Jeg har fået et brev fra en lærer, der har det dårligt med at holde sin homoseksualitet hemmelig for sine elever, men som heller ikke tør springe ud.

Hun har læst min artikel i Social Kritik om tosprogede og homoseksuelle i folkeskolen, og nu vil hun høre, hvad jeg synes, hun skal gøre.

Læs hendes (redigerede) brev og mit svar her…

Kære Mads

Jeg er klasselærer for en 7. Klasse på Fyn. Jeg har en god relation til de fleste i klassen og er en populær lærer i hele udskolingen. Men jeg har ikke fortalt dem, at jeg er lesbisk. Skolelederen ved det heller ikke, og selvom jeg har arbejdet tæt sammen med mine kolleger i to år nu, er der også kun få af dem, jeg har sagt det til.

Jeg er ked af, at jeg ikke kan være en rollemodel for eleverne, især for dem, der, ligesom mig, har en afvigende seksualitet. Jeg tænker på det hver eneste dag, og det går mig på, at jeg frygter udflugter med klassen, fordi de tit lægger op til personlige spørgsmål. En af pigerne har et par gange spurgt, om jeg har en kæreste. Jeg svarede bare ja og var lettet, da ingen spurgte yderligere ind til det.

Da en populær pige fra klassen for nylig fortalte, at hendes faster er lesbisk, reagerede ingen negativt, hvilket er rart at vide. Men jeg er bange for, at det alligevel vil påvirke min undervisning. Pludselig vil de sikkert have svært ved, at jeg er idrætslærer. Jeg vil også have svært ved at nævne homoseksualitet i forbindelse med seksualundervisning, litteratur, historie, samfundsfag osv., da jeg vil frygte, at de tænker, jeg kun underviser i det, fordi jeg selv er homoseksuel. Det hjælper heller ikke, at ingen af mine kolleger er homoseksuelle.

Jeg har ondt i hjertet, imens jeg skriver denne mail. Jeg ville ønske, at jeg for længst havde været åben over for både kolleger, leder og elever. Det bliver bare sværere og sværere, og jeg overvejer faktisk at skifte arbejdsplads - for at starte på en frisk - selvom jeg har det godt med både elever og kolleger. Jeg overvejer endda helt at droppe lærerlivet, så jeg slipper for at skulle bruge energi på disse tanker.

Hvad skal jeg gøre?

Med venlig hilsen

Tine

Kære Tine

Jeg synes hverken, du skal skifte skole eller job. Det virker som om, du er glad for at være lærer, og du har ret til at vælge det job, du kan lide. Spørgsmålet om at springe ud eller ej flytter alligevel med, uanset hvilket job du har.

Jeg vil sige to ting til din situation. Det ene er at, ja, det er svært, så det er okay at have lidt ondt af sig selv og indrømme, at det er et problem, der kræver at blive taget alvorligt. Tag dig tid til at tænke over det, snakke med andre om det og lægge en plan.

Det andet er, at så er det heller ikke værre. Når man går rundt i det, kan det hurtigt vokse og komme til at virke uoverskueligt. Men du er jo sprunget ud før overfor familie, venner og nogle af kollegerne. Hvordan gik det? Og hvilke forventninger havde du, før du gjorde det? Undersøgelser har vist, at de fleste forventer, at det bliver cirka en million gange værre at springe ud, end det faktisk bliver.

Se på de ikke-heteroseksuelle teenagere, der tror, jorden åbner sig og sluger dem, hvis de springer ud. De ved ikke, at jorden ikke sluger nogen. Men det ved du. Og i en tid i deres liv, hvor de er allermest usikre, har de brug for en som dig, der kan berolige dem. Og vise dem, at der findes ikke-heteroseksuelle voksne af kød og blod midt i deres hverdag, der lever gode, trygge og lykkelige liv og som holder af sig selv. Folk, der kan give dem et troværdigt håb om, at der er en god fremtid for dem.

Har du tænkt på, at pigen, der spørger om du har en kæreste, kan være lesbisk? Måske er det hendes måde at række ud til dig i håb om, at du er lesbisk og kan være hendes rollemodel? Du ved det ikke. Du er for optaget af din egen angst for at blive afsløret.

Teenagere er sårbare, og hvis de afviger fra den heteroseksuelle norm, bliver det kun sværere. Ikke-heteroseksuelle unge lever ofte med skam, usikkerhed og selvhad, fordi de lever i en verden, der lærer dem at hade det, der ikke er heteroseksuelt. Folk, der lever i skabet, er et bevis på det.

De kan jo godt regne ud, at nogle af skolens lærere måske er homoseksuelle. Og hvis de lærere vælger at leve i skabet, bekræfter det bare, at de ikke-heteroseksuelles fremtid er fuld af skam, hemmelighedskræmmeri og frygt. Det har du magten til at ændre!

