Blog
0   682

Den ny læreruddannelse – vil den virke?

Abonner på nyt om Læreruddannelse 2013 i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Det spørgsmål, der altid stilles, når en reform, det være sig af skolen eller af læreruddannelsen, vedtages, lyder: Men, vil den ændre noget? Vil den virke? Det er på mange måder et rimeligt og relevant spørgsmål at stille. Især hvis det er afffødt af et oprigtigt ønske om at se forandring og ikke bare af knarvorn, tilbagelænet skepsis.

 

Artiklen fortsætter under banneret

At tiden var inde til en grundlæggende reform af læreruddannelsen viste Følgegruppens evaluering af den læreruddannelse, der havde sit første optag i 2007. Evalueringen pegede blandt andet på, at læreruddannelsen ikke tiltrækker tilstrækkeligt mange kvalificerede ansøgere, at frafaldet er alt for stort, at linjefagsstrukturen står i vejen for, at tilstrækkeligt mange kommer ud med linjefagskompetencer i tre undervisningsfag, at linjefagsdækningen på naturfagsområdet er for lav, at selv om pædagogik blev styrket, så fylder elementet ikke nok, og at koblingen mellem den teoretiske uddannelse til professionen og skolens virkelighed står for svagt.

 

Påpegningen af disse svagheder blev fulgt af forslag om, at læreruddannelsen dereguleres, således at professionshøjskolerne får øgede frihedsgrader til at tilrettelægge uddannelsen og profilere sig regionalt, at læreruddannelsen internationaliseres, og at den forskningsbaseres.

 

På næsten alle punkter følger reformen af læreruddannelsen evalueringen af den tidligere læreruddannelse. Bortset fra forslaget om forskningsbasering af læreruddannelsen, så lyttede politikerne i forligskredsen konstruktivt til alle øvrige kritikpunkter og forslag.  Da evalueringen byggede sin kritik og sine forslag på viden fra en lang række undersøgelser af den tidligere uddannelse, som Følgegruppen havde iværksat, kan den aktuelle reform med god ret ses som et mønstereksempel på forskningsinformeret politisk praksis.

 

Så langt så godt, men altså: Vil reformen virke? Det spørgsmål, altså om reformer af skole og uddannelsessystem ændrer noget, har den amerikanske skolehistoriker Larry Cuban beskæftiget sig indgående med. Og hans svar har i bøger med sigende titler som for eksempel How Teachers Taught: Constancy and Change in American Classrooms, 1890-1990 lydt, at den daglige praksis i vidt omfang forbliver uberørt af de reformer, der ellers har til hensigt at ændre undervisningen.

 

I sin seneste bog Inside the Black Box of Classroom Practice med endnu en sigende undertitel Change Without Reform in American Education, som udkom lige før sommerferien, går han skridtet videre fra blot at registrere, at den ene reformbølge efter den anden ikke fører nævneværdige ændringer med sig til at undersøge, hvordan det kan være.  Cuban er naturligvis ikke blind for, at skolen og undervisningen har ændret sig, men ændringerne har overvejende handlet om indholdet – uddannelsens hvad – og ikke i nævneværdig grad selve pædagogikken – uddannelsens hvordan, skriver han

 

For at forklare dette foreslår Cuban, at det kan være hensigtsmæssigt at skelne mellem to former for planlagt forandring. Den ene form kalder han grundlæggende (fundamental) ændringer, den anden trinvise (incremental) ændringer.

 

Grundlæggende ændringer er initiativer rettet mod at lave om på skolens eller en uddannelses grundlæggende byggesten. Sådanne byggesten kan for eksempel i forhold til læreruddannelsen være mål for undervisningen eller uddannelsens organisering i årgangsdelte hold (i skolen aldersdelte klasser). Ændring af sådanne byggesten retter sig mod uddannelsens strukturelle grundlag.

 

Trinvise ændringer adskiller sig fra fundamentale ændringer ved ofte at være tilføjelser til de aktuelle strukturer. Sådanne ændringer kan for eksempel gå ud på at øge omfanget af de pædagogiske fag, styrke fagdidaktikken i undervisningsfagene eller at udvikle praktikken gennem en stærekere kobling mellem den teoretisk orienterede undervisning på uddannelsesstedet og den praktisk orienterede undervisning i skolen. Sådanne ændringer forandrer ikke læreruddannelsens grundlæggende strukturer, de udvikler de eksisterende strukturer.

 

Cubans pointe er nu, at der rent faktisk hele tiden sker trinvise forandringer (change without reform), men uden at de fundamentalt ændrer læreruddannelsen, som vedbliver at ligne sig selv, som vi har kendt den i årevis. Med andre ord constancy and change eller med Donald Schöns paradoksale formulering dynamisk konservatisme.

 

Men sådanne trinvise forandringer er ikke desto mindre også en forudsætning for at fundamentale ændringer kan realiseres. Politikere forholder sig overvejende til strukturer, undervisere og ledere i læreruddannelsen forholder sig overvejende til den konkrete undervisning. Læreruddannelsens praktikere er overvejende optaget af personlige relationer, mens politikere er optaget af abstrakte politiske og samfundsmæssige mål. Samspillet mellem disse to perspektiver er en forudsætning for at læreruddannelsesreformen kan realiseres.  Reformer virker ikke af sig selv, og slet ikke uden støtte fra dem, der hver dag står med begge fødder i praksis.

 

Svaret på spørgsmålet, om reformen vil virke, må derfor lyde: Det afhænger i høj grad af læreruddannelsens undervisere og ledere. Uden deres støtte til de strukturelle reformbestræbelser gennem trinvise ændringer i den daglige undervisning, går det næppe.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