot. En overdreven dyrkelse af den sunde levemåde fordrer med andre ord et så omfattende fokus på individet selv, at det kommer til at blokere for deltagelse i det fælles liv. Diætens dyrkelse risikerer med andre ord at udelukke den demokratiske dannelse og deltagelse.

 

På vore breddegrader er samtidens toneangivende sundhedspædagogik bl.a. og ikke mindst optaget af og orienteret mod dels et såkaldt bredt og positivt sundhedsbegreb, dels mod handlekompetence og demokratisk deltagelse. Førstnævnte betyder i bund og grund, at såvel den fysiske, mentale som sociale sundhed ikke blot drejer sig om fravær af sygdom, samt at såvel sundhed som sygdom må ses i et holistisk perspektiv. Sidstnævnte drejer sig for så vidt om, at den enkelte med selvstændighed og integritet må indgå og deltage i sociale, kulturelle, moralske og politiske anliggender. Også i denne tænkning, som det er tilfældet med antikkens, er sundhedsaspektet meget omfattende og den demokratiske dannelse et væsentligt anliggende. Det er imidlertid ikke uvæsentligt, om det sundhedspædagogiske fokus lægges på sundhed eller på pædagogik; om sundhedspædagogik fattes som sundhedspædagogik eller sundhedspædagogik.

 

Placeres fokus på sundheden, tenderer sundhedspædagogikken at gøre sundheden til et mål i sig selv, hvorunder det pædagogiske reduceres til et middel, til et instrument, til metoder osv., hvis succes skal bedømmes på, hvor effektivt sundheden fremmes. Placeres fokus på pædagogikken, må sundhedspædagogikken gøre egentlige pædagogiske mål som fx menneskets dannelse og det såkaldt gode liv til det centrale, i forhold til hvilket sundhed aldrig kan blive mere end et middel, en ressource eller ét aspekt blandt mange. Den pædagogiske idiot – hvilket her skal forstås som den, der er ulærd udi pædagogik – risikerer let at forfalde til førstnævnte fokus. Og det pædagogiske problem hermed er, at dette fokus, ligesom det er en iboende problematik i den antikke diætetiks fordringer til levemåden, risikerer at fremme idiotisk dyrkelse af sundheden fremfor demokratisk dannelse af mennesket. Det betyder ikke, at en sundhedspædagogik bør lade menneskets dannelse og fremme af det såkaldt gode liv foregå på bekostning af menneskets sundhed, men det betyder, at en sådan sundhedspædagogik aldrig bør lade sundhedens fremme være på bekostning af menneskets dannelse og det såkaldt gode liv.

 

Det er dog ikke kun sundhedspædagogikken, der risikerer at fremme en idiotisk dyrkelse af sundheden. Den har tidens tendenser med sig, kan man sige. Og ikke alene er der i tiden en så omfattende fokus på det sunde liv, at det gode liv potentielt bliver synonymt hermed eller endda underordnes det sunde liv, men der synes også at være en vis tendens til idioti i form af hang til selvcentreret fokus på eget liv og negligering af fællesanliggender. Og et sådant idioti kan ligefrem virke begunstigende for dyrkelsen af det sunde. Hvis denne påstand holder, så er der altså ikke alene tale om, at en overdreven dyrkelse af sundheden kan føre til idioti, men også at en underliggende tendens til idioti kan føre til en tendentielt usund dyrkelse af sundheden. I begge henseender påhviler der folkeskolen en stor dannelsesopgave.

 

Men så er det jo herligt, at skolen ikke længere opfattes som stedet og tiden, hvor barnet har fri fra andre gøremål, men – og ikke mindst med den nye reform – hvor der skal lægges større og større beslag på barnets og familiens tid til andre gøremål og større og større fokus på forberedelse til erhvervslivet. Dertil, at lærerne nu øjensynligt vil få endnu mere hjælp hertil af pædagogerne, der nu ikke længere ”blot” skal føre barnet til skolen og drage omsorg for det uden for skoletid, men formodentlig kommer til at spille en langt større og mere direkte rolle i skolens tid, undervisning og hverdag. Ydermere, at det politisk elitære idioti har lukket sig inde bag mure og kun nødtørftigt kommer til torvet og blander sig med det folk, erfarer den skole og indgår i det fælles liv, de er sat til at tjene. Ikke sandt eller ikke-sandt?


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Ernæring og sundhedsnetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for madkundskab, sundhed og ernæring. I samarbejde med Foreningen for madkundskab.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
653 andre er allerede tilmeldt

Idrætsnetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. 

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
1.005 andre er allerede tilmeldt
Vind hotelophold i julekonkurrencen

Så er det blevet juletid, og folkeskolen.dk har i den anledning en julekalender, hvor du hver dag frem til juleaften kan finde dagens låge-opslag med en præmie på vores Facebookside. Du er også med i lodtrækningen om hovedpræmien, hvor du kan vinde et weekendophold for to på et af de lækre Sinaturhoteller. Tjek vores Facebookside hver dag i december for at være med!

Deltag i konkurrencen