En stor levevilkårsundersøgelse, som LGBT Danmark (LGBT = Lesbian Gay Bisexual Transgender) lavede for et par år siden, viser, at tre ud af fire bøsser og godt hver anden lesbiske helt eller delvis skjuler deres seksualitet. Hvis alle sprang ud, ville ingen føle sig alene mere.

Det er selvfølgelig dit valg, og du skal tage den tid, du har brug for og gøre det, du synes er rigtigt. Men hvis du spørger mig, synes jeg du skal springe ud - overfor alle - hurtigst muligt. Hvorfor ikke tage skridtet, når du kommer tilbage fra sommerferien? Som du selv siger, bliver det kun sværere, som tiden går.

At leve i skabet er nemlig ikke noget individuelt valg. Det er et valg, der har konsekvenser for alle ikke-heteroseksuelle, ikke mindst når man er lærer eller pædagog.

Det kan da godt være, det bliver akavet og svært i starten. Det er det som regel, når man springer ud. Men det går over. Og helt ærligt, det er jo også akavet og svært nu. Og hvis du alligevel overvejer at skifte job, kan du jo ligeså godt springe ud, og hvis det så går helt galt, så kan du jo altid skifte job bagefter. Du har i virkeligheden intet at miste.

Og det med at være homoseksuel idrætslærer skal du ikke være nervøs for. Ideen om homoseksuelle som pædofile eller seksuelle rovdyr er ikke bare fornærmende og hadefuld, men også fuldstændig tåbelig og uden hold i virkeligheden. De tanker kan du skylle ud i toilettet, og hvis nogen kommer med hentydninger i den retning, kan du tage dit mest fornærmede ansigt på, uanset om de er elever eller voksne.

Og hvis du underviser i homoseksuelle emner i forbindelse med seksualundervisning, litteratur, historie osv. er det ikke, fordi du selv er homoseksuel, men fordi det er relevant. Hvis dine heteroseksuelle kolleger ikke underviser i homoseksuelle emner, så er det dem, der gør noget forkert.

Måske skal du bare ikke tænke så meget over, hvad andre måske kommer til at tænke om dig og din seksualitet, og hvorfor du underviser i det ene og det andet. Frygt og skam skal ikke styre dig. Du er en uddannet, kvalificeret lærer, du er voksen, erfaren og et ansvarligt menneske, og du gør ingenting forkert. Stol på dig selv og dine kvalifikationer. Hvis din undervisning er i orden, og du i øvrigt er en bare nogenlunde populær lærer, så har du intet at bekymre dig om.

Hvad med først at alliere dig med et par kolleger, som du stoler på? Eller tag det op i dit team. Så ved du, du har klassens øvrige lærere bag dig, og de ved, hvad der sker, så de kan tænke over, hvordan de vil håndtere det. Brug dit team. Det er derfor, du har dem. Du kan også nævne det for skolelederen eller hele lærerværelset. Måske sende en besked ud på intranettet:

Hej kolleger.

Håber, I nyder ferien. Vil bare lige sige, at jeg er homo, og det har jeg tænkt mig at fortælle min klasse, når de kommer tilbage efter sommerferien. Jeg regner ikke med, det bliver noget særligt, men jeg regner med jeres støtte, hvis nogen af jeres elever opfører sig dårligt.

I har i øvrigt selv et par homoer i jeres egne klasser, som jeg synes, I skal passe godt på.

Knus og kram

Tine.

Og så kan du jo sende dem mine to artikler fra Social Kritik (her og her) og sende dem ind forbi Sex & Samfund og Foreningen Køn i Pædagogik, som har en masse god information om emnet.

Sæt en time af til at springe ud for dine elever og snakke om emnet. Det er faktisk en del af seksualundervisningen, og ingen kan give dem mere kvalificeret undervisning i homoseksualitet, end du kan.

Vis dem et billede af dig og din kæreste på sommerferie, hvor I griner og spiser is på stranden. Fortæl du har været lidt nervøs for at sige det, men at du nåede frem til, at det var fjollet, for de er jo nogle søde elever, og du tror egentlig godt, de kan rumme en smule mangfoldighed. Som lærer ved du sikkert også, at hvis man viser eleverne respekt og tillid, får man som regel det samme tilbage.

Eleverne i udskolingen er gamle nok til at forstå, at man kan være usikker, have hemmeligheder og være nervøs. Hvis du viser dem den respekt at fortælle dem din hemmelighed, vil de også respektere dit mod, især hvis du, som du siger, i forvejen er en populær lærer.

Husk de almindelige råd for at springe ud: Sig det ligeud og uden tøven og skam. Giv dem lidt tid til at vænne sig til tanken og stille spørgsmål. Hav et par gode venner, der kan bakke dig op, og som du kan læsse af på bagefter.

Spørgsmålet om, hvornår man skal springe ud, er altid svært. Nogle vil helst vente, til folk kender dem, fordi så er man blevet venner, og de kan ikke bare droppe en igen. Mit bedste råd er: få det sagt så hurtigt, så tydeligt og så udramatisk som muligt. Der er folk, der har et problem med homoseksuelle, men de fleste er faktisk temmelig ligeglade og har sværere ved at håndtere hemmelighedskræmmeri.

Så når du kommer ud i en ny klasse, eller der kommer en ny lærer på skolen, så bare sørg for at få snakket henkastet om din kæreste, og hvad du har lavet sammen med hende i ferien. Så er trolden ude af æsken, og du vil se, at den ikke rigtigt skræmmer nogen, hvis bare de kan se den ordentligt.

Jeg har aldrig nogensinde mødt nogen, der har fortrudt, at de er sprunget ud, men jeg har mødt mange som dig, der går rundt og gemmer sig og altid er bange for at blive afsløret:

Som er nervøse for at møde en elev, når de går med sin kæreste i hånden i skoven. Bange for at blive for fulde og tale over sig til julefrokosten. Som skjuler, at de er ved at eksplodere af forelskelse og prøver at være lidt mere feminine, så folk ikke kan se, de er lesbiske. Som taler nedsættende om kvinder og er macho overfor andre mænd, så folk ikke tror, de er bøsser. Som undgår at have et homoseksuelt billede på computerens skrivebord. Som er nervøse for hvilke mails, der popper op, når de tjekker deres mail på skolebiblioteket. Som ikke har et billede af kæresten i pungen. Og ikke reagerer på homofobisk mobning af frygt for at nogen regner ud, at de selv er homoer. Som har vandtætte skodder mellem privatliv og arbejde, der betyder, at de aldrig rigtigt kan blive hele mennesker, hvor tingene hænger sammen. Som får isninger i nakken, når de møder en elev i supermarkedet, og som tænker over, om der er noget i deres kurv eller påklædning, der kan afsløre dem.

Det er så trist at være i skabet! Så anstrengende! Så 1950’erne!

Tine, du skal have det sjovt, når du er på tur med klassen! Det er noget af det bedste ved at være lærer! Du skal ikke gå og være bange. Du er voksen, og du gør ikke noget forkert! Du kan bestemme selv. Spring nu ud! Det er ligesom at rive et plaster af. Det gør kun ondt i et kort stykke tid. Og indenunder kan du se, at såret er helet.

Folk, der i forvejen har respekt for dig og kan lide dig, vil ikke pludselig vende sig mod dig, fordi du springer ud. Dine elever vil have en helvedes masse spørgsmål, som ingen er mere kvalificeret til at svare på, end du er. Du kan selv vælge, om du gider eller ej.

Der vil måske være elever fra andre klasser, som vil tale grimt om dig i skolegården. Måske vil de endda sige ting til dig på gangene. Sikkert ikke. Men hvis de gør, er det ikke dit problem. Du behøver ikke redde hele verden. Skidt med dem! Og der vil helt sikkert være elever i andre klasser, der vil kigge langt efter dig på gangene og tænke: ”Det er sgu okay, at jeg er lesbisk, hvis jeg kan blive som Tine.”

Til gengæld kan du også både forvente og forlange, at dine kolleger tager ansvar for at tale med deres elever, hvis de taler grimt om eller til dig. Hvis ikke dine kolleger tager det ansvar af sig selv, kan du gå til skolelederen. Hvis ikke hun tager ansvar, kan du gå til fagforeningen. Hvis ikke de gider hjælpe, kan du skrive til mig igen. Eller til LGBT Danmark.

Der er fagforeninger, forældre, LGBT-organisationer, politikere, kolleger, skoleledere, venner og kærester, der bakker op om homoseksuelle lærere og presser på for en mere mangfoldig og tolerant folkeskole, men der er grænser for, hvad andre kan gøre for dig. Alle reformer, foreninger, alt lobbyarbejde og alle kampagner er ligegyldige, hvis ikke de enkelte lærere ude i virkeligheden tør tage det sidste, store og vigtige skridt ud af det forbandede skab.

Du skriver selv, at det ville være lettere, hvis der var andre homoseksuelle lærere på din skole. Det er der sandsynligvis, men de gemmer sig ligesom dig. På den måde gør I det svært for hinanden. Hvis du springer ud, følger de måske efter. Og du giver samtidig dine heteroseksuelle kolleger muligheden for at springe ud som nogen, der aktivt støtter ikke-heteroseksuelle. Ringe i vandet.

Vi kan ikke altid vente på, at andre tager det første skridt. Du er populær, har gode kolleger, en homo-venlig klasse og en kæreste. Ingen har bedre forudsætninger for at springe ud end dig. Andre har kæmpet før os, for at vi kan have det så godt, som vi har det i dag. Vi skylder dem at kæmpe videre.

Gør det nu! Spring ud! Riv plasteret af! Inde under er alt som det skal være, og bagefter vil du sige til dig selv: Det var da slet ikke noget at tale om!

Knus og kram

Mads Ananda Lodahl

almindelig.com